»Jeg gider ikke forherlige 1970erne og tegne et rosenrødt billede af de fede tider. Det var de ved gud ikke!«

De voksne, der frigjorde sig selv i 1970erne, havde så rygende travlt med selvrealiseringen, skilsmisserne og sexlivet, at nogle af dem helt glemte at se på børnene. Malene Lei Raben har skrevet en erindringsroman om at vokse op som barn af en hadefuld skilsmisse og en mor, der tog kvindefrigørelsen så alvorligt, at hun endte med at betale en høj pris for det.

Debuterende forfatter Malene Lei Raben har skrevet en erindringsroman om sin opvækst i 70erne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

1970erne buldrede af sted med selvrealisering a la carte, og Malene Lei Rabens forældre havde frivolt købt det meste på menuen. Skilsmisse? Værsgo. Nye seksuelle partnere? Tjek. Socialistisk engagement? Uha, det lyder godt. Nøgenhed? Lækkert. Frigørelse fra borgerskabet? Ja, meget gerne. Ubetinget frihed? Mere af det!

Det eneste, de ikke lod fingeren falde på, var børnene.

»Da jeg var ung, fortalte jeg mine venner om, hvad der foregik i min familie, bare fordi jeg havde brug for at trykteste, om det her var vanvittigt eller ej.«

Hjemme hos hende var det meste tilladt. Her måtte man bage med mel ud over hele køkkenet, gå rundt hele dagen i klæd ud-tøj og lege med alle tingene hevet ud på gulvet. Dengang var det alt sammen et kreativt rod. Sjov og ballade sat i tidens berusende frie ånd, du ved.

Hvis man så virkelig godt efter i de hyggelige, løse rammer, trådte et mere dystert kaotisk mønster frem i Malene Lei Rabens familie. Hendes karriereoptagede, kvindefrigjorte mor og hendes opfarende og samtidig fjerne far havde sunket hendes årgang 69-barndom ned i et så kludret net, at det mildest talt var anstrengende, da hun som ung voksen forsøgte at filtre sig ud af det.

»Jeg blev meget misundelig på andre mennesker, der havde stabile, normale forældre siddende i et pænt parcelhus. Det kørte rundt i mig, at de var mere heldigt stillede end mig. Og de var slet ikke klar over det. De havde ikke forældre, der konstant lavede drama, og som konstant havde brug for at sætte deres egne følelser i spil hele tiden. Tænk at vokse op med den ro!«

Malene Lei Raben i sit arbejdsværelse Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Vi sidder i hendes villa i Valby, der er en smuk puppe af stil og sirlighed med malerier og pæne møbler. Hun er selv iklædt sommergul kjole, uden for kvidrer fuglene i den stille formiddag, og hvis man ikke vidste bedre, kunne man nemt tro, at hér bor det pæne borgerskab. Vi kunne ikke være meget længere væk fra ungdomsoprørets vilde modus.

Arbejdet på erindringsromanen »Fruen« begyndte for tre år siden, da hun forlod ægteskabet med sit lederjob på TV 2 og satte bremsen på et hæsblæsende liv med 50-timers arbejdsuge, tre børn og juristkarriere. Det var hendes oprør mod den hårde og indædte arbejdsdisciplin, hendes mor, Birgit, havde lagt ned over sit liv, og som i sidste ende fik moren ned med nakken i form af en voldsom stofskiftelidelse, en udiagnosticeret stresssygdom og hjerteproblemer. Nu ligger forfatterdebuten foran 50-årige Malene Lei Raben her på bordet. Sider, der handler om 1970ernes voldsomme forandringer – zoomet ind på hendes egen familie – og om moren, der handlekraftigt løsrev sig fra traditionerne, men endte som en skarp matriark, der maste sig så skræmmende langt ind i sin datters liv, at det først var efter morens død, at hun kunne trække vejret frit igen.

