»Jeg var enormt god til mit arbejde – hvis jeg vel at mærke arbejdede hele tiden. Så jeg knoklede på og tjente også gode penge. Men så fik jeg børn, og det blev svært at få enderne til at mødes. Jeg kom også mere og mere i tvivl, om det, jeg lavede, overhovedet betød noget for nogen. Og hvad betød det egentlig for mig selv? Var det virkelig det her, jeg skulle – også når jeg blev 50?«
Det er snart 20 år siden, Martin Arrild kvittede en ellers lovende karriere som PR-chef og gik i voksenlære som snedker. Sammen med sin bror, Michael, etablerede han snedkeriet KLASSIQ og fuldendte dermed den turnaround i sin tilværelse, han havde indledt nogle få år tidligere.
»Jeg har altid været god til at arbejde med mine hænder, og mens jeg studerede, havde jeg nede i kælderen hos mine forældre en lille fabrik, hvor jeg tjente lidt penge på at bygge kasser til fotoudstyr og musikinstrumenter,« fortæller han.
Men han valgte akademikervejen, og med en kandidatgrad fra RUC i kommunikation og økonomi fik han først arbejde som PR-chef på Hard Rock Café i Tivoli og senere hos Egmont Entertainment.
»På det tidspunkt var jeg kun i begyndelsen af 30erne, men når jeg sad på mit kontor og kiggede ud af vinduet, greb jeg mig stadig oftere i at drømme den der klassiske drøm om bare at være ham, der sad på græsslåmaskinen med hørebøffer på og nød livet. Så efter fem år hos Egmont traf jeg beslutningen og sagde op.«
Artiklen fortsætter under boksen:
En kort tid var han i Røde Kors' kommunikationsafdeling, og det var der, han fandt ud af, at han skulle noget helt andet. Han skulle være håndværker.
»Og så gik jeg i voksenlære som snedker,« siger han. »Det var en dejlig tid. Jeg har tre piger, og det var jo skønt at have fri klokken tre og kunne hente dem i skole og børnehave.«

At han samtidig gik 38.000 kroner ned i løn var selvfølgelig lidt af en bet.
»Men heldigvis fortsatte min kone sin karriere, hun er også kommunikationsuddannet, så det blev hende, der havde bukserne på, når det kom til at tjene penge. Det har hun stadig.«
Takket være sin universitetserfaring kom Martin Arrild let gennem læretiden og afsluttede med både en sølvmedalje for sit afgangsprojekt og en stribe 13-taller. Og fik straks fastansættelse i det firma, hvor han havde været i lære.
»Jeg havnede i montageafdelingen, og blev sendt ud for at sætte køkkener op. Så gik jeg der alene hele dagen og sad alene på en kasse og spiste min madpakke. Og tænkte: Var det virkelig det, jeg havde foretaget mit karriereskift for?«
Her kommer Martin Arrilds ældre bror, Michael, ind i billedet. Han havde været flyveleder på Flyvestation Værløse i 35 år, men nu skulle den lukke og aktiviteterne flytte til Jylland. Han valgte ikke at flytte med og begyndte i stedet at lave lidt småinventar – radiatorskjulere, små badeværelsesmøbler og den slags. Martin gik med – i begyndelsen kun i fritiden, men hurtigt blev de enige om, at skulle det være, så skulle det gøres ordentligt.
»Og så tog vi beslutningen at lave vores eget firma.«
Kunne tjene mere ved kassen i Fakta
Det var i 2010. Og når Martin Arrild i dag ser tilbage, kan han godt se, at det hele var lidt »kamikazeagtigt«.
»Vi vidste faktisk ikke rigtig, hvad vi havde gang i. Det fandt vi først ud af mange år senere. Men det betød meget for mig at have indflydelse på min egen dagligdag. Og at skabe noget, som gav mening både for mig selv og for andre,« siger han.
Jeg var enormt god til mit arbejde – hvis jeg vel at mærke arbejdede hele tiden.
KLASSIQ er et designsnedkeri, der leverer individuelle løsninger til kunder med særlige ønsker og boliger med særlige udfordringer – for eksempel indbyggede reoler og garderobeskabe, der tager hensyn til skæve vægge og hjørner, inventar til køkken og bad, individuelt tilpassede senge, borde og meget mere. Elementerne bygges på snedkeriet og samles og færdiggøres ude hos kunden af de samme håndværkere, der har været med til at producere dem.
»Det er langsomt arbejde, det tager mange timer at lave tingene ordentligt, af de rigtige materialer, der skal passe til husene, og i Danmark er arbejdslønnen høj. Så selv om folk ofte synes, det er rasende dyrt, er det ikke noget, jeg nogensinde bliver rig af. Jeg kunne tjene mere ved at lægge de samme timer som ansat ved kassen nede i Fakta,« siger Martin Arrild.

