Morten mistede sin kone og blev fyret fra sit direktørjob – så lagde han sit liv fuldstændig om

I 2012 mistede Morten Bangsgaard sin hustru, og hans lille søn, Mads, mistede sin mor, der døde af kræft, kun 37 år gammel.

Sorgen og savnet forekom umiddelbart ubærligt. Men det var alligevel ikke den hændelse i livet, der fik Morten Bangsgaard til at skifte tilværelsen som karriere-DJØFer og topchef – og en løn derefter – ud med et liv på SU.

Den omvæltning kom først knap to år senere, på et tidspunkt, hvor han egentlig syntes, at han og Mads trods den triste baggrund igen havde fundet en god hverdag.

Den direkte anledning var en fyreseddel, som han i dag kalder »en gave i livet«. Nemlig fra stillingen som administrerende direktør for IT-Branchen, Danmarks største brancheorganisation for IT- og televirksomheder, som han havde bestridt siden 2009. Nu så han pludselig muligheden for at læse teologi på Københavns Universitet tydeligt for sig.

»Jeg havde set det komme,« siger han. »Da jeg i 2014 fik en ny bestyrelsesformand, fornemmede jeg hurtigt, at hun og jeg så meget forskelligt på, hvad der var en formands opgave, og hvad der var direktørens. Derfor var jeg forberedt på, at jeg ikke skulle være i det job så meget længere. Og så var det, at jeg ihukom, hvad min præst helt tilbage i konfirmationstiden havde sagt til mig, nemlig at der lå et teologisk frø i mig. Og jeg tænkte, at det måske var nu, jeg skulle se, om det frø kunne spire.«

Artiklen fortsætter under boksen:

Den letteste løsning i situationen havde selvfølgelig været at søge et nyt topjob, som han med sin mangeårige erfaring var ret overbevist om, at han kunne få. Men som en af hans venner bemærkede: »Man kan ikke beskylde dig for at springe over, hvor gærdet er lavest.«

Og det giver Morten Bangsgaard hende ret i.

»Selv om jeg aldrig har været typen, der kaster sig over ekstremsport og helst skal løbe fire-fem maraton hvert år, så ligger der alligevel i mig en trang til den individuelle præstation. Og det pirrede mig at kaste mig ud i, hvad jeg betragter som et åndeligt maraton,« siger han.

»I mit hidtidige arbejde har jeg prøvet kræfter med endog meget komplicerede ledelsesopgaver, men kunne jeg også følge med på et åndeligt abstraktionsniveau, hvor hjernen virkelig kommer på overarbejde? Det pirrede både min nysgerrighed og min forfængelighed.«

Så bare tre måneder efter, at han var blevet afskediget fra IT-Branchen, stod Morten Bangsgaard sammen med 130 andre nye studerende i gården til Teologisk Fakultet, som dengang holdt til i et baghus i Købmagergade. Og allerede inden de tre intro-uger intro var forbi, var han blevet forelsket – i studiet.

»Jeg mærkede, at det teologiske frø var på vej op af jorden,« siger han med et stort smil.

Etiske saloner og hjemmebagte boller

Vi møder Morten Bangsgaard i Sankt Markus Kirke ved Forum på Frederiksberg. Egentlig hører han til Jesuskirken i Valby, men sønnen Mads kommer i kirken med sin skole både til jul og til sommerafslutning, og derigennem har Morten Bangsgaard lært den lokale præst Signe Danielsen at kende. Bekendtskabet har bl.a. ført til, at han til næste år skal arrangere en række etiske saloner i kirken. Så det er en hjemmevant Morten Bangsgaard, der bakker op med kaffe og hjemmebagte boller i kirkens smukke, højloftede konfirmandstue.

Det der teologiske frø, som din konfirmationspræst talte om for mange år siden – hvor meget havde du egentlig selv mærket til det?

»Når jeg tænker tilbage på de forskellige hverv, jeg har haft, både som generalsekretær (for Det Konservative Folkeparti, red.) og som direktør, så har jeg nok altid haft en evne til at skabe et fortrolighedsrum, hvor man har kunnet diskutere andet end den snævre faglige eller kommercielle dagsorden. Verden og mennesker og menneskelivet med alt, hvad det indebærer, har altid interesseret mig. Og det er vel dybest set noget af det, der kommer til at fylde i en præstegerning – at kunne se det enkelte menneske.«

Har du selv haft en kristen opvækst?

»Nej, ikke som sådan. Men jeg har været FDFer og aldrig været i tvivl om, at troen har ligget i mig. Jeg har altid godt kunnet lide at gå i kirke, og nu er jeg blevet bedre til at sætte ord på hvorfor. Jeg tror, det er typisk for den tid, vi lever i, at vi som mennesker har brug for noget, der rækker ud over os selv, for at få svar på det, vi enten ikke forstår eller ikke magter selv – og i det hele taget at få sat det at være menneske ind i en større sammenhæng. Det er det, kirken kan. Og hvor jeg tror, kirken faktisk kan få en vigtig rolle,« siger Morten Bangsgaard.

»Sidste sommer hørte jeg om et begreb fra psykologiens verden, som kaldes »kvartlivskrise«, og som meget præcist beskriver tiden, vi lever i. Altså det fænomen, vi kan se rammer flere og flere unge, som, allerede inden de er på vej ud i livet, er i en dyb eksistentiel krise. Som får depressioner og ikke føler, at de magter livet, fordi de tror, at de skal være perfekte og kunne det hele. Her kan kirken være med til at fortælle, at vi ikke er alene som mennesker, og at vi ikke behøver være perfekte, for det er der ingen af os, der er. Det budskab vil jeg gerne være med til at forkynde højt og klart.«

En meget bedre far

Det var først og fremmest den intellektuelle udfordring, der fik Morten Bangsgaard til at tage springet fra direktør til teologistuderende. At det også fik en meget positiv indvirkning på hans rolle som far, var faktisk slet ikke med i overvejelserne. Men i dag er det noget af det, han glæder sig allermest over.