»I mine drømme ville min mor se bogen som en gave – men jeg er helt sikkert på, at hun aldrig ville have tilgivet mig for den. Det ved jeg. Da bogen kom fra tryk, var jeg glad – og den glæde føltes næsten som et forræderi i forhold til hende.«

Det store hykleri

På facaden blev livet tegnet op til skue for alle på husgavlen som en progressiv kampplads fuld af solidaritetsparoler. I de københavnske lejligheder fandtes også en ensom rutsjebanetur af en barndom, hvor ingen tog sig særligt af, hvad børnene egentlig tænkte om skilsmisser, fraværet af forståelse og nultolerancen over for kritik, hvis man som barn vovede at sætte spørgsmålstegn ved ideerne om demonstrationer og solidariteten med de undertrykte.

Malene Lei Raben kendte alle sine klassekammeraters mødre. Fædrene var der til gengæld ikke. Som hun beskriver det direkte i bogen: »Ingen af fædrene lod til at kunne holde pikken i bukserne særligt længe og havde det fint med at se deres gamle børn ganske lidt.«

»Jeg vil gerne fortælle om hykleriet. Jeg følte mig kørt over af 1970erne og hele det der selvrealiseringsprojekt. Jeg har altid haft et ønske om at sige det højt. Om, hvordan det var at være barn midt i alt det, og hvad det kostede for de voksne, der kastede sig ud i det uden at tænke over konsekvenserne. Jeg har ikke lavet bogen som et politisk projekt, men vi er i vores tid fortsat præget af det normbrud, der skete dengang.«

»Pædagogikken i folkeskolen er aldrig blevet sig selv igen. Kvinderne kæmper fortsat på arbejdsmarkedet, og børn skal i dag finde sig i skilsmisser, institutionalisering og forældres skiftende partnere. Vi har faktisk normaliseret den dårlige barndom. Det handler for mig ikke om at sende kvinderne tilbage til kødgryderne, men at det, der foregik, ikke kun var af det gode.«

Da daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i begyndelsen af 00erne satte sit opgør ind mod rundkredspædagogikken og den kulturradikale fascination af voldsparat socialisme, blev der i Malene Lei Rabens bagland gjort grin med politikeren. Hendes egne socialistiske forældre fik travlt med at gå i flyverskjul. Hende selv? Hun klappede i hænderne.

»Jeg var én af dem, der sagde: »Endelig er der én, der siger det!« Jeg støttede ham helhjertet i det. 70er-generationen var lutter gode intentioner, og de pakkede det hele ind i glade farver og fællesskab. Vi er tilbøjelige til at tilgive den generation rigtig meget. De fik jo ret i det med økologien og klimaet. Men de gik alt for langt på det private, og der var også en skjult narcissisme i det. Vi, der voksede op i det, har været udsat for en stærk påvirkning med ideologisk kamp helt ind i børneværelset. I dag er man vred på Generation X, fordi de ikke er politisk aktive nok. Nej tak! Min generation har det helt op til halsen. Jeg synes, at det var superanstrengende, og jeg synes, at socialismen var så grim. Jeg ønskede mig bare en mor iført pels.«

»Min mor var stærk, modig og brød en masse ny, nødvendig grund. Men hold kæft, hvor det kostede meget,« siger Malene Lei Raben. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Børn er nogle små, konservative størrelser. De har brug for tryghed. De har brug for rutiner for at lære at møde til tiden og passe deres aftaler. I 1970erne var de strukturer aflyst – i hvert fald hjemme hos Malene Lei Raben. Den generation af skilsmissebørn, hun voksede op med, fik lov til at rende rundt alene, fordi de boede med enlige mødre, der havde travlt ude på arbejdsmarkedet og med at få det hele til at hænge sammen.

»Stalin så familien som en trussel. Der lå en stærk ideologisk undertone i, at man skulle kalde sine forældre ved fornavn, fik mine søskende at vide. Det var en bevidst underminering af familien som institution, men børn elsker deres forældre fuldstændigt ubetinget. Og det er svært for dem, hvis de ikke kan komme af med den kærlighed.«

Det moderne puslespil

Faren havde forladt dem, kort tid efter at hun var blevet født. Han blev hurtigt gift og fik to sønner. Moren rejste med sine døtre fra Aalborg til Sjælland, hvor hun mødte en ny mand. Således begyndte et moderne puslespil, hvor moren havde skiftende mænd boende, og en gang om måneden blev weekenden fra børnehøjde brugt på at falde ind i det nordjyske med farens nye familie og afkode en mandefigur, der reelt var en fremmed til at begynde med.

»Jeg tror ikke, at min far havde forladt min mor ti år før. Normerne i det omgivende samfund havde forhindret det. Normløsheden blev en billet til, at alt var muligt – og til at gå for vidt. Jeg vil ikke spændes for en nationalkonservativ vogn, men jeg gider heller ikke forherlige 1970erne og tegne et rosenrødt billede af de fede tider. Det var de ved gud ikke! Min mor var stærk, modig og brød en masse ny, nødvendig grund. Men hold kæft hvor det kostede meget. Og da min generation selv blev gamle nok til at købe en webergrill og villa, var de der straks med kommentarerne. Så svigtede vi pludselig en større sag og var kapitalismens lakajer, fordi de havde jo anvist den rigtige vej.«

Malene Lei Rabens far stak til hende, da hun i teenageårene ankom til hans hjem i Aalborg iført 80ernes opsigtsvækkende makeup. Omvendt havde hun som barn ingen mulighed for at skælde ud, da hendes far og den nye kone på en familieudflugt med de fælles børn lagde sig i vejkantens græs og dyrkede sex, mens bilerne kørte dyttende forbi, og deres yngste søn sad på ryggen af faren under hele akten. Den slags måtte man bare acceptere.

»Da jeg skrev den scene i bogen, følte jeg ingenting. Ingen blufærdighed. Ingen skam. Det indkapsler hele problemet med den barndom. Man mistede helt fornemmelsen for, hvad der var normalt og ikke var normalt. For tiden har jeg det sådan, at jeg allermest sætter pris på 70erne som kontrast til mit trygge liv i dag.«

»Jeg har haft en meget kompliceret barndom. Mine forældre var to meget selvoptagede og selvrealiserende mennesker,« siger Malene Lei Raben. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Den mørke frue

Spørger man Malene Lei Raben om, hvordan hendes barndom var, tøver hun.

»Det var svært, fordi …«

Derefter lader hun sætningen rulle videre med et argument, der lige så godt kunne komme ud af munden på hendes klassebevidste mor i 70erne:

»... Jamen der er folk derude, der har været udsat for tusind gange værre ting end mig: incest, vold, diktaturer og borgerkrig.«

Til sidst lader hun endelig sig selv give resten af svaret:

»Jeg har haft en meget kompliceret barndom. Den dårlige skilsmisse var virkelig et åg, man bærer på hele livet. Det var et følelsesmæssigt mareridt, der var utroligt psykisk belastende. Jeg var altid i kampberedskab. Jeg har følt en håbløshed i forhold til at få nogen til at forstå det og en skamfølelse over, at mit familieliv var så dårligt. Og en yderligere skam over, at jeg havde det skidt, fordi alting på overfladen var så pænt og fint. Jeg er vokset op med ideen om, at der ude i verden altid er en undertrykt klasse, der har det værre end én selv.«

Fruen var det navn, Malene Lei Raben og hendes søster kaldte deres mor. En krævende dame, der ifølge datteren var både meget intelligent og ekstremt besværlig. Indtil hun var i 50erne, var hun overbevist socialist, medlem af venskabsforeningen mellem Danmark og DDR og satte sit navn foran job som rektor på Socialpædagogisk Højskole, kontorchef i Arbejdsministeriet og afdelingschef i Nordisk Ministerråd. Undertonen i tilnavnet kunne fruen godt selv afkode og brød sig ikke om det.

Af denne mor var Malene Lei Raben blevet tildelt familierollen som det rådne æble.

»Jeg repræsenterede alle de ting ved min far, som hun ikke brød sig om og var træt af. Når jeg kæmpede imod, blev det af hende altid udlagt, som om jeg fejlede noget eller var illoyal og psykisk ustabil. Hun kanaliserede alle de ting, hun mente var gale i sit liv, over på mig – og at problemerne tog deres udspring i mig.«

Som små ser vi vores forældre i en simpel streg. Med årene føjer vi nuancer til portrættet af dem, der har skabt os, og når vi er voksne, træder de frem for vores øjne som en voldsom kompleks figur. Hendes mor var sjov og utraditionel, da Malene Lei Raben var helt lille.

