De var trætte af at bo dyrt og arbejde for meget – så fik de et tilbud, som kunne give dem mere frihed og halvere de faste udgifter

Scenografen Mia Stensgaard, kendt fra filmhittet »Dronningen« og TV-serien »Arvingerne«, var ved at stå på hovedet i sit eget hamsterhjul. Hendes mand, dramatiker og sceneinstruktør Nikolaj Cederholm ville gerne væk fra byen og have mere tid sammen familien, men havde svært ved at se hvordan. Løsningen kom pludselig og uventet.

Scenograf Mia Stensgaard og instruktør og dramatiker Nikolaj Cederholm er flyttet fra København til Tisvildeleje. En flytning, der for to år siden blev begyndelsen på et stadigt stærkere ønske fra dem begge om en grundlæggende forandring. Om flere dage med mere tid til hinanden og deres søn, og om at føle sig tættere sammen som familie Søren Bidstrup

De havde det hele. Boede i en stor herskabslejlighed på Værnedamsvej i et af Københavns mest eftertragtede kvarterer. Begge med prisbelønnede karrierer inden for scenekunsten og masser af anerkendelse gennem årene. Et liv med venner, familie, børn og hinanden. Men noget var galt.

»Jeg kunne ikke holde mit eget hamstehjul ud længere, og mine nære og kære kunne ikke holde ud af være sammen med mig. Jeg havde det som om, jeg levede for meget i fremtiden med deadlines og produktionsplaner, og med et behov for at være betydeligt mere til stede i noget, der var lige her omkring mig,« siger scenograf og kostumedesigner Mia Stensgaard, kendt fra TV-serien »Arvingerne« og senest filmhittet »Dronningen«.