»Man må aldrig miste evnen til at se tingene fra andres synspunkt«

Dansk Flygtningehjælps Andreas Kamm har de seneste måneder brændt sig fast i de fleste danskeres bevidsthed. Men hvem er inden i den saglige mand, der aldrig mister tålmodigheden? Berlingske fik lov til at være fluen på væggen to dage i generalsekretærens liv.

Andreas Kamm, Dansk Flygtningehjælp Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Diplomaten

Det er en almindelig onsdag formiddag på Andreas Kamms anonyme kontor hos Dansk Flygtningehjælp i Borgergade. Generalsekretærens lange krop er som altid i jakkesæt og slips, og når han skal have et par minutters fred, kommer hans koordinator ind fra forkontoret for at fjerne hans telefon. Ellers er den der konstant.

Hans dag starter typisk ved 6-tiden, når de første medier ringer, og den slutter gerne sent om aftenen efter en tur i studiet hos TV2 News eller Deadline. Sådan har Andreas Kamms liv set ud længe. Med at formidle, være til rådighed og klæde politikere på med fakta om den globale flygtningekrise, der eskalerer dag for dag, time for time.

»Min dag er fuldstændig uforudsigelig. Jeg kan blive ringet op og skal være et sted 20 minutter senere. I dag skal jeg til møde med udenrigsministeren, have klaret pressehenvendelserne, og der er samtidig en del rejseaktivitet, der skal planlægges.«

Og så er der Dansk Flygtningehjælp, som skal passes. En organisation, der tæller omkring 6.000 medarbejdere i mere end 35 lande og omsætter for 2,4 milliarder i år.

»Kom bare ind, Sebastian,« siger han til pressemedarbejderen, der tripper i døråbningen med den lange liste over dagens henvendelser, der tæller TV2 News, tre programmer på Radio24syv, Jyllands-Posten, en russisk TV-kanal plus det løse.

Efter et par opkald, afløses pressemedarbejderen af organisationens internationale chef, Ann Mary Olsen, der skal briefe generalsekretæren, inden hans møde med udenrigsminister Kristian Jensen.

Hovedbudskabet er, at Flygtningehjælpen er enig i regeringens politik – at der skal hjælp til nærområderne – men Andreas Kamm vil samtidig understrege, at der er brug for meget mere hjælp.

Det er det første møde mellem ministeren og generalsekretæren, der har en uforlignelig evne til at formulere sig med diplomatens velvalgte ord.

»Det er ikke så svært at være uenig med en minister, når vi bare er enige om at være uenige. Det er den kritiske dialog, som kendetegner os,« siger han og smiler et smil, der siger mere end store armbevægelser.

»Mit job handler om humanitær diplomati. Vi skal have diplomatens evne til at sige, hvad vi mener, i respekt for dem, vi siger det til, og i respekt for det handlerum, vi har.

Det er jo ikke en overraskelse for udenrigsministeren, at vi gerne så, at de hævede ulandsbistanden i stedet for at forringe den. Men det behøver vi ikke at diskutere, for det har regeringen allerede besluttet. Og så må vi tage den derfra,« siger han og får overbragt en god nyhed.

»Caroline ringede,« siger koordinatoren.

Idealisten

Caroline Heering er tidligere hofdame for kronprinsesse Mary og nuværende projektansvarlig i Ole Kirks Fond, som altså netop har doneret et større beløb til to såkaldte community centre (aktivitetshuse for flygtninge og lokale, red.) i henholdsvis Jordan og Libanon, så driften kan fortsætte. Andreas Kamm er synligt glad og fortæller engageret om, hvor veldrevet de to flygtningecentre er.

»Jeg kan aldrig helt undgå at blive følelsesmæssigt berørt, når jeg står ude i en flygtningelejr. Det skal man heller ikke. Men jeg er professionel og har stået i de situationer mange gange. Det er et sundhedstegn.«

»Jeg har det motto, at man aldrig må miste evnen til at sætte sig i andre menneskers sted. Det er vigtigt at bevare empatien og konfrontere sig selv med spørgsmålet om, hvordan det må være at være de andre

»Folk har rejst flere tusinde kilometer, gennem pigtrådshegn og over Middelhavet, og de mangler kun en bro for at nå frem til Sverige, hvor deres familie er. De slås for det, og det ved jeg, for jeg har talt med mange flygtninge,« siger han, inden han haster ud af kontoret og hopper på sin cykel for at køre den korte tur over Knippelsbro til Udenrigsministeriet.

