Mads Timm var et kæmpetalent: »Er du ikke Zlatan eller Ronaldo, bliver du bare en nikkedukke, der parerer ordrer«

Onsdag udkommer bogen om fodboldtalentet Mads Timm, der fik sin debut i Champions League, da han var 17 år. Syv år senere endte han sin karriere i 1. division. Mæt og ked af sin tilværelse. Men langt fra mæt på livet.

Mads Timm opgav fodbolden - men fandt sig selv. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi kunne have levet et andet liv, Mads Timm og jeg. På fodboldbaner, i omklædningsrum, i medierne. Masser af penge og gratis udstyr med status som fodboldspillere. Men vi stoppede vores karrierer. Vi var trætte. Vi havde fejlet, og vi havde ikke mere at give. Mads Timm nåede længere end jeg. Han var i Manchester United, jeg i Brabrand. Udgangspunktet var det samme: Drømmen om en professionel karriere som fodboldspiller. Min endte på grund af skader og en erkendelse af, at talentet ikke rakte til mere end 2. division. Officielt i hvert fald. Nogenlunde det samme stod i den pressemeddelelse Mads Timms agent, Allan Reese, sendte ud, da han havde spillet sin sidste kamp:

»Han har besluttet sig for at stoppe sin karriere, da han ikke har lyst til at spille fodbold mere,« skrev Allan Reese 16. august 2009 ifølge fodboldmediet Bold.dk. Tre år senere tog jeg samme beslutning. Slut, færdig. Ikke længere fodboldspilleren, men mennesket. Og måske er det dét, der har ramt os begge:

Vi var for menneskelige til at forblive fodboldspillere.

»Hvis du ikke er Zlatan eller Ronaldo, så er det svært at komme med sin egen mening, med sin egen personlighed. Så bliver man bare sådan en nikkedukke, der parerer ordrer. Det gjorde, at jeg følte mig som en eller anden pauseklovn. Jeg tænkte: »I bund og grund er jeg her for at underholde, ikke på grund af kærligheden til spillet og til legen«,« siger Mads Timm i sin stue i Odense. Her har han boet siden 2010. Og nu bor han her med sin kæreste, Maja, der har termin omkring den dato, denne artikel bliver udgivet, og omkring samme dag som Mads Timms bog »Rød Djævel – Sådan blev jeg ikke stjerne i Manchester United« bliver udgivet.

Måske var det bare Mads Timm og jeg, der ikke passede ind. Han blev sat i fængsel for at køre uforsvarligt farligt, da han spillede i Manchester United. Han kørte om kap med holdkammeraten Callum Flanaghan. Mads Timm kørte 110 kilometer i en 60 kilometerzone. Flanaghan påkørte en kvindelig bilist, der fik smadret sine ben. Det kostede Mads Timm tre måneders afsoning. Jeg selv blev udstødt i min fodboldklub i Nordjylland, da jeg kom op at slås med en holdleder. Hverken Mads Timm eller jeg blev direkte ekskluderet efter vores fejltrin. Men måske gik noget op for os.

»Det er da mig, der ikke passer ind. Fodboldverdenen er, som den er, og jeg er jo mig. Dum og excentrisk. Men jeg synes, fodboldverdenen kunne fungere bedre. Det er blevet så styret. Professionalisme betyder for mig, at der bliver mindre plads til personligheder. Og når man afvikler personligheder, så bliver det kedeligt at se på, og det bliver et kedeligt miljø at være i,« siger han.

Mads Timm var spået til en stor fodboldkarriere. Men det var først, da han stoppede med at spille, han blev glad. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kristoffer Juel.

Der er sjældent et menneske, der har faldet så hårdt som Mads Timm og rejst sig igen. Han er levende i ordets bedste forstand. Han bryder ud i grin for derefter at bruge minutter på at tænke over relativt simple spørgsmål. Det er, som om der hele tiden foregår en meningsudveksling i Mads Timms hjerne, som han prøver at kontrollere, når han skal blive enig med sig selv.

Han siger, det er vigtigt at fejle.

Jeg spørger Mads Timm og jeg, om det ikke bare er noget, vi siger for at retfærdiggøre vores personlige fiaskoer.

»Det kan godt være. Men altså… Når jeg sidder og tænker over det… Der var en bokser, der sagde for nylig: »You win or you learn.« Og jeg tror for mig, at det er kedeligt at blive ved med at vinde. Jeg ved ikke, om det er noget, jeg siger, fordi jeg selv fejler.«

»Jeg kan huske, da jeg var i OB, og vi skulle lave øvelsen »hurtige fødder« og Michael Hemmingsen stod og råbte »kom nu!« Og jeg stod og så det udefra, og jeg så på mig selv og på de andre, og jeg tænkte:

»Grunden til, de gør det så hurtigt, er fordi, de får ros,« og jeg tænkte:

»Jeg behøver ikke få den anerkendelse«.

»Når vi snakker succes, succes som fodboldspiller, så skiftede mit succeskriterium. Det var ikke en succes for mig at blive fodboldspiller. Jeg var sgu mere end det. Jeg vil gerne have succes som menneske,« siger han og tager to fingre og kører dem diagonalt krydsende hen over bordet. Den ene linje er hans karriere, den anden linje er hans personlige lykke. Karrieren gik i stykker. Lykken kom. Han savner ikke fodbolden.

Mads Timm retter kritik mod store dele af fodboldverdenen. Mod den store kapitalisering, alle eksperterne, som han mener bliver taget mere alvorligt end politikere, og mod de kultdyrkelser, boldspillet skaber. Men han mener, at konservatismen, den patriarkalske rolle træneren har, var det, der gjorde det ekstra svært for ham at passe ind.

»Jeg synes, der mangler en mor i moderne fodbold. Der mangler omsorg og forståelse for, at fodboldspillere ikke er maskiner, der kan slå deres egne personligheder fra. Det var kun Bruce Rioch, jeg har oplevet, der kunne det,« siger han om den tidligere OB-træner. Han gav sine spillere tid til input og forståelse og et kram, fortæller Mads Timm.

Da Mads Timm blev udlejet fra United til Walsall, der spillede i den tredje bedste engelske række, fik han sit første frirum. Han begyndte at gå i byen. Han eksperimenterede med transseksuelle ludere. Der var ikke så meget målen og vejen i Walsall, og der var plads til, at Mads Timm kunne være menneske. Det var undertrykkelsen af mennesket og personen Mads Timm, der fik ham til at reagere. Han hang ud med den autodidakte kriminelle »Tommy Time Bomb«. Han var ung og eksperimenterende og levede et atypisk fodboldspillerliv.

»Jeg tror, man søger den her perversitet og noget release, når man godt ved, man laver noget, man ikke har lyst til. Det er sgu nok meget godt analyseret. For vi var låst fast i nogle rammer, og så kan det da godt være, jeg reagerede på det,« siger han.

Mads Timm, tidligere fodboldspiller Fold sammen
Læs mere
Foto: Kristoffer Juel.

Jeg tog selv til USA og væk fra det hele i fire måneder, da jeg stoppede min aldrig succesfulde karriere. I samme ombæring fortæller Mads Timm i sin bog om dengang, han var udtaget til A-landsholdet. Det var forbudt at forlade hotellet i Vedbæk. Samme aften søgte han på - efter eget udsagn - »rimelig weird porno«.

»Jeg har aldrig været bange for, at det skulle slå klik, når jeg følte mig undertrykt. Men jeg har jo heller ikke været konstant undertrykt. Jeg har fået taget mine åndehuller på forskellig vis. Men jeg valgte jo selv at spille fodbold. Det var min drøm, for fanden. Det kunne jo ikke være rigtigt, at det, jeg havde drømt om, siden jeg var 10, slet ikke var fedt,« siger han.

I dag bor der to unge gutter fra henholdsvis Hvidovre og Horsens i Mads Timms kælder. De er begge på ungdomskontrakter i OB. Ligesom han selv var. Det er et af beviserne på, han ikke har sluppet fodboldverdenen helt. Men han husker, at det første han gjorde den dag i august 2009, da han stoppede sin karriere, var at køre i en VW Polo årgang 1996 til vandet i Kerteminde.

»Jeg har aldrig følt mig så fri,« siger han.

Bilen dannede stor kontrast til den Mitsubishi Evolution, han kørte galt i i United. En bil han købte, fordi han havde set den i filmen »2 Fast 2 Furious.« Penge var ikke et problem.

»Status var jo alt, da jeg spillede. Alt. Fodboldspilleren Mads Timm. Fodboldspilleren Ruud van Nistelrooy. De løber jo ud til publikum, fordi de skal fejres, ikke fordi de er glade,« siger han.

Det er svært at forstå, hvordan drømmen, når den bliver udlevet, ikke er, som den så ud i hjernen. Der har i medierne tit været snak om, at unge fodboldspillere skal vente med at tage til udlandet. Mads Timm var 15, da han rejste. Var der nogen, der skulle have gjort mere for at rådgive ham?

»Hvad skulle Spillerforeningen have gjort? Hele mit fundament var revet væk. Jeg var 15 år gammel, jeg tror ikke, der var noget, de kunne gøre for at hjælpe. Måske hvis min far var med, for de to første år var fuld af længsel. Det her med sacrifices. Det var meget, jeg måtte ofre, for at kunne være der. For at kunne opnå min drøm. Længsel var ikke »vigtig«. Det var vigtigt at skulle spille i United. Jeg var så målrettet og fokuseret og sikker på, at jeg ønskede United, selvom mine forældre ikke syntes, det var en god idé. Jeg hørte slet ikke, når andre vejledede mig. Hverken Spillerforeningen eller andre. Jeg var så fokuseret,« siger han. Han peger på sit bryst, når jeg spørger til den fallerede fodboldkarriere. Penge og status er ikke længere vigtigt for Mads Timm. Og har ikke været det længe.

Mads Timm opgav fodbolden - men fandt sig selv. Fold sammen
Læs mere

»Det her handler ikke om, at jeg kunne have gjort noget andet og være blevet en stor stjerne. Det handler om, at jeg finder ud af i løbet af min karriere, at jeg vil være et helt menneske og lære at hvile her,« siger han med fingeren ind til brystet.

Og det er det, han er lykkes med nu. At hvile i sig selv og ikke være afhængig af en ekstern evighedsmaskine af udefrakommende anerkendelse. Og før udgangen og sidste punktum er sat i den fodboldkarriere, der aldrig blev til noget glorværdigt, som startede i Manchester United og sluttede i Lyngby i den andenbedste danske fodboldrække og for mig aldrig kom længere end 2. division, kigger Mads Timm på mig og siger til os begge:

»Min drøm er at leve lige nu. Lige nu.«