For 50 år siden blev min far og hans jødiske familie smidt ud af Polen og kom til Danmark. Det var det bedste, der nogensinde skete for dem

En antijødisk kampagne i det kommunistiske Polen sendte for 50 år siden en flygtningestrøm mod Danmark. Den danske stat gav opholdstilladelse til tusindvis af de polske jøder. Berlingskes journalist Nathalie Ostrynski skriver her om hendes fars familie, der var blandt de politiske flygtninge.

1
Berlingskes journalist Nathalie Ostrynskis far, Motel – efter flere år på dansk jord har han i de seneste år som pensionist boet i Polen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

»Hvorfor kommer I først nu?« Min jødiske farmor Rywa stod altid trippende i døren med spørgsmålet brusende ud af munden.

Om klokken var lidt over eller lidt i, var lige meget. Når vi ankom til familiemiddag i lejligheden på Frydenlunds Allé i Aarhus V, var hendes reaktion altid sat i den samme dirrende toneart. Som barn lå betydningen af den langt uden for min fatteevne. Først som voksen forstod jeg.

Sådan lød klangen i en kvinde, der var bange for at miste igen.

Ikke bare én, men hele to gange blev min farmor tvunget til at forlade sit fædreland Polen. Første gang som ung pige, hvor hun under Anden Verdenskrig af russerne blev deporteret med sin familie til et ufatteligt liv på de barske stepper i Kazakhstan. Anden gang i 1969, hvor min far, onkel, farfar og farmor læste de antijødiske tegn i tiden og flygtede fra Bialystok til Danmark.

Mit efternavn består af ni bogstaver. Det er en simpel kombination. Alligevel er den voldsomt knudret både i udtale og den historie, der gemmer sig bag. Den rummer min farmors bekymring, min farfars sorg, min fars splittede nationalitet og min rodløse søgen.

»Ostrynski? Nå, hvor kommer det så fra?« Sådan lyder spørgsmålet altid fra dem, der møder mig første gang.

Når jeg med efterhånden indøvede fraser forklarer dem, at min far og hans familie fik politisk asyl i Danmark, fordi Polen ikke ville vide af dem, er overraskelsen hver gang lige stor. Tænk at den polske stat kunne gøre det mod jøderne så relativt kort tid efter Anden Verdenskrig?

Det er i disse dage 50 år siden, at min familie kom til Danmark og flygtningestrømmen med de polske jøder var på sit højeste. Den danske stat indkvarterede dem på hotelskibet »St. Lawrence« i Københavns Havn, hvorefter de med Dansk Flygtningehjælps hænder blev sluset ud i den danske hverdag.

På det skib boede også min familie.

PRIVATFOTOS. Nathalie Ostrynskis farmor Rywa og farfar Jankiel fotograferet få år efter deres ankomst til Danmark. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

De jødiske syndebukke

Hvis folk spørger ind, fortæller jeg. Om min far Motel, der som 19-årig nyuddannet teknisk assistent blev fyret fra sit første job med et brev, der ikke sagde det direkte, men alligevel lod det tydeligt forstå, at han var jøde og derfor ikke var velkommen. En sætning, der er særlig at skrive i en nutid, hvor weekendens mindedag for Krystalnatten i Tyskland har været skæmmet af hærværk mod gravsten på en jødisk gravplads i Randers og andre episoder, hvor der er blevet sat antisemitiske symboler op på privatadresser tilhørende danske jøder.

Min far var dengang ikke overrasket. Det var hans forældre heller ikke. Den antijødiske stemning havde allerede sænket sig over det kommunistiske Polen, hvor regeringen af flere omgange beskyldte jøderne for at være skyld i landets dårlige økonomi. Historierne gik allerede i de lokale jødiske klubber om folk, der havde mistet alt og blev chikaneret.

Når jeg i dag ringer til min far og spørger ind til alt det fra dengang, kan jeg høre, at detaljerne er ved at forsvinde for ham. At minderne begynder at stå falmede tilbage. Han husker dog, hvordan min ellers så blide farmor Rywa satte et hårdt punktum. Hun gav min partiloyale farfar Jankiel et ultimatum. Enten flygtede de sammen. Ellers ville hun skilles og rejse alene med sine sønner. Det blev dog min far, der tog afsted først. De arrangerede, at han gennem den jødiske flygtningehjælp skulle rejse afsted til Israel som en slags spejder for at se, om familien kunne bo der.

Nathalie Ostrynskis farmor, farfar og far fotograferet i den polske Bialystok foran deres hjem i 1949. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

»Skal jeg afsted? Nå ja, så skal jeg afsted,« lød min fars accepterende svar. Først skrev han under på en erklæring om, at han ikke længere var polsk statsborger. Dernæst rejste han som statsløs ung mand iført jakkesæt alene til Wien, dernæst hurtigt videre til Tel Aviv i Israel, hvor han fik israelsk statsborgerskab. Han nåede lige at få arbejde på et ingeniørbureau, da Danmark havde åbnet grænserne for de polske jøder. Min far rejste tilbage nordpå for at blive familliesammenført med resten af familien, der havde fået opholdstilladelse og nu var på vej til at blive danske.