I dag er han 54 år og arbejder mindst lige så meget som dengang, han var PR-chef.
»Ja, det med at holde tidligt fri og være sammen med familien var slut i det øjeblik, vi blev selvstændige,« indrømmer han. »Men da havde vi jo stukket hovedet ind, og så er det bare med at klaske hænderne sammen og blive ved. Man skal være ihærdig – ja nærmest tossestædig – hvis man vil have en mindre produktionsvirksomhed som vores i dagens Danmark.
Men der ligger også en meget stor tilfredsstillelse i at arbejde med noget så konkret, som vi gør her. At have en udfordring og se, hvordan man kan løse den. Og lære noget gennem hele den proces. Sådan er det selvfølgelig på mange arbejdspladser, men for os er det et helt centralt omdrejningspunkt, fordi alt, hvad vi laver, er individuelle løsninger. Hver opgave er ny på sin egen måde. Det sætter os under pres. Men det er også det, der er drivkraften. Der er ikke noget med, at vi gør ligesom i går.«

Han har også indset, at det for ham personligt nok også handler om at ville bevise noget, både for sig selv og for sin familie.
»Jeg har hverken min mor eller min far mere, men der ligger utvivlsomt noget der. Min far var sådan en rigtig håndværker af den gammeldags slags, der uanset hvad sagde: »Det kan vi sgu da ordne selv!« Hverken han eller min mor fattede nogensinde, hvad det var, jeg gik og lavede på universitetet. Men det her ville de kunne forstå.«
Sindssygt mange kasketter
I september 2017 valgte Martin Arrilds bror at forlade virksomheden og gå på pension. I knap et år kørte han virksomheden videre alene, men indså, at det blev for hårdt. Alt for meget tid gik med det administrative, så han kun sjældent kom i værkstedet. Derfor har han i dag fået en ny partner – der pudsigt nok også har baggrund i kommunikationsbranchen.
»I vores tidligere job har vi begge haft oplevelsen af, at vi sad ved hvert vores skrivebord og bare flyttede papirerne fra den ene side af bordet til den anden og lavede store plancher om nye strategier, uden at det egentlig førte til ret meget andet end nye plancher og nye strategier. Vi savnede begge at beskæftige os med noget konkret, noget der rent fysisk kunne ses, når arbejdsdagen var slut,« siger Martin Arrild.
Jeg karter da ind imellem rundt i sengen om natten og tænker på, hvordan det hele skal hænge sammen. Det er bagsiden. Men jeg har også stadig glæden ved det helt konkrete arbejde.
Når det er sagt, er han ikke et øjeblik i tvivl om, at uden sin baggrund i kommunikation og marketing var det næppe lykkedes ham at holde en lille nichevirksomhed som KLASSIQ flydende – foreløbig i næsten ti år.
»At drive virksomhed i dag kræver, at man kan tage sindssygt mange kasketter på. Du skal være rigtig dygtig ude i alle krogene,« siger han. »Jeg havde aldrig været her i dag, hvis jeg ikke havde haft den baggrund og den erfaring, jeg har. Så havde det virkelig været fra hånden og i munden – så tror jeg, at jeg var gået ned med flaget.«
Derfor mener han også, at det uddannelsesloft, Folketinget vedtog i 2016, som betyder, at man ikke kan skifte uddannelse eller søge ind på en ny uddannelse før seks år efter, at man har afsluttet den første, er en katastrofe.
»For det handler jo om, at man nogle gange skal prøve noget i forskellig retning for at kunne sætte tingene sammen på en ny måde. Ellers får du ikke de innovative virksomheder, samfundet også har brug for,« siger han. »Jeg havde aldrig haft denne forretning, hvis jeg ikke også havde kunnet tænke i logistik, markedsføring og så videre. Vi kan jo se, at der er kolleger, der knækker nakken netop på det.«

Glæden ved det konkrete
Martin Arrild indrømmer gerne, at hans liv i dag er meget langt fra den drøm om det enkle håndværkerliv med tid til sig selv og familien, som oprindeligt fik ham til at skifte jobbet som PR-chef ud med en lærlingeplads.
»Man ved jo ikke, hvad man går ind til, og selvfølgelig har det nogle omkostninger at starte som selvstændig. Det er ikke den rene solstrålehistorie, selv om det umiddelbart kan lyde rosenrødt,« siger han.
»Mange ville give deres højre arm for at være der, hvor jeg er i dag – det kan jeg jo se på de henvendelser, jeg får. Men nogle gange ville jeg gerne rive min egen arm af og bare vende ryggen til det hele. Det er heller ikke altid lige let for familien, selv om de bakker mig op og er glade på mine vegne over det, jeg har opnået. Men min kone har foreløbig ventet ti år på at få det garderobeskab, jeg har lovet hende.«

Alligevel er han, når regnestykket gøres op, stadig glad for, at han tog springet.
»Jeg karter da ind imellem rundt i sengen om natten og tænker på, hvordan det hele skal hænge sammen. Det er bagsiden. Men jeg har også stadig glæden ved det helt konkrete arbejde. Jeg synes, jeg har et talent for at designe ting, så de passer godt til husene. Og jeg nyder at se, når vi har skabt en rigtig god løsning, som folk bliver glade for. Det er en stor del af glæden ved arbejdet,« siger han og tilføjer:
»Jeg er nok skruet sådan sammen, at jeg gerne hele tiden vil blive bare lidt bedre. Det er det, der driver mig. Ellers var jeg vel også bare blevet ved med at sætte køkkener op i stedet for at begynde for mig selv. Og så handler det selvfølgelig også om at have et godt arbejdsmiljø og nogle gode, sjove og rigtig dygtige kolleger, som jeg glæder mig til at være sammen med hver dag. Vi griner meget her på værkstedet. Rigtig meget.«