Da han halvanden time senere er tilbage, går han direkte op i afdelingen for Kommunikation & Indsamling for at holde en fem minutters inspirerende tale for medarbejderne, fordi afdelingschefen har sagt sin stilling op.

»Kursen er lagt, og den følger vi,« slutter han og går med sine lange skridt ned til sit kontor igen.

»Vil du have en coke?« spørger koordinatoren.

Det vil han gerne. Andreas Kamm insisterer på, at colaen, selv om vi er i en velgørende, humanitær organisation, skal være god gammeldags amerikansk coke.

Pressemedarbejderen kommer ind igen.

Andreas Kamm, Dansk Flygtningehjælp Fold sammen
Læs mere

»Jeg var altså tæt på at råbe ad en journalist lige før. Han spurgte, om vi havde en psykolog tilknyttet, der kunne forklare, hvad det betyder for folk at skulle gå langs med en motorvej.«

Andreas Kamm ryster opgivende på hovedet.

»Der har vi igen det med at sætte sig i andre folks sted. Det her er mennesker, der har kæmpet mod det ungarske og makedonske politi og militær, så en jysk motorvej skræmmer dem næppe. Den er nok at foretrække frem for et minefelt,« siger han og taler om den øgede opmærksomhed, der de seneste måneder er kommet på hans person.

»Jeg får flere henvendelser på parkeringspladsen, og når jeg går med hunden, men det har næsten kun været positivt. De, der har den modsatte opfattelse, tøver ofte med at kalde én et dumt svin. Jeg kan godt lide samspillet med medierne. Det er et godt træningslokale, fordi jeg skal forholde mig til de svære spørgsmål.«

»Jeg vil gerne sige tingene, som de er, og det skaber ofte lidt debat. Når jeg som forleden i Jyllands-Posten bliver spurgt, om der ingen grænser er for, hvor mange flygtninge, vi kan tage, og jeg svarer jo, selvfølgelig er der det, så skaber det en masse ballade, og folk misforstår mig bevidst og siger selv Andreas Kamm udtaler, at vi ikke kan tage alle

»Det siger jeg, men jeg siger samtidig, at den grænse er meget langt fra at blive nået. Men jeg skal alligevel blive ved med at sige sandheden, selv om det kan misforstås.«

Fynboen

Men selv om generalsekretæren kan blive både vred og indigneret, er det sjældent noget, offentligheden opdager.

»Jeg kan godt lide at opføre mig ordentligt, og jeg kan godt lide, at man tager diskussionerne uden at gøre dem personlige. Når jeg taler med Martin Henriksen (DF), er vi pænt uenige om løsningerne på det, som, vi begge to godt kan se, er udfordringerne.«

»Jeg har talt med mange, som jeg er uenig med, og det er vigtigt for mig at kende den følelse, jeg møder hos folk, når jeg skal diskutere med dem. Om det så er Søren Espersen, Martin Henriksen eller udenrigsministeren,« siger han og bliver afbrudt af telefonen.

Andreas Kamm, Dansk Flygtningehjælp Fold sammen
Læs mere

Det er Rasmus Tantholdt, som er på vej til Rødby og skal have en briefing på principperne i Dublin-forordningen.

Bagefter sætter han sig bag sit skrivebord og ringer tilbage til en russisk TV-station fra sin fastnettelefon.

Igen forklarer han tålmodigt de danske asylregler.

Andreas Kamm mødte første gang Dansk Flygtningehjælp som nyuddannet historiker fra Odense Universitet. Han skulle have sig et arbejde og søgte tre forskellige deltidsjobs – ti timer som lærer på Sankt Knuds Gymnasium, deltidsansat på Odense Seminarium, og et som sproglærer hos Dansk Flygtningehjælp i Odense. Og han fik dem alle tre.

»Hvad skulle jeg gøre? Jeg vidste jo ikke, hvilken af hestene, der var mest liv i,« som han siger.

»Jeg havde læst historie, fordi det interesserede mig, men jeg havde overhovedet ikke overvejet, hvad jeg skulle bruge det til. Så jeg tog de tre jobs og forsøgte at få det hele til at passe sammen...«

Igen telefonen.

»Andreas Kamm ... hej ... ja ... haha, ja, det kan jeg forestille mig. Ja, altså, når man ser de lange køer af mennesker ...« og så forklarer han igen om flygtningedefinitioner og europæiske regler.

Bagefter viser pressemedarbejderen to færøske studerende ind. De vil lave et lille interview med generalsekretæren på video, men har svært ved at formulere konkrete spørgsmål. Så Andreas Kamm tager ordet og holder en fem minutter lang monolog om flygtninge-situationen direkte til kameraet.

»Tak for opmærksomheden på denne sag,« siger han oprigtigt og trykker deres hænder, inden han cykler til Radio24syv for siden at ende aftenen hos TV2 News.  Dagen efter står den på interview med BBC og en hollandsk avis fra morgenstunden, inden Andreas Kamm igen kan byde indenfor og skænke kaffe. Og tale lidt om sig selv, for engangs skyld.

»Jeg er jo fynbo,« begynder han.

»Jysk mor, fynsk far, ud af bondeslægt.«

Andreas Kamm voksede op i landsbyen Nr. Søby, 15 km fra Odense. Faren skulle have arvet familiens proprietærgård, men da farfaren gik konkurs, fik Andreas Kamms far i stedet arbejde i ungdomsfængslet i Nørre Søby, hvor han med sin landbrugsbaggrund hjalp unge kriminelle.

»Og så er jeg barn af 1950erne og rundet af årene på universitetet i 1970erne. Og enebarn. Hvilket jeg ikke ved, hvad betyder. Men du kan jo spørge en psykolog.«

Han griner.

Efter skolen meldte spørgsmålet sig, hvad Andreas Kamm skulle studere. Han havde forskellige idéer, og drømte mest om at blive læge, arkitekt eller psykolog. Men da han spurgte sin ven, Jørgen, som læste på universitetet, om, hvad man skulle læse, når man gerne ville være klog på, hvad der foregår i verden, svarede Jørgen »så skal du læse historie.« Og sådan blev det.

»Men jeg har aldrig fortrudt, og det har været spændende for mig at anskue mit arbejde ud fra en historisk vinkel. Det er et fint fag at have med sig, når man skal forsøge at forstå, hvad konflikter handler om,« siger han.

Faderen

Fra sin barndom husker han både farens snak om de unge kriminelle, der var kommet »skidt fra start«, og morens politiske engagement.

»Jeg kan stadigvæk mærke min fars sympati for de unge mennesker og hans ærgrelse over, at det var gået dem skævt. Han havde en positiv tilgang til dem og kunne sgu egentlig meget godt lide de fyre. Han var en meget disciplinorienteret mand, der ikke accepterede bøvl og ballade, men som på den anden side også tog et slag bordtennis med de unge, hvis det var det, der skulle til.«

»Jeg er opdraget til, at man skal yde det bedste, man kan. Brug dine talenter og opfør dig ordentligt ligger ret dybt i den bondeopdragelse, jeg har fået. Sammen med et blik for, at der er nogle, der ikke er så heldigt stillet og ikke er kommet så godt fra start. Dem må vi give en hånd og en chance. «

»Det er derfor, jeg siger, at vi ikke må miste evnen til at sætte os i andres sted. Det er sådan, jeg er opdraget. Når det handler om flygtninge, gælder det om at forstå, at de ikke nødvendigvis kunne have gjort alt muligt andet. Måske har skæbnen drillet dem, så de har brug for en håndsrækning.«

Andreas Kamm, Dansk Flygtningehjælp Fold sammen
Læs mere

Hans bedstefædre på begge sider var enten Venstrefolk eller konservative, mens Andreas Kamms egen far var socialdemokrat og en stor beundrer af Jens Otto Krag. Moren var »ude at vende omkring« Preben Wilhjelm og Venstresocialisterne, inden hun endte hos SF.