Et stille liv

I min pung ligger der et pasfoto af farmor Rywa med de fine røde krøller. Hun smiler sit skæve, generte smil. Hun var tryg i sit lille hjørne af Aarhus og fortrød aldrig flugten. Hun fik et job på Skandinavisk Tobakskompagni ved samlebåndet, havde sit køkken i lejligheden på Frydenlunds Allé og bevægede sig rundt i et lukket, velkendt kredsløb med de andre polske jøder i byen. Det danske blev aldrig til mere end simple ord i hendes mund, der passede til de korte sætninger i Se og Hør og Billed-Bladet, som hun altid havde liggende på reolen.

Min far fornemmede til gengæld, at det stod anderledes til med farfar Jankiel. Familiens stille, indadvendte patriark savnede inderligt sit hjemland. Det kunne tydeligt ses, at manden, der altid tog imod os børn med bolcher gemt i hænderne, aldrig faldt til. Hans egne oplevelser under Anden Verdenskrig, hvor hans første barn og kone blev gasset ihjel, og hvor han mirakuløst overlevede Auschwitz, havde sat sig i ham som en permanent tavshed. Politisk var han 100 procent overbevist kommunist.

Kærligheden til kommunismen var så stærk, at han aldrig kunne få de verdenshistoriske bølger, der fik ham til at få en adresse i Aarhus, til at falde på plads inden i sig.

Skibet »St. Lawrence«, der blev anvendt som hotel og senere til indkvartering af de polske jøder, ligger her på fotoet til kaj ved Kalvebod Brygge. Fold sammen
Læs mere
Foto: Allan Moe.

De fleste af de polske jøder indrettede sig. Grundopfattelsen var, at der ingen vej var tilbage, lyder det fra min far. I min familie manifesterede det sig på den måde, at man gjorde alt for at falde i et med væggene. Man skulle ikke vække unødig opsigt.

En indstilling til tilværelsen på dansk jord, der også flød i stemningen i mine bedsteforældres hjem. Her var en vuggende ro, og når vi havde spist familiemiddag, var det tid til en lille lur på sofaen. Kun når naboerne, som også var polske jøder, var samlet om bordet for at spille domino, blev der råbt og slået i bordet.

»Alle vidste, at Danmark var deres nye fædreland. Alle vidste, at Polen var et overstået kapitel. Vi havde jo selv underskrevet erklæringen om, at vi frasagde os det polske statsborgerskab. Det var et lukket kapitel,« er min fars konklusion i dag.

Motel Ostrynski og hans bror Moshele fotograferet ved et svømmebassin i Polen engang i løbet af 50erne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Send en tak

Ostrynski har aldrig været troende jøder. Hvad det jødiske egentlig er, har min far ikke fundet en ligning på. Det er noget med en fornemmelse af, at når han hører om Israel og jøder, er han følelsesmæssigt tilknyttet til det samfund.

»Det er en følelse af at tilhøre den stamme, som det er meget svært at sætte ord på. Vi var jo altid anderledes – også i Polen. Det jødiske løb i os. Det var maden, vi spiste. Mine forældre talte jiddisch til hinanden, men de talte polsk til min bror og jeg. Og som barn var mit første sprog jiddisch, fordi jeg blev opdraget af min mormor, Rachel, der slet ikke talte polsk,« lyder det over telefonen.

Min far har sagt det før. Jeg har også tænkt det på det seneste. Egentlig har vi meget at takke ham Władysław Gomułka for – førstesekretæren i det polske kommunistiske parti, der dengang iværksatte den antijødiske kampagne. Nok kastede han os ud i rodløsheden. Men vigtigst af alt skænkede han os en uvurderlig frihed.

Nathalie Ostrynskis far Motel som ung mand lige inden han forlader Polen for at søge om israelsk statsborgerskab i Tel Aviv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Mens verden foldede sig sammen om mine bedsteforældre, åbnede den sig til gengæld for min far og hans jævnaldrende polske venner, der fik lov til at få en ungdom på dansk jord i en flippet tid, hvor alt syntes at eksplodere. Jeg ved også, at verden havde set radikalt anderledes ud for mig, hvis min fars familie ikke havde fået ophold her i landet.

Mit efternavn var engang polsk. Det er det ikke længere. Min far ved ikke selv, hvem han er i dag, selvom passet både er dansk og polsk. For nogle år siden fik han muligheden for at få genetableret det polske statsborgerskab. Der kom et brev fra den kommune, hvor han var vokset op. Sammen med en undskyldning fra staten. Brevet var vigtigt for min far. Sort på hvidt stod der, at det var en fejl, at man dengang smed jøderne ud. Alligevel har det ikke ændret på alt det knudrede indeni.

Er han polak? Er han dansker? Eller jøde? For 11 år siden flyttede han tilbage til Polen for at bo med sin polske kone og har for længst erkendt, at han også dér er anderledes. Jeg er født i Danmark af polske forældre, og jeg ved, at jeg heller aldrig slipper grundfølelsen af at stå ved siden af og betragte. Det polske flyder i mig et sted derinde, mens det jødiske blot er svage, duftfyldte minder fra min farmors køkken, hvor hun serverede cholent, gelfite filsch og matza for mig.

Jeg kan stadig se hende for mig stående i døren, imens hun stiller det dirrende spørgsmål: »Hvorfor kommer I først nu

»Alle vidste, at Danmark var deres nye fædreland. Alle vidste, at Polen var et overstået kapitel. Vi havde jo selv underskrevet erklæringen om, at vi frasagde os det polske statsborgerskab. Det var et lukket kapitel,« siger Motel Ostrynski. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.