Poul Nesgaard: Her starter kapitel 3

I 45 år er alting kommet let til Poul Nesgaard. Nu skal han for første gang i sit liv til at overveje, hvad han skal bruge resten af sin tilværelse på. Men når man er vokset op med Gud og en tro på eget held, bliver alting lettere. Måske.

Poul Nesgaard har sidste dag som rektor på Den Danske Filmskole den 27 februar 2014 efter 23 år på posten. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Jeg tror, at ungdomsoprøret og den seksuelle frigørelse omkring 1968-69 har haft kolossal betydning for, hvem jeg er.«

Normalt skal mennesker tale sig varme. Vænne sig til et nyt menneske. Føle tillid, inden de begynder at åbne sig. Men ikke Poul Nesgaard. Som rektor på en kunstskole i næsten 23 år har han haft tilstrækkeligt med følsomme sjæle siddende på sit kontor til at vide, hvordan man taler sig ind på andres og sin egen kerne. Han sikrer sig blot med et blik, at diktafonen er tændt, og så er han i gang.

»Da jeg som 16-årig begyndte at lave fjernsyn, åbnede der sig et helt nyt univers for mig. Jeg kom fra en religiøs familie, hvor vi kun beskæftigede os med virkeligheden i den overførte religiøse betydning. Hvor Den Kolde Krig og atomtruslen var et varsel om Guds genkomst, og hvor verden bestod af absolutte sandheder.

Den absolutte kærlighed, den absolutte Gud og den absolutte filosofi om tilværelsen. Så jeg gik direkte fra et sprog, som handlede om religion, filosofi og eksistentielle spørgsmål, til Ungdomsredaktionen på Danmarks Radio og et nyt sprog, som jeg overhovedet ikke forstod, og hvor intet længere var gyldigt.

Den omplantning fra den gamle til den nye verden var vild, og jeg var helt på spanden i forhold til, hvem jeg var, hvor jeg stod, og hvad det hele gik ud på. Det kan man kun, fordi man er ung, og verden endnu ikke har antaget nogle absolutte værdier og former, men også fordi der i barndommen var skabt en kerne i mit indre, et udgangspunkt,« siger han.

I familien bad man flere gange om dagen og deltog i bønnemøder og bibeltimer.

»Religionen var så konkret, at jeg bad til Gud om at få lov til at tage på denne rejse ud i livet. Og selvom mine forældre havde en religiøs livsopfattelse, så satte de mig fri i forhold til at gå ud i verden. Så der var ingen omkostninger.

Normalt skal man gøre oprør mod sine forældre for at kunne finde sig selv og sit sprog. Men det her var helt fredeligt. Jeg tror, at det er lillebrorens rolle at føle sig fremmedgjort. Og måske også ensom, fordi man bruger så meget tid på at iagttage sine store søskende og forholde sig til det, de gør.«

Ti minutter tidligere har han taget imod på rektorkontoret, som er hans indtil 1. marts. Med den lidt rundede ryg og meget milde øjne.

»Hvad er du så for en?« spørger han oprigtig nysgerrigt.

»Det er jo meget rart at vide, hvem man skal være i selskab med i de næste par timer,« siger han og forsvinder ned i en slidt læderlænestol af den slags, der både kan vippe og dreje, så han kan følge med i, hvad der sker udenfor på Holmen, hvor han fra tid til anden vinker til medarbejdere, elever og kolleger fra de omkringliggende kunstskoler.

»Lykkens Pamfilius« kaldte hans far ham. For Poul Nesgaard var allerede som barn en lille solstrålehistorie, som indledte et gensidigt kærlighedsforhold til verden omkring sig.

»Jeg havde en frimodighed og et vanvittigt godt humør. Med en omstillingsparathed og en veldefineret kerne, som religionen havde skabt. Det er også det, uddannelsen her på skolen går ud på. At blive bevidst om, hvem man er. For det er kun os selv, vi kan tage udgangspunkt i, når vi skal tolke verden. Vi kan kun forstå den gennem det, vi selv synes er smukt eller fascinerende,« siger han.

Men ikke alle var lige vilde med den drømmende præstesøn. I 1969 blev han smidt ud af Sankt Annæ Gymnasium, fordi han ikke kunne finde ud af at gå i skole.

»Der er nogen, der kan, og nogen der ikke kan. Du, Poul, kan ikke,« sagde hans rektor.

Ved siden af skolen var han begyndt at fotografere dyr – det første var en elefantspidsmus – som han blandt andet solgte til Berlingske Tidende. Som »Lykkens Pamfilius« var det ikke svært for ham at troppe op i receptionen i Pilestræde og bede om at tale med daværende bagsideredaktør Gustav Biering.

»Jeg var på alle planer umoden, men drevet af en altopslugende lyst, begejstring og glæde. Og jeg fandt hurtigt ud af, at jeg var attraktiv, fordi jeg var sådan en, folk holdt af. Jeg var aldrig sur eller gnaven, og det hele var én stor leg.«

Han blev født i en præstefamilie og er sammen med sin tvillingesøster, Lis, den yngste i en søskendeflok, som også tæller storesøster Visse og storebror Finn, som i 1968 sendte et brev til Danmarks Radio om manglen på tv skabt af og for unge – og dermed fik sin lillebror ansat.

Der var Poul Nesgaard så i de næste 23 år, og han opfatter årene med folk som Thomas Winding, Elith Nørreholm, Søren Kragh Jacobsen og ikke mindst Elith »Nulle« Nykjær Jørgensen – med hvem han lavede den berygtede julekalender »Jul og grønne skove« – som sin læretid. Poul Nesgaard stod bag programmer som »Omvendtslev«, »Fedt, flid og snyd« og »Op på ørerne, vi er kørende« med Thomas Winding – hvorfra man ikke bør snyde sig selv for at (gen)opleve »Dansuenza«, som kan findes på You- tube – og senere »I sandhedens tjeneste« (1984-1991), som legesygt udfordrede seernes forestillinger om virkelighed og fiktion.

Også denne gang med »Nulle«, som nærmer sig 77, og som Poul Nes- gaard kalder »helt fantastisk«.

»Han har lige skrevet et nyt stykke for børn sammen med Flemming Quist Møller. Han er en menneskekunstner. Man kan placere ham hvor som helst, og så er han i vater. Man trænger til nogle flere, der kan det dér. Som bliver ved med udvikle og kværne på idéer,« siger han og taler om legen, som en drivkraft, der har styret hans liv.

»Styrken i min karriere, som jeg aldrig opfattede som en karriere, var, at jeg var uproblematisk. Jeg sagde bare »ja« og begyndte at lave de der lidt absurde ting, fordi det åbenbart var det, jeg havde i mig. Og folk syntes så, at det var sjovt og mærkeligt. Jeg blev studievært, fordi min bror og de andre i vores filmgruppe, som var ældre end mig, simpelthen var så nervøse.«

Når faren, Johannes, ikke stod på prædikestolen om søndagen, spillede han tennis og løftede vægte, og i det hele taget var den dobbelthed svær at begribe for sønnen.

»Jeg forstod ham ikke. For der var altid et barn i ham, som tittede frem. Da jeg skulle holde en tale til hans 70 års fødselsdag, havde jeg problemer med at indfange ham i mit sprog, for han hang ikke sammen for mig. Men jeg nåede efterhånden frem til, at grunden til, at jeg ikke forstod ham var, at han mindede så meget om mig selv,« siger han om faren, der døde som 92-årig i 2011.

Og selvom Poul Nesgaard ikke betegner sig selv som religiøs, fylder kristendommen alligevel meget i hans liv.

»Jeg er ikke troende. Men jeg erkender min lidenhed og ubetydelighed.«

Han griner lidt.

»Jeg kan slet ikke forestille mig, at mennesket, der har evnen til at stille spørgsmål, ikke også har evnen til at finde svar. En verden uden en religiøs sprogdannelse er for mig fuldstændig uforståelig. Så kan man selv vælge, om man vil tro eller ej.«

Han fortæller om sin mor, Sofie, der døde i sommer, dement, og ligesom faren, næsten 93 år.

»Når man har oplevet folk dø, så ved man godt, når det er lige oppe over. Så jeg tænkte, at hvis min far havde været i live, ville han have lyst velsignelsen over hende. Som barn syntes jeg, at det var så smukt, når han gjorde det i kirken.