»Senere blev det meget svært for mig at være hendes barn, fordi hun på en dårlig måde var i sine følelsers vold. Hun forsøgte at underminere min karakter ved at vogte på mine fejl. Jeg følte jo virkelig, at jeg var et dårligt menneske.«

Mens teenagehormonerne boblede i Malene Lei Raben, skete det. Alvoren og en rystende nervøsitet tog over i morens personlighed, i takt med at arbejdet blev mere krævende. En stofskiftesygdom og et hamrende hjerte jog det sidste af den glade mor bort. Tilbage stod den mørke, kommanderende frue, der blev mere og mere raffineret i sin ydmygelse af datteren. En dag under et særligt voldsomt skænderi mellem de to trak moren pludselig en køkkenkniv frem fra skuffen og skreg højt ind i sin datters ansigt:

»Det er dig, som gør mig så syg. Nu slår jeg mig selv ihjel.« Hvorefter hun låste sig inde på badeværelset. Efter en halv time kom hun ud igen. Uskadt, men trodsig med ordene:

»Jeg kan ikke mere, Malene. Du slår mig ihjel. Og når jeg er væk, skal der stå: Min yngste datter slog mig ihjel. På min gravsten.«

Fruen forlangte en ubetinget solidaritet af sin datter. I skolen brød Malene Lei Raben sammen og fortalte sin klasselærer om et af de voldsomme skænderier. Da en klassekammerats mor over telefonen tilbød, at Malene kunne bo hjemme hos dem et stykke tid, rørte mørket på sig igen. »Hitlerjugend« var det nedsættende ord, moren valgte at kalde Malene Lei Raben i månederne efter. Skal Hitlerjugend have nogle flere kartofler? Kan Hitlerjugend huske sin klavertime i morgen?

»Det ord fortæller jo, at hun havde en oplevelse af, at det var os mod omverdenen. Hun så mig som en forræder uden interesse i at forstå mig. Det kastede ingen refleksion af sig. Hun tog mine fejl og blæste dem op i bredformat – så de altid blev fortolket i yderste potens. Et skænderi om letmælk kunne udløse en forfatningskrise. Små bitte ting blev altid set som tegn på det store svigt. Min mor havde selv gjort så meget oprør mod sine forældre, at hun slet ikke kunne tåle det, da jeg gjorde det.«

Hvad var det for en pris, din mor betalte for at gå foran hele tiden?
»Min mor havde simpelthen glemt, at hun var en kvinde – med alle de ting, kvinderollen i dag og dengang ikke var befriet for – nemlig ansvaret for børnene. Hun tænkte, at hun skulle give den fuld skrue. Hun blev leder i en ung alder og var den eneste kvindelige af slagsen. Hun skulle altid være den bedste. Hun brugte enorme ressourcer på at gøre sig gældende fagligt, men hun tillod sig aldrig nogen erkendelse af svaghed. Det ville have gjort tingene nemmere, hvis der havde været en erkendelse af, at det havde en pris – ikke bare for hende, men for os.«

»Et skænderi om letmælk kunne udløse en forfatningskrise. Små bitte ting blev altid set som tegn på det store svigt,« siger Malene Lei Raben om teenageårene med sin mor. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

På et tidspunkt som voksen spurgte Malene Lei Raben sin mor, om hun havde fortrudt, at hun ikke havde været mere hjemme, da de var små. Moren så tilbage undrende og svarede bestemt:

»Nej, det har jeg ikke.«

»Hun mærkede slet ikke det behov. Det var blevet lukket helt ned i dragkisten. Da hun blev ældre, forlangte hun til gengæld, at vi ofrede os for hende. Jeg har aldrig holdt det imod min mor, at hun havde karriere, og vi blev hentet sent. Men hykleriet, da hun selv blev gammel og forlangte et offer, var grotesk. I det der frigørelsesprojekt gjorde hun regning uden vært. Hun ville ikke finde sig i den biologiske begrænsning, og det sved jo i sidste ende. Hun havde ikke flere kræfter tilbage. Det var nærmest et udmattelseskollaps. Jeg tror, at det var en massiv udbrændthedsreaktion, hun oplevede.«

Prisen for både at køre karriere og familie er den samme i dag, mener Malene Lei Raben. Men nu taler vi som samfund i det mindste om stress og om at forvalte ens arbejdsindsats på en anden måde.