»Jeg var knægt, da kvindefrigørelsen kom til landsbyen, og jeg kan huske, dengang det var et issue, hvis kvinden i huset ville have kørekort. Hos os var det sådan, at man ikke kunne mene, at det var en dårlig idé, så min mor fik kørekort og var en del af sådan en lille kvindeavantgarde i landsbyen, der blandede sig i alting og var politisk bevidst.«

Da Andreas Kamm var barn, var moren hjemmegående, men siden fik hun arbejde på et laboratorium, og senere blev hun sammen med en veninde kustode i Carl Nielsens Hus, der ligger på landevejen mellem Nr. Søby og Nr. Lyndelse, og hun gik meget op i at fortælle de besøgende om den berømte danske komponist.

»Min mor var en spøjs én uden lang skolegang, men jeg har tit kaldt hende en sand intellektuel. Hun var en stor læser af verdenslitteraturen og stærkt engageret i politiske ting og sager, inklusive kvindekamp og kvindefrigørelse. Så jeg er opdraget til at kigge opad for at se, hvad der foregår omkring mig.«

Først da han kom på studenterkursus og siden universitetet, flyttede han de 15 kilometer fra Nr. Søby til Odense. Og han da var færdig med studierne i 1978, var han blevet 30 år.

»Jeg hører til den generation, der tog sig god tid på universitetet. Vi kunne bruge et helt semester på noget, vi ikke skulle til eksamen i, hvis vi syntes, det var vigtigt. Vi læste for interessens skyld, og derfor husker jeg slet ikke, at jeg undervejs havde nogen spekulationer om, hvad jeg skulle bruge det til bagefter.«

Mens Andreas Kamm studerede, fik han to børn sammen med sin daværende kone, der studerede medicin.

»Dengang var det meget almindeligt at få børn, mens man læste, for studierne var mere fleksible end i dag,« siger han og opridser de seneste 40 års familieliv:

Med lægen Lotte fik han to døtre og en søn i 1970erne. Så blev han gift med Lene i 1984 med hvem han fik tre døtre, inden de blev skilt i 1993. Og så har han været gift med Bettina i snart ti år.

Efter nogle år med de tre jobs, valgte Andreas Kamm til sidst Dansk Flygtningehjælp, der dengang og frem til 1998 havde ansvaret for hele integrationsindsatsen i Danmark. Andreas Kamm underviste i dansk og havde desuden forskellige ledelsesfunktioner på sprogcentret. Siden blev han chef for flygtningehjælpen på Fyn, men flyttede i 1990 til København som konsulent i den centrale integrationsenhed. Derfra gik det stærkt.

I 1994 blev han chef for afdelingen og i 1998 Generalsekretær. Det skete samtidig med en dramatisk ændring af flygtningehjælpen, da kommunerne overtog alt arbejdet med integrationen. Så fra den ene dag til den anden blev organisationen reduceret med 85 procent, og var – få måneder efter Kamms tiltræden – truet på sin eksistens.

»Det var ikke let for os som organisation. Så vi måtte redefinere flygtningehjælpen og finde strategier for, hvad vi nu skulle. Omstillingen var smertefuld, og i 2008 startede jeg et vækstprogram, hvor vi voksede fra 600 millioner kroner til forventet 2,4 milliarder i år.«

»Og i dag har vi en helt anden placering i den humanitære verden, end vi havde tidligere. Jeg er et konkurrencemenneske, og der er meget sport i mit job. Der er bare nogle slag, vi skal vinde. Jeg tror også, at jeg er ret god til at holde sigtekornet over meget lange distancer. Jeg kan blive ved med at hamre det samme sted sindssygt længe. Hvis man vil nå sine mål, skal man have evnen til at blive ved og ved. Man må ikke falde af på den.«

Pensionisten?

Det har til tider krævet en stor arbejdsindsats. Men i perioder har Andreas Kamm også haft mulighed for at hellige sig arbejdet fuldt ud. Da han blev skilt fra sin anden kone, boede han nemlig alene i næsten ti år.

»Jeg har haft tidspunkter, hvor jeg kunne give den fuld gas, så i årene med de store udfordringer kunne jeg arbejde igennem, og det var lækkert. Mine børn var hos mig hver anden weekend, og ellers kunne jeg bare give den fuld skrue.«

»Desuden er jeg ikke en doven slambert, og det gør mig ikke noget at stå op klokken 6 og slutte af i Deadline. Det får jeg ikke stress af. Jeg kan godt lide at køre på. Jeg bilder mig ind, at jeg trives med mange udfordringer. I virkeligheden er jeg nok bedst under pres, når der er meget, der skal klares, og jeg skal ud og vinde et slag.«

Mellem gårsdagens eftermiddagsinterview med Radio24syv og TV2 News om aftenen tog Andreas Kamm forbi en af sine døtre, som bor i nærheden af radiostationen, for at hygge sig lidt og spise en ostemad, inden han kørte videre til Sluseholmen. Så han nåede hjem til sen aftensmad med hustruen Bettina og hendes to hjemmeboende teenagedrenge, der bor hver anden uge i villaen ved Utterslev Mose. Så skulle hundene luftes, og det var den aften.

»Jeg er nu endt med den tredje kone, som jeg er meget glad for. Det har jeg såmænd også i perioder været for de andre, men jeg har indimellem sagt, at hvis jeg ikke har været så god til at være gift, har jeg til gengæld været ret dygtig til at blive skilt, for jeg har aldrig været fjender af mine ekskoner. Der har aldrig været den store ballade.«

»Måske er det igen historikeren i mig, der ser livet som faser, hvor man over bestemte stræk i sit liv følges med nogen. Ikke at skilsmisser er sjove, men sådan kan livet nu engang komme til at se ud. Bare man har nogle gode mennesker at følges med og ikke kommer helt skævt fra det, så er det ikke noget, jeg har fortrudt. Jeg har fem herlige unger, børnebørn og alverdens ting, så det kører fint,« griner han og taler om, hvordan han har opdraget sine børn.

»Mine børn er klar over, at jeg godt kan lide, at der bliver arbejdet. At man passer sine ting, gør sig umage og ikke sparer på kræfterne. De hænger også godt i. Jeg elsker sport og har spillet badminton, tennis, løber og cykler.«

»Nu har jeg lige kvæstet min akillessene, men ellers løber jeg hver morgen med mine to store hunde. Jeg er lidt et legebarn, der aldrig rigtig er blevet voksent. Det tror jeg har inspireret dem.«

»Min søn er ironman, og har været til VM i triatlon og er gift med en kvinde, der er lige så sporty. Og de andre er også optaget af at holde sig i form, så det tror jeg må være eksemplets magt. Jeg kan i hvert fald se, at de har lyst til at få lettet rumpen og komme ud. Så forsøger jeg at få dem til at bære min arbejdsmoral og ydmyghed over for arbejdet med sig.«

»Jeg synes jo, at man skal gøre sig umage med det, man laver, og ikke spare på kræfterne, når man arbejder for en sag. Man skal være ydmyg over for sine omgivelser i den forstand, at vi er privilegerede. Mine børn har gode uddannelser og skal nok ende med at få gode jobs. Flere af dem arbejder med sociale spørgsmål og sager. De kæmper med det og er relativt flittige, og det kan jeg jo godt lide,« griner han.

Dåbsattesten viser 66 år, og Andreas Kamm ved godt, at han ikke kan blive siddende til evig tid. På et givent tidspunkt skal han tage stilling til, hvornår han skal stoppe.

»Jeg kan roligt sige, at jeg ikke er her om ti år. Jeg har en aftale med mig selv om, at den dag, hvor jeg ikke springer herind om morgenen, er det tid til at stoppe, for man kan ikke have en generalsekretær, der ikke gider. Det er jobbet for vigtigt til.«

Kun to gange har han været fristet af jobtilbud udefra. Men hver gang, det er kommet til den svære beslutning, har han fået kolde fødder.

»Siden har jeg været afklaret om, at det er Dansk Flygtningehjælp, jeg vil. Hver dag føler jeg det som et kæmpe privilegium at sidde i et job, som jeg aldrig havde drømt om, at jeg en dag skulle opnå.«