Jeg oplevede det som, at man så fik endnu en uge, hvor man følte sig renset. Den følelse kan jeg huske. Men pludselig blev jeg forfængelig, selvom jeg var alene med hende, og hun ikke hørte noget. Eller det ved jeg jo ikke, om hun gjorde.

Pludselig skulle jeg overvinde det, fordi sproget rummer noget, som jeg har en stor respekt for, og som man ikke bare lirer af. Jeg måtte sige til mig selv, at jeg gjorde det for hendes skyld. Og endelig fik jeg taget mig sammen: »Herren velsigne dig og bevare dig. Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred. Amen.« Jeg fatter ikke, hvad det var, der rumsterede i mig.

Det var en mærkelig overvindelse. Hvorfor ikke bare gøre det? Det endte med at blive en fin oplevelse. Disse store ord, som min far har stået og sagt i kirken hver søndag, og som hele kristendommen hviler i. At tage dem på sig. Samtidig ændrer de jo reelt ingenting, for hun lå stadigvæk der og var ved at dø. Det handler om den betydning, vi tillægger ordene. At de formår at forene døden og mennesket, livet med det uforståelige.

Jeg underkender heller ikke salmernes og poesiens kraft. Det er vildt, hvordan det kan sætte gang i hele min måde at føle nærvær, glæde og storhed på,« siger han og peger på en anden af de ting, som fascinerer ham: Mennesker.

Så meget kan han lide dem, at Mogens Rukov engang sagde til ham: »Hvornår kan vi få dig til at holde op med at smile?«

»Mennesker er fantastiske, og deres skæbner er sande dramaer. Jeg forstår godt, når ældre folk siger, at livet var hårdt. For det er en mærkelig fortrængningsevne, vi har. Vi går rundt med en dødsdom i lommen, og alligevel kan vi sidde og snakke om hvad som helst. Vi lever med visheden om, at verden er fuld af så meget smerte og uløste konflikter. Jo ældre vi bliver, jo tættere kommer det på os.

Og alligevel kan vi rejse os igen. Menneskets evne til at overleve er utrolig. Og så har vi filmen og litteraturen, som forsøger at gribe det – livet. Derfor er sproget så vigtigt, og derfor er fortællingerne fra sådan en skole her så vigtige.«

Men om kort tid er det slut. Vinca Wiedemann overtager kontoret, og en ny epoke begynder for både Filmskolen og Poul Nesgaard. Og hvis han er trist, kan man ikke se det. Eller man skal se godt efter i hans blik eller høre det i de små sprækker, hvor et glimt af skuffelse ind- imellem viser sig.

»Sådan er livets store skakspil,« siger han afklaret og understreger, som han har gjort ved flere lejligheder, at han kun har det bedste at sige om valget af Vinca Wiedemann, som endte med at overbevise Kulturministeriet om, at hun var det rette valg.

»I 22 år har min rolle ikke bare handlet om stedet her. Den har også været at skabe relationen til film- og tv-branchen, Kulturministeriet, undervisningssektoren og de internationale kunstskoler. Jeg er sådan en ledelsestrold, som har været god til at fremelske det særegne i mennesker. Rummet her har været en central for tusindvis af mennesker, som har defileret ind og ud som led i den her meget store cirkusforestilling.

Nu prøver jeg at gøre mig selv klart, at jeg ikke længere skal være en del af det, og at det faktisk er et meget stort skift i mit liv. Det siger jeg, fordi jeg stadigvæk har en stor lyst. Jeg fik 22 år herude, og nu får jeg et tredje kapitel i mit liv. Det er et fantastisk privilegium. Men samtidig underkender jeg ikke, at det er en identitetsskabende forestilling, jeg har været en del af.

Spørgsmålet er jo så, hvor meget jeg er Poul Nesgaard, og hvor meget jeg er rektor Poul Nesgaard. Jeg tror mest, at jeg er den første. Og jeg kan ikke forestille mig at være et sted, hvor det ikke er min person, som er årsagen til, at jeg er der. På den led er jeg en meget fri fugl. For jeg har ikke andet.«

Men han har også set folk forandre sig i de seneste måneder. Når magten skifter hænder, falder maskerne.

