Nu er det besluttet: Tine Brylds Plads skal ligge på Frederiksberg

En plads ved Forum Metrostation og det gamle radiohus skal opkaldes efter den afdøde radiovært Tine Bryld, som danskerne i 2015 kårede til århundredets mest betydningsfulde danske kvinde. »Hendes arbejde er så enestående og unikt, at hun har fortjent at få en plads opkaldt efter sig,« siger Gunvor Wibroe (S), lokalpolitiker på Frederiksberg.

By- og Miljøudvalget på Frederiksberg har besluttet, at forfatter og socialrådgiver, Tine Bryld, får pladsen ved Forum Metrostation opkaldt efter sig. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jørgen Jessen

Socialrådgiver og radiovært Tine Bryld, der døde som 71-årig i 2011, får nu en central plads på Frederiksberg opkaldt efter sig. Det besluttede et enigt By og Miljøudvalg på Frederiksberg i aftes. Tine Brylds Plads kommer til at ligge ved Forum Station lige ved det gamle radiohus, hvorfra Tine Bryld gennem flere årtier rådgav unge radiolyttere i sine Tværs-udsendelser.

Gunvor Wibroe (S) er jublende glad for beslutningen. Det var hende, der sammen med Venstre på Frederiksberg sidste år stillede forslag om, at Tine Bryld skulle have en plads opkaldt efter sig. S og V foreslog oprindeligt den nyrenoverede plads foran Lindevang Kirke ud til Peter Bangs Vej, men det var der ikke flertal for. Det var der derimod for forvaltningens forslag om, at forpladsen ved metrostationen Forum skal hedde Tine Brylds Plads.

»Hun får en plads, der er mindst lige så god og giver rigtig god mening. Det er en stor markant plads, og så ligger den lige over for det gamle radiohus, hvor Tine havde sit virke med Tværs,« siger Gunvor Wibroe.

Da århundredets mest betydningsfulde kvinde skulle kåres i 2015 i anledning af 100 året for kvinders valgret, stemte danskerne Tine Bryld ind på en helt suveræn førsteplads med flere længder ned til de næste, der blandt andet talte dronningen, Ghita Nørby og Helle Thorning-Schmidt. Tine Bryld var i en periode medlem af Venstresocialisterne, som hun var folketingskadidat for i 1975. Men hendes politiske ståsted spiller ingen rolle for, om hun skal hædres, mener Gunvor Wibroe.

»Det er ligemeget, hvor hun stod politisk. Hun har betydet rigtig meget for mange danskere og har gjort en stor forskel for mange - også for mig. Det skal hun hædres for. Hun er en populær person, og der er ingen tvivl om at, Tine Bryld i sit virke som socialrådgiver, radiovært og debattør flyttede det sociale landkort i Danmark ved at sætte fokus på de udstødte og udsatte. Samtidig tog hun unge menneskers problemer alvorligt. Hendes arbejde er så enestående og unikt, at hun har fortjent at få en plads opkaldt efter sig.«

Tine Bryld boede gennem mange år på Frederiksberg, hvor hun også voksede op. Hun har i et tidligere interview med Berlingske sagt, at »hun kendte hvert et gadehjørne« på Frederiksberg.

Den endelige vedtagelse af forslaget sker formelt i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg.