Det Michael Laudrup aldrig erfarede

BM
Rasmus Karkov Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Jeg har aldrig set smukkere skabelse, end da Michael Laudrup havde sine bedste år i Barcelona. Når han registrerede huller i forsvarsmuren som ingen andre ænsede og sendte sine pasninger af sted mod tomme områder, syntes det, som skabte han en fremtid, der aldrig ville have eksisteret uden ham. I sin bog »Mærk Verden« forklarede Tor Nørretranders dengang, at hele Michael Laudrups sanseapparat registrerede alle parametre, og hans hjerne reagerede, inden informationerne nåede hans bevidsthed. Hjernen traf altså beslutningen, brøkdele inden Michael Laudrup blev taget med på råd. Michaels hjerne havde en fri vilje, mens Laudrups skæbne var beseglet. Tidsforskydningen var nok til at forudsige fremtiden ved at skabe den. Derfor gav Barcelonas træner, Johan Cruyff, ham det sjældneste, der findes, i moderne fodbold – næsten ubegrænset frihed. Cruyff stillede kun en betingelse: Michael Laudrup skulle påtage sig ansvaret og spille sit spil tæt mod mål, hvor kampene bliver afgjort. Det var der, han var en gudbenådet fodboldspiller, og jeg forsoner mig næppe med, at Richard Møller Nielsen svigtede sin moralske forpligtelse til at bygge landsholdet op omkring den spiller, der gjorde spillet allersmukkest, dengang det gav mening, at – om ikke verden – så i hvert fald systemet tilpassede sig Michael Laudrup.

Da han stoppede som spiller spekulerede jeg på, hvordan det egentlig ville gå et menneske, hvis skæbne havde været beseglet fra begyndelsen, nu hvor talentet ikke længere var nok, og kun fortiden gjorde ham særlig. Jeg tror ikke længere, at Michael Laudrup nogensinde stillede sig selv det spørgsmål. Selv om han insisterer på at være et almindeligt menneske, der blot vil behandles med den respekt, han viser andre, har hverdagen aldrig ramt ham og selvopgøret aldrig været nødvendigt. De krav, han på trods af sine uforløste kompetencer, har stillet til sine egne løn- og arbejdsforhold i sin trænerkarriere, fremstår som kravene fra et menneske, der aldrig har lært modgangens ydmyghed. Mens selve den erfaring, der gjorde os andre til voksne, var erkendelsen af, at vi bliver nødt til at tilpasse os verden for at leve tålelige liv, så har Michael Laudrup kunnet insistere på det modsatte. Hvis ikke han får sin vilje, går han. For han har penge og anseelse nok til at være ligeglad.

Det forstemmende er, at han egentlig virker, som om han tror, at det er vilkår, der gælder for de fleste. At han bare holder fast i et alment værdisæt om respekt og frihed under ansvar, som det står enhver lønmodtager eller arbejdsmand, der skal renovere Laudrups nye hjemmebane i Qatar, frit for at kræve. Det er som at lytte til stolte strandvejssønner, der bilder hinanden ind, at de er selfmademen, selv om farmand »lånte« dem startkapitalen og det netværk, der fik virksomheden skudt i gang. Det er den manglende erkendelse, der nu har sat ham i bad standing i Europas mellemklubber, så han i stedet igen blåstempler et ørken­rige, hvor ingen har frihed under ansvar, og kun de privilegerede bliver behandlet med respekt.