»Mange omkring én ændrer karakter, og folk gør ting, de ikke ville have gjort tidligere. Men der er også det modsatte. Mennesker, som viser mig en utrolig sødme. Og så er der dem, som jeg ved holder af mig, men som har svært ved at udtrykke det. Så dramaturgisk fremkalder sådan nogle skift nærmest et røntgenblik ind i ens liv.«

En af dem, som i efteråret offentligt kritiserede Poul Nesgaard, var Vibeke Vindeløw, der er formand for Filmskolens aftagerpanel.

»Der er brug for en, som ved, hvordan verden ser ud uden for Filmskolen... Det ville være fantastisk med en rektor, som kunne være den store inspirator«, sagde hun dengang.

Det kan Poul Nesgaard ikke forstå.

»For tre måneder siden roste Vibeke mig hæmningsløst inde i Kulturministeriet foran embedsværket og samtlige rektorer og formænd for de kunstneriske uddannelser, og samtidig går hun i pressen og siger, at jeg ikke skal have jobbet.

Det synes jeg var meget mærkeligt. Det ville være fuldstændig reelt, hvis hun havde sagt til mig, at hun respekterede mig, men pegede på en anden. Hvordan kan jeg sidde og tale med hende personligt samtidig med, at der klikker en artikel ind, hvor jeg opdager, at hun har nogle bagtanker?« siger han tydeligt skuffet.

Men det har også været skolens egne elever, som offentligt luftede deres utilfredshed med den ellers så populære rektor. Det tillægger Poul Nesgaard dog ikke for meget betydning.

»Jeg tror, at der er en vis form for uskyld i det. Elever skal have friheden til at være utilfredse,« siger han.

Faktisk er det eleverne, han tænker mest på at beskytte.

»Debatten irriterer mig, fordi den går ud over en generation af instruktørelever, som er hamrende dygtige. Men når folk siger, at vi ikke sparker røv (som producer Louise Vesth og instruktøren Christoffer Boe gjorde i november, red.) eller at afgangsfilmene er ens, er det en udokumenteret myte.

Eleverne herfra er fuldt aktive alle steder, og de laver også spillefilm. Men det er den mytologi, som kan komme til at knytte sig til en, når man har siddet i stolen for længe. Jeg troede, at jeg ville få jobbet, fordi det går så godt i branchen. Vi er i gang med at udvikle en forskningsafdeling, store internationale initiativer og nye uddannelsesplaner, så jeg søgte, fordi vi var i gang med et spændende projekt.

Når man så ikke får jobbet, er der et kæmpe arbejde, man bliver fri for. Sådan vender jeg det til noget positivt. Og den nye rektor kan tage fat på noget konkret, og det er jo heller ikke dårligt.«

Da beskeden om, at Poul Nesgaard ikke længere skulle være rektor på Filmskolen 18. december tikkede ind, samlede han skolens elever og ansatte i den store biograf og holdt, som han så ofte har gjort, en tale.

»Det var svært. Det var så emotionelt stærkt for både mig og dem. Alle har en forestilling om, hvor hårdt det må have været at være igennem den proces og så blive vraget. Og alle de blikke, som de sendte mig, skulle jeg bære for derefter at kaste dem væk. Jeg sagde til dem, at når man søger sådan en stilling for fjerde gang, så beder man om at få tæv. Og så talte jeg om at frisætte både dem og mig selv.«

Da han kom tilbage til sit kontor, knækkede han sammen.

»Følelsesmæssigt var det frygtelig voldsomt. Arne (Bro, som er prorektor og leder af tv-afdelingen, red.) kom ind, og vi gav hinanden et stort knus. Det var en meget smuk scene, tror jeg,« siger han og griner.

»Men i øjeblikket, foran forsamlingen, skulle jeg bære eleverne og medarbejderne. Sådan er ledelse. Man skal turde være i det rum og sætte rammerne op. På den måde er der mange sammenhænge mellem ledelse, dramaturgi og livet selv. I dramaturgien ved man jo, at skandalen er afgørende. At hovedpersonen skal udsættes for de mest forfærdelige ting. Det underlige er, at vi i vores liv ikke har forstået, at den form for modstand er fuldstændig afgørende for vores egen udvikling. I stedet prøver vi hele tiden at undgå det. Men når konflikterne kommer, skal man ikke gå uden om, men direkte ind i dem.«

Han taler om alt det, han nu kunne finde på at beskæftige sig med. Foredrag, coaching, ledelse og bestyrelsesarbejde. Men hvad med det måske mest oplagte: Mere tv?

