Jeg går i dækning på Frederiksberg

Hun har slæbt lus og lopper med hjem til Frederiksbergvillaen efter at have taget hånd om de første junkier på Nørrebro. Og hun har siddet i vinterhaven og røget smøger for at komme sig efter samtaler med de dømte grønlændere i Herstedvester. Socialrådgiver og forfatter, Tine Bryld, har arbejdet i Københavns barske kvarterer, men søger i skjul på det trygge Frederiksberg.

Frederiksberg har altid været Tine Brylds trygge base. Villaen på Uraniavej ligger kun en lille kilometer fra hendes barndomshjem bag radiohuset. »Jeg kender hvert et gadehjørne her,« siger hun. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kristian Sæderup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tine Bryld kunne mærke lugten allerede, når hun krydsede Åboulevarden. Og når hun gik op ad trappen i Blågårdsgade 49A, måtte hun nogle gange holde sig for næsen, fordi luften var så tæt af den morfinbase, junkierne sad og kogte.

Det var omkring 1970, hvor hun var leder af Dagcentret for stofmisbrugere i Blågårdsgade. På det tidspunkt, hvor de rigtige stiknarkomaner dukkede op i det københavnske gadebillede og blandede sig med alkoholikerne og hasherne på Blågårds Plads.

Men selvom Tine Bryld brugte de fleste af sine vågne timer der, kørte hun hver aften hjem til familien på Frederiksberg. Hun måtte væk fra Nørrebro.

Igennem sit 68 år lange liv har Tine Bryld konstant bevæget sig på grænsen mellem to vidt forskellige verdener i København.

På den ene side den hårde, beskidte underverden, hun i sit arbejde som socialrådgiver, forfatter og samfundsdebattør i årtier har kæmpet med blandt stiknarkomanerne på Nørrebro, outsiderne i Christiania og de grønlandske dømte i Herstedvester. Og på den anden side det trygge og pæne skjul på Frederiksberg, hun altid har slikket sårene i, når det blev for ubærligt og trøstesløst blandt samfundets nederste, og hvor hun samler kræfter til at fortælle det velfriserede, etablerede samfund om skyggesiderne og uretfærdighederne.

»Det er vigtigt for mig at have min base, hvor jeg går i dækning, hvis det bliver for voldsomt derude. Så går jeg hjem på det fredelige Frederiksberg,« siger Tine Bryld og tilføjer, at sådan er det nødt til at være: »Hvis ikke jeg havde haft den base, hvor jeg kunne reflektere og sidde og skrive om det, jeg tænkte og oplevede, så havde det været meget svært for mig f.eks. at beskæftige mig med de grønlandske dømte i Herstedvester,« siger Tine Bryld.

Vi sidder i det åbne køkken/alrum i den klassiske Frederiksberg-villa, der har fungeret som Tine Brylds dækning siden 1972. Her bor hun sammen med sin mand, Arne Gaardmand, og for tiden også deres datter, Iben, der midlertidigt låner husets førstesal med sin kæreste Kristian og deres lille barn, Viola på 10 måneder. Det er på en sidevej til Gammel Kongevej på den eksklusive del af Frederiksberg, hvor husene har så store haver, og der er så roligt, at man ikke tror, man er midt inde i byen. Alligevel er der ikke langt til det mere rå Vesterbro.

»Det er lige ovre på den anden side af Værnedamsvej. Det, synes jeg, er rart,« siger Tine Bryld med et smil. Hun har altid været fascineret af de mindre renskurede dele af byen og de mennesker, der lever der.

Hun voksede op i 1940erne i en stor lejlighed på den pæne del af Steenwinkelsvej nær Radiohuset – også på Frederiksberg. Dengang var det Nørrebro, der lå tættest på og var kilden til hendes fascination. Hendes far var læge, og moren havde madspalten »Karen Kok« i Politiken. Det var med andre ord et rigtig godt middelklassehjem. Men hun foretrak at lege med ungerne i de små lejligheder, der stødte op til Åboulevarden. De var frækkere og ikke så pænt opdraget som hende. Og der var der ikke ret mange hemmeligheder.

»Hvis manden var fuld, så var han sgu fuld, og så lå han og stønnede, og konen sad ude i køkkenet og råbte og skreg. Det var meget tilgængeligt, mens det hjemme hos mig var fejet ind under gulvtæppet. Alt der ikke var pænt, snakkede man ikke om. Jo, det gjorde de, men på en måde, som de ikke troede, børn forstod,« erindrer Tine Bryld. Men samtidig husker hun også, hvordan hun kunne vende nogle af indtrykkene hos kammeraterne med sine forældre. De erfaringer, hun allerede der gjorde sig om, hvordan man kommunikerer i forskellige hjem, har været afgørende for hende siden hen.

»Det har været en kæmpe hjælp for mig. Som socialrådgiver skal du kunne afkode mennesker, afkode en stemning,« siger hun og tilføjer, at det var her, hendes funktion som en slags bindeled mellem de to forskellige verdener blev grundlagt.

»Det var spændvidden mellem det, jeg oplevede og så muligheden for at reflektere over det sammen med nogle voksne, som også havde en mening om det,« siger hun.

I folkeskolen blev Tine Bryld hurtigt skilt fra mange af sine bedste venner, fordi de fleste af arbejderbørnene blev sat i fri mellem, så de kunne komme ud at få en læreplads eller blive arbejdsdrenge, mens Tine Bryld fortsatte i mellemskolen. Det var noget, der prentede sig ind i en pige, der havde nervespidserne siddende meget yderligt, som Tine Bryld i dag udtrykker det.

»Hvorfor skulle jeg have nogen privilegier, som de ikke havde og få større muligheder for at få en udannelse? Samtidig følte jeg mig også mere ensom, da de ikke længere var der, for jeg havde haft det sjovt med dem,« siger hun.

Allerede fra 13-14-års alderen havde Tine Bryld appetit på nattelivet i København. Hos en lidt ældre veninde dullede hun sig op i en lyseblå, udringet angoratrøje, stram nederdel og høje stillethæle, og så tog de på danserestauranten Giraffen, der lå på Vesterbrogade, hvor Metropol-biografen ligger i dag.

»Jeg var jo knap nok konfirmeret. Man skulle være 18 år for at komme ind, men ligesom i dag lukkede de alle ind, bare der var penge i os, og det er der jo i to yndige piger. Vi fik serveret drinks af udlændige, og det var virkelig at lege med ilden,«.

Én gang var det da også ved at gå rigtig galt for den fremmelige unge dame. En portugisk sømand fik lokket hende med op på sit hotelværelse på Grand Hotel ved Hovedbanegården under påskud af, at hun skulle have hans adresse og et billede af ham, så de kunne skrive sammen. Men da de kom op på værelset, låste han døren bag hende og skubbede hende ned på velourtæppet på sengen.

»Jeg ved ikke, hvad der skete, men jeg fik taget mine stiletter af og slog ud efter ham. Jeg råbte og skreg alt muligt af ham på dansk. Han havde ikke regnet med, at jeg blev så gal.«

Det lykkedes hende at komme ud af hotelværelset, men hun mistede den ene stilet på trappen.

»Jeg kan stadig huske blikket fra natportieren, da han så mig vralte hjem uden sko. Han tænkte tydeligvis, at det var en prostitueret, vi havde med at gøre her.«

Da Tine Bryld kom på Ingrid Jespersens Gymnasium, fortsatte hun det vilde liv ved siden af skolen. Hun prøvede i den grad grænser af og gjorde ting, som pæne piger absolut ikke gjorde: Hun gik stadig i byen uden sine forældres viden, hun var en overgang kærester med en pige - ikke fordi hun troede, hun var lesbisk, men for at prøve sin seksualitet af, og endelig havde hun en affære med en af sine lærere.

Hvordan hun blev den vilde pige, hun var, ved Tine Bryld ikke helt, men hun forklarer det med en genetisk bestemt drift på livet.

»Det har været vigtigt for mig, at der ikke var noget, jeg ikke vidste noget om,« griner hun med den lidt tørre, rolige latter og indrømmer, at der selvfølgelig er masser af ting, hun stadig ikke ved noget om: »Men inden for det felt, der hedder menneskelig omgang og udfoldelse, har det været vigtigt for mig at sige: Hvor går grænserne for det, jeg kan og gerne vil.«

Bylivet blev hovedsagligt udfoldet på Admiralkroen i indre by, som var en skummel beværtning, hvor alverdens mystiske personer mødtes, som Tine Bryld husker det. Hun gik også på jazzklubben Montmartre, men byturene endte ofte på Admiralkroen og derefter Laurits Betjent, der stadig eksisterer.

»Jeg har elsket det med at være ude om natten og give den hele armen. Det var ikke noget, som mine kammerater i gymnasiet lavede ret meget af,« siger Tine Bryld.

Efter gymnasiet var hun først ude at rejse i et års tid i Frankrig og England, og da hun kom hjem, begyndte hun på fransk på Københavns Universitet. Men det var slet ikke hende, så det droppede hun hurtigt til morens fortrydelse, der syntes, at datteren spildte sine talenter.

»Hun havde aldrig fået muligheden for at få en uddannelse, mens jeg kunne blive, hvad jeg ville. Men jeg gad ikke nogen ting, jeg rendte bare med nogen, jeg slet ikke skulle have noget med at gøre. Jeg skulle hellere se at beskæftige med noget alvorligt, sagde hun,” fortæller Tine Bryld. I et forsøg på aktivere Tine Bryld, smed moren en dag en brochure for en atommarch på bordet foran hende.

Det var i oktober 1960, hvor supermagterne USA og Sovjet var i gang med et voldsomt eskalerende atomvåbenkapløb, der truede verdensfreden. Men det var nu ikke det, der fik Tine Bryld til at indvilge i at tage med til den tre dages lange protestmarch fra Holbæk til København. Det var udsigten til at møde nogle unge mænd. Hun var da også dårligt nok kommet til Roskilde, før hun mødte Claus Bryld, som blev hendes første mand.

Kort tid efter blev hun gravid ved et uheld. Hun fik foretaget en abort hos en læge i Bredgade, der tog sig godt betalt for at udføre det ulovlige indgreb.

»Man kom simpelthen ind og fik stukket hul på livmoderhinden og så ud igen med blodet rendende ned ad benet. Jeg kan ikke gå igennem Bredgade i dag uden at tænke på det endnu.«

Tine Bryld udtaler det »Bregade« på gammeltkøbenhavnsk. Hun opfattede det som yderst dobbeltmoralsk, at den fine og respekterede læge havde stor indtjening ved at foretage ulovlige aborter for dem, der havde råd. Ydmygelsen blev afgørende, da hun få år senere skulle i arbejde. Som 22-årig startede hun nemlig på Den Sociale Højskole, og det første job, hun fik som nyuddannet socialrådgiver i 1965, var i Mødrehjælpen i København, hvor hun bl.a. kæmpede indædt for retten til fri abort.

Tine Bryld og hendes mand boede i en toværelses lejlighed på det ydre Nørrebro med deres første barn. Men i 1968 blev de skilt, og kort tid efter flyttede Tine Bryld sammen med sin nuværende mand, Arne Gaardmand, og søgte stillingen som leder af Dagcentret for stofmisbrugere i Blågårdsgade på Nørrebro. Og fik den.

»At jeg overhovedet kunne overkomme alt det, fatter jeg ikke. Og det var da også lidt dumt, for det var en stor mundfuld på én gang. Men jeg havde jo kræfterne til det og nysgerrigheden over for, hvad fanden det her var for noget,« siger Tine Bryld.

Dagcentret lå i Blågårdsgade på anden sal i et baghus, der i dag er saneret. Tine Bryld kendte udmærket gaden. Som barn tog hun ofte linie tre med sporvognen til Blågårdsgade og købte kød hos Slagter Becker sammen med sin mor. Men nu var sporvognene væk, og det blev noget ganske andet, hun kom til at forbinde Blågårdsgade med. Dagcenteret var tilholdssted for de unge stofmisbrugere, der var begyndt at vise sig i København. I begyndelsen var det mest hash, de røg, men snart kom der også lsd og morfinbase, der er en forløber for heroin.

Når Tine Bryld åbnede døren til den kun 100 kvadratmeter store lejlighed, hvor de holdt til, vidste hun aldrig, hvad der ventede hende. En gang var der en fyr, der var så stiv af syre, at han troede, han kunne gå henover tagene. Heldigvis nåede de at få ham ned, inden han faldt ned.

Tine Bryld var på det tidspunkt flyttet til Paludan Müllers Vej – en sidevej til Frederiksberg Allé – sammen med Arne.

»Jeg kom hjem med lus og lopper til det pæne Frederiksberg til min datters store rædsel. Man havde ikke lus dengang.«

Hvordan så omgivelserne på Frederiksberg på, at du kom der fra det sorte Nørrebro med lus og lopper?

