Kendt dansk digter levede i et hemmeligt homoseksuelt forhold - sprang ud, da han fyldte 70

Ulrik er spinkelt bygget og med lyst pagehår. En køn fyr, 19 år, nyudklækket student fra Viborg Katedralskole. Genert, lidt indadvendt med et forsigtigt smil og stærkt optaget af teologi og kristendommen.

Sammen med de andre elever går Ulrik efter sommerferien spændt og forventningsfuldt ind i spisesalen på højskolen i Løgumkloster, hvor forstanderen er klar til at byde de nye elever velkommen. Lidt på afstand står en af højskolens lærere gennem mange år, Jens Rosendal, og betragter endnu et nyt hold elever. Nøjagtigt som han har gjort så mange gange før.

Mens forstanderen taler, standser Rosendals blik pludselig ved den høje og spinkle elev. Han har svært ved at slippe eleven med øjnene. Noget ved fyren fastfryser øjenæblet, og han overrumples af en stærk og ukendt følelse af varme. Noget kraftfuldt og udefinerbart strømmer igennem ham og får hans puls til at stige.

Episoden finder sted få måneder før Jens Rosendals 50 års dag. På det tidspunkt er han gift, far til tre halvvoksne børn og har et velordnet familieliv i det sønderjyske. Så meget desto mere chokeret bliver han over sig selv. Han vælger at forlade spisesal og velkomsttale i forsøg på at genetablere kontrollen, før nogen når at opdage noget. Det kommer til at tage ham 20 år at erkende, at kontrollen over følelseslivet er tabt for altid og erstattet af en dyb homoseksuel kærlighed.

Du kom med alt det, der var dig

Den sensommerdag i 1981 begynder splittelsen, der kommer til at vende op og ned på alt. På fortid og fremtid. På følelserne, der er mere berusende end nogensinde. På kærligheden, der pludselig er et umuligt dilemma.

For hvordan kan han på den ene side leve i overensstemmelse med den, han er? Og på den anden side være tæt forbundet med mennesker, kone og børn, som er afhængige af de valg, han træffer, og som han nærer en dyb kærlighed til?

Kort tid efter sit første møde med Ulrik skriver Jens Rosendal sangen:

»Du kom med alt det der var dig«. Eller »forelskelssangen«, det måske største hit i Højskolesangbogen og oversