Louise Wolff: »Jeg er faktisk ret doven«

Louise Wolff er vært ved Danmarks Indsamlingens show 1. februar. Hun hjælper gerne fremmede i metroen og bliver glad for en hilsen i trafikken. En tatovering får hun dog aldrig, og måske derfor bruger hun stadig papirkalender.

Louise Wolff er til daglig vært på Aftenshowet, men lørdag den 1. februar er hun også vært ved Danmarks Indsamlingens store indsamlingsshow på DR. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Min bedste madoplevelse var da
jeg var med programmet Sporløs i Sydkorea. Vi havde været der nogle gange, men denne gang var ekstra hård med strabadser og lange dage. En aften gik vi på en lille, lokal restaurant. Den så ikke ud af noget, og vi sad på gulvet og pegede på menukortet. De lavede en traditionel ret Bibimbap af dampede ris, grøntsager, æg og grillet oksekød. Det var som en lille gave i en skål efter sådan en dag!

Jeg vil gerne læse
en lille bog om Pol Pot, jeg købte på min tur til Cambodia for nylig. Den er skrevet af Nic Dunlop og hedder »Chefbøddel for Pol Pot«. Jeg har kun læst ryggen, men ligeså snart jeg får tid, skal jeg læse den. Jeg tror ikke, det er hyggelæsning, men den skal nok give noget perspektiv.

Læs også:

Jeg vil gerne møde
min mormor igen. Hun døde, da jeg var 12 år. Jeg husker hende som en varm og sød dame, men i vores familie har vi i den kvindelige linje haft lidt problematiske forhold gennem tiden. Jeg vil gerne tale med hende om den historie og kvindernes aner, som gør, vi har de her forhold.

Det næste jeg køber er
en papirkalender. Jeg er nok et af de sidste mennesker, der bruger sådan en, men jeg kan bedst lide papir. Lige nu må jeg plotte aftaler ind i min iPhone, og det går slet ikke, så jeg skal have nogle nye sider til min gamle læderkalender.

Læs også:

Jeg vil gerne rejse til
Japan. Hvis jeg kan få fri, vil jeg gerne af sted i foråret omkring påsken, når kirsebærtræerne blomstrer. Det skulle være så smukt. Jeg var der engang på en mellemlanding til Australien, hvor vi lige nåede fire timer i Tokyo. Ind med Shinkanzen, smide lidt sushi i hovedet og se en spillehal og ud i lufthavnen igen.

Min største last er,
at jeg faktisk er ret doven. Jeg kan sagtens bruge en hel weekend i min lejlighed med at ligge på sofaen og se film og lave ingenting. Det er nok en naturlig konsekvens af en heftig hverdag.

Læs også:

Det bedste råd, jeg har fået, var,
da en af mine veninders mødre sagde til os som teenagere, at det er vigtigt man ikke lader sig nøje. Jeg lever ikke 100 procent efter det, men med de vigtige ting som relationer, skal man minde sig selv om det og gøre en indsats. At nøjes er lidt som danskvand, det perler på tungen, men det smager ikke rigtig af noget.

Jeg vil aldrig
få en tatovering. Jeg er alt for flygtig en type til at forestille mig et motiv, som jeg også ville blive glad for at se på, når min hud er 40 år og mere rynket.

Læs også:

Det menneske, der har gjort størst indtryk på mig, er
den engelske feminist Caitlin Moran, som for et par år siden skrev »Kunsten at være kvinde«. Jeg læste den i min juleferie og fandt derefter en masse tv-interviews, hun har givet og blev dybt inspireret af hendes måde at se verden på.

Sidst, jeg gjorde nogen glad, var
i morges. Jeg bor ved siden af en metro, hvor elevatoren ikke virkede, og der var sne og sjap. Der var en dame, som havde svært ved at løfte sin kuffert ned. Så jeg hjalp hende og fik hende ombord. Der kunne jeg se hun blev glad. Jeg bliver altid glad, når folk giver sig tid til at hilse og sige tak i trafikken.