»Jeg siger til mine yngre venner, at de skal huske ikke at slide sig selv op, imens de har mindre børn og karriere. Det gjorde jeg selv. Mit liv har spejlet min mors på den måde. Bortset fra at jeg på et tidspunkt tog konsekvensen af det, fordi jeg følte, at jeg ikke kunne mere. Hun kunne måske have trappet lidt ned, men det tænkte hun slet ikke over. Hun fortsatte bare, mens hun blev mere og mere farlig at være i nærheden af. Nogen skulle have advaret den generation af kvinder om, at de ikke var mænd. Samtidig var mændene ikke rigtigt involveret i opfostringen af de børn, de havde forladt. Kvinder tog altid børnene i de skilsmisser. En anden alvorlig arv fra 70erne er, at vi skilsmissebørn har skullet kæmpe indædt med at lykkes i vores egne parforhold, fordi vi hjemmefra ikke har lært, hvad det går ud på.«

»Jeg har aldrig holdt det imod min mor, at hun havde karriere, og vi blev hentet sent. Men hykleriet, da hun selv blev gammel og forlangte et offer, var grotesk,« siger Malene Lei Raben. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Farvel til mor

I en alder af 60 år blev Malene Lei Rabens mor pensioneret. Derfra blev forholdet mellem mor og datter kun værre. Lige inden hendes farvel til arbejdsmarkedet og identiteten som leder havde moren haft sværere ved at komme af sted om morgenen og kollapsede ofte af træthed i weekenderne. Kroppen klappede ikke af hende for alle de hårdtarbejdende år. Da hun begyndte at skrante, brugte hun sygdom som det instrument, hun kunne styre og afpresse sine omgivelser med. Da hun fik konstateret kræft, blev der sat trumf på. Syrlige SMS-korrespondancer bølgede mellem mor og datter i en sårbar tid, hvor Malene Lei Raben konstant havde dårlig samvittighed over ikke at være der nok for en mor, der var kropumulig.

»Det mest grænseoverskridende var, at jeg oplevede, hvordan hun decideret ønskede at påføre mig følelsesmæssig skade ved at bagtale mig over for mine egne børn. Det var alligevel next level. Hun mente, at hun ejede retten til at være overdommer i mit liv, og den ret blev forstærket efter hendes pension og sygdom. Vi børn skulle på en eller anden måde kompensere for hendes hårde liv, men du kan ikke lægge byrden af dit eget liv og dine egne valg over på andre mennesker. Det er ikke fair.«

Tanken har gennem årene strejfet hende. Venner har også direkte spurgt hende. Ville det hele ikke have været nemmere, hvis hun havde brudt kontakten til moren? I dag hælder Malene Lei Raben til, at de for en periode burde have afstået fra at være i dialog.

»Jeg ved ikke, hvad prisen ville have været. Men hvis jeg havde tilladt mig at sige mere fra, havde det været en kærlighedsgerning over for mig selv. Det havde været sundt for mig i en periode at være foruden de mange skænderier. Jeg tror, at der er en særlig kompleksitet i et mor-datter-forhold. I mange familier er det stadig sådan, at det er mødrene, der er tættest på børnene i opvæksten, investerer meget hjerteblod og opgiver ting for børnenes skyld. Den typiske farkonflikt handler om, at faren ikke har været der. Med mødre handler det typisk om, at de er der alt for meget og ikke vil acceptere, at børnene løsriver sig.«

»Jeg siger til mine yngre venner, at de skal huske ikke at slide sig selv op, imens de har mindre børn og karriere. Det gjorde jeg selv,« siger Malene Lei Raben. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

1970erne havde buldret af sted med konstante ord i øret om kærlighed. Make love, not war. All you need is love. Ordene var syet på jakkerne og skrevet ind på demonstrationsskiltene. Da fruen lå for døden med den ætsende kræft i kroppen, var der ingen klassisk forløsning med tårer, tilgivelse og et undskyld. Først bagefter gik det op for Malene Lei Raben, hvad kærlighed er. Hvad ordet reelt betyder.

»Uanset hvor besværlig hun var, elskede jeg hende alligevel. Jeg fik alligevel forløsning, fordi jeg kunne rumme hele hendes svære komplekse væsen.«