»Der ligger fiaskoen jo lige til højrebenet,« smiler han og nævner de næsten 23 år – en uendelig lang epoke i tv-sammenhæng – der er gået siden dengang.

»Vi var jo før Michael Moore, Casper Christensen og alle de andre, som har gået tanden længere ud. Godt, man ikke er en del af det. Tænk at skulle gå til ekstremer som Mads Brügger! Jeg har trods alt lidt realitetssans. Men måske kunne jeg få et Late Night Show, hvor tempoet er fuldstændig trukket ud. Hvor pausen er det vigtigste. Måske et late Late Night Show. Måske kunne du starte en kampagne for at få DR til at give mig et talkshow? Ligesom de gjorde dengang, P3 fik Søren Kragh-Jacobsen til at lave en ny plade for første gang i over 20 år.«

Han indrømmer, at han faktisk har nydt den seneste tids tv-interviews. Og at han elskede at medvirke i Anders Lund Madsens talkshow for tre år siden – liggende skjult bag en sofa.

»Da jeg lå bag sofaen, sagde jeg til Anders Lund Madsen: »Det er faktisk meget værre, end du tror at være uden for mediets virkelighed. Sådan har jeg det også nu. Det kan godt være, at det bliver meget værre, end jeg troede.«

Men så bliver han igen grebet af sin egen ukuelige optimisme.

»Mit liv har været præget af modet til at gå ud på kanten og satse. For jeg ved, at det er der, jeg bliver sat på en prøve, så jeg præsterer noget og ikke bare vælger den sikre vej. Nu får jeg otte måneders løn og har endnu ikke sagt ja til noget. Men jeg er sikker på, at der kommer et eller andet dalende fra himlen. Jeg er jo ikke hvem som helst.

Det er klart, at det bliver svært at matche 45 år, som har været sjove, men jeg nægter at se det som et problem, for så kan det være, at det bliver det. At miste kontrollen kan man lige så godt definere som at få en frihed. Nogle dage tænker jeg »Hvad skete der lige?« og andre dage føler jeg en enorm lettelse over, at det ikke længere er mig, der sidder med ansvaret. Tænk at få otte måneder, hvor man kan være åben over for alting og bare se, hvad der sker.«

Han vender tilbage til den selvbevidsthed, hans store skift som 16-årig skabte.

»Dybest set har livet jo tilfældighederne som omdrejningspunkt,« siger han.

22 år på Filmskolen efterfulgte 23 på Danmarks Radio. 45 år i alt. Uden at kunne noget. Eller at kunne alt. Da Poul Nesgaard blev udnævnt til adjungeret professor på Aalborg Universitet, blev hans sekretær ringet op for at oplyse universitetet om hans afsluttende eksamener og andre akademiske højdepunkter.

»Hun kom ind på mit kontor og meddelte mig glædestrålende, at nu ville jeg blive afsløret. Efter alle de gange, hun har rettet mine stavefejl.«

Poul Nesgaard griner.

»Jeg sagde, at hun bare skulle svare, at jeg ikke havde nogle akademiske trofæer. Jeg opdagede tidligt, at folk, der tog en uddannelse, let havnede i en blindgyde, mens jeg selv kunne bevæge mig frit rundt. Det handler om at bevare lysten og nysgerrigheden. Nu har jeg arbejdet på fuld hammer i 45 år og haft det skide sjovt. Hvis jeg havde fået jobbet igen, så var der gået fem år mere, og så havde jeg måske ikke haft den samme omstillingsparathed, som jeg har nu.

Jeg er 61 år og har aldrig kunnet mere, end jeg kan i dag. At jeg har kunnet gå gennem denne proces er jo et sundhedstegn i sig selv.«

Som 22-årig købte Poul Nesgaard en stor villa i Hellerup sammen med en af sine venner. Den lignede et lille slot.

»Da jeg flyttede ind, sagde jeg til mig selv: »Når de nu opdager, at jeg ikke kan noget, så sælger jeg bare huset og rejser jorden rundt i to år. Det var jo ikke det værste, der kunne ske. Men jeg blev aldrig opdaget. Eller måske blev jeg det nu?«