»Pludselig kunne jeg være den far, som hentede tidligt fra skole, som kunne tage hjem og spille fodbold og drikke eftermiddagskaffe – ikke bare engang imellem, men tæt på hver dag. Det er måske den største gave, at jeg kan give min dreng den nærhed, som jeg tror, rigtig mange ønsker at kunne give. Men fordi vi lever det liv, vi gør, kan det bare ikke lade sig gøre. Så uanset hvad, det her ender med, har det i sig selv været det hele værd. Det var ikke det, der var formålet. Men det har været en meget stor sidegevinst.«

Så betyder det mindre, at den lille familie fra den ene dag til den anden måtte gå fra direktørløn til SU.

»Det var da en stor overgang. Også selv om mit økonomiske udgangspunkt selvfølgelig var bedre end mine helt unge studiekammeraters. Jeg har trods alt haft en god løn i mange år, hvor jeg har fået købt både hus og bil,« siger Morten Bangsgaard.

Han har lagt det kriterium for sit nye liv, at hans søn ikke skal påvirkes – i hvert fald ikke nævneværdigt – af hans valg. Så selvfølgelig skal der være råd til ny cykel og fritidsaktiviteter og en ferierejse i ny og næ.

»Men det slog mig ret hurtigt, hvor meget jeg selv kan undvære, og hvor berigende det egentlig var at træde ud af den materielle mølle, hvor man hele tiden skal købe nyt og større, hele tiden skal på en længere og dyrere ferie både sommer og vinter. Det har været tankevækkende, hvor lidt det har betydet at skulle undvære de ting. Mine cowboybukser skal helst holde en sæson eller to mere, og jeg køber sjældent dyrt bagerbrød. Men mine hjemmelavede boller er altså også ret gode. Det havde jeg ikke tid til før. Og glæden ved at tage et godt, hjemmebagt brød ud af ovnen er mindst lige så stor som at gå ud og købe det,« siger han og tilføjer:

»Når man ser, hvad andre mennesker efterspørger, er det jo netop mere tid – til børn, til parforhold, til sig selv. Det kan jeg godt forstå. Det at kunne hente sin søn fra skole, har jo en værdi, der ikke kan gøres op i penge. Så jeg synes, at jeg har fået meget i stedet for at miste noget.«

Det er da også den reaktion, der går igen, når han taler med venner og tidligere kolleger om sit nye liv: De kunne også godt tænke sig at sadle om.

»Men de fleste er bare kommet så langt ind i hamsterhjulet, at de ikke selv evner at hoppe ud. Det ved jeg heller ikke, om jeg selv havde kunnet,« erkender Morten Bangsgaard blankt.

»Nu blev jeg venligt sparket ud og er privilegeret af det, for selvfølgelig er det en stor ændring af ens liv. Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at jeg får lagt nogle ekstra arbejdsår til, fordi jeg får lov til at lære et nyt fag fra bunden. Og jeg tænker også, at hvis vi skal hæve pensionsalderen og blive længere på arbejdsmarkedet, så er vi simpelthen nødt at få tilført ny viden og nye kompetencer undervejs.«

At forstå de store spørgsmål

Da Morten Bangsgaard for snart fem år siden lod sig indskrive på teologistudiet, havde han ikke rigtig gjort sig klart, hvad studiet skulle – og kunne – føre til for ham.

»Det var angstprovokerende, især i den første tid, at der ikke var et synligt mål. Men det har også været lærerigt for mig som gammel DJØFer, der har været enormt stringent og målrettet i alle mine år, pludselig at begive mig ud ad en sti uden at vide, hvor den ville føre mig hen,« siger han.

I dag er han knap så bekymret, selv om han endnu ikke har gjort sig klart, hvad fremtiden skal bringe, når han – formentlig – om cirka tre år kan skrive cand.theol. på visitkortet.

»Det har været kolossalt spændende at kombinere alt det, jeg har med fra min samfundsvidenskabelige og politiske tid, med den teologiske verden. Jeg tror næsten – sagt med et glimt i øjet – at det kan føre til hvad som helst. Og uanset hvad, skal det nok blive noget godt og interessant.«

Men det bliver ikke nødvendigvis på prædikestolen?

»Det kunne det sagtens blive. Det har nok hele tiden ligget i baghovedet at blive præst. Jeg tror, der er brug for nogen, der kan forkynde højt og klart. Og jeg tror også, at der er et publikum til det. Hvis folkekirken evner at gribe det momentum, der er i øjeblikket, behovet for at sætte mennesket ind i en større sammenhæng, er der store muligheder,« siger Morten Bangsgaard og forklarer, at teologistudiet er en videnskabelig uddannelse, der ikke automatisk fører ud til det kirkelige liv. Medmindre man selv opsøger det.

»Men jeg kan godt lide at prædike. Det er en helt anden disciplin end de taler, jeg i mit tidligere liv har skrevet rigtig mange af, fordi du skal formidle en tekst, der er skrevet for mange år siden, og gøre den nærværende,« siger han.

»Det er både angstprovokerende og krævende, men også meget givende, fordi man får lejlighed til at tænke rigtig meget over livets store spørgsmål. Noget af det, der optager mig allermest, er jo netop at forstå de helt store sammenhænge, de grundlæggende vilkår for det at være menneske. Dem tror jeg, vi har glemt, og det er en af de helt store udfordringer i verden i dag. Her tror jeg oprigtigt, at kirken kan få en en fornyet rolle og måske også en større plads i vores danske velfærdssamfund, end vi lige tænker over til hverdag.«