»Det ved jeg ikke helt. Der kom selvfølgelig en del junkier hos mig i lejligheden, og jeg gik rundt i den der lange afghanerpels og var meget synlig, også fordi jeg skrev meget om de der ting. Men jeg tror egentlig bare, de har syntes, jeg var mærkelig,« siger hun med et grin. Siden 1967 havde hun haft en brevkasse i Alt for Damerne, og fra 1972 lavede hun rådgivningsprogrammer for unge i radioen. Begge dele er hun stadig beskæftiget med i dag.

Også på Christiania, der blev besat og etableret i 1971, kom der hurtigt problemer med misbrug af hash og hårdere stoffer. Tine Bryld blev tilkaldt for at afhjælpe problemerne allerede i 1972. Hun havde intet kontor, men gik rundt i fristaden, hvor folk boede eller på værtshusene. Hun blev rådgiver for Socialministeriet omkring Christiania og var også op igennem 1980erne tilknyttet fristaden.

I dag betyder Christiania stadig meget for Tine Bryld, selvom hun ofte har skændtes med christianitterne og været modstander af deres flade struktur.

»Men det ville være en katastrofe, hvis Christiania ikke var der mere, for det fungerer som en ventil for københavnerne på godt og ondt. Mentalt kan du gå ud og lukke luften ud, og det bruges Christiania til af mange forskellige mennesker i dag,« mener Tine Bryld. Hun har ikke noget imod, at man for tiden forsøger at lovliggøre området, så længe man husker at inddrage Christianitterne.

I 1972 købte Tine Bryld og hendes mand villaen på Uraniavej, de stadig bor i. I vinterhaven står der et lille grønlandsk flag i vindueskarmen blandt planter og keramik. Det var da også her, Tine Bryld ofte sad og sundede sig, da hun omkring 1990 skrev flere bøger om de grønlandske dømte, der sidder fænglset i Danmark fuldstændig afskåret fra deres familie, hjemland og kultur. Det gjorde et voldsomt indtryk på hende at høre om deres skæbner, og nogle gange blev hun ligefrem nødt til at stoppe bilen på mortorvejen på vej hjem fra Herstedvester.

»Jeg kunne simpelthen ikke køre længere,« siger Tine Bryld og fortæller, hvordan det var en befrielse at komme hjem til Frederiksberg igen.

»Det var en stor lise at kunne være her. Simpelthen bare sidde og fundere. Drikke et par glas vin og ryge en masse smøger – dengang røg jeg jo, det gør jeg desværre ikke for øjeblikket,« griner hun: »Og så bare sidde og komme tilbage til mig selv og få bearbejdet de her ting. For hvad fanden skal jeg der, hvis ikke jeg kan formidle det, jeg ved? Den formidling kan kun ske, hvis jeg er i nogle omgivelser, hvor jeg er rolig. Jeg er nødt til at have afstand til mit stof, inden jeg kan formidle det.«

Men man kan vel også klandre dig for, at det er privilegeret at kunne tage tilbage til sin villa på Frederiksberg?

»Ja, det kan man sagtens sige. Jeg siger, at det er så min mulighed for at formidle noget til nogle grupper, som ikke ved en skid om, hvad der er af problemer i samfundet. For jeg har jo altid været udadvendt og forsvaret nogle af de ting og nogle grupper, som ingen i det etablerede samfund forstod,« siger hun. Selvom hun har levet hele sit liv i København, har Tine Bryld en drøm om at flytte til Hanstholm i Thy.

»Vi er deroppe hver sommer. Hanstholm er voldsomt rent fysisk, vejrmæssigt og menneskene er voldsomme.« Men Tine Bryld tror nu ikke, hun kunne holde ud at bo deroppe.

»Hvad fanden skulle gøre der? Jeg er ikke fisker, og jeg kan ikke gå ned i Hanstholmcenteret og snakke om ingenting. Jeg kunne selvfølgelig gå op i Thylejren og lave noget sjov og ballade. Men så ville jeg blive irriteret over, at de ikke fik mere ud af det, end de gjorde,« siger Tine Bryld.

Er det lidt den samme fascination som med Nørrebro – det med det ekstreme?

»Ja, det er typisk for mig. For hvorfor er det ikke Skagen? Jeg synes, der er dødkedeligt. De mennesker, der om sommeren render rundt for at se hinanden det rigtige sted i Skagen, er ikke lige mig,« siger Tine Bryld med himmelvendte øjne og fortsætter: »Hanstholm det er derude, hvor brændingen er, og hvor de vilde historier lever. Sådan er det også med Nørrebro, Vesterbro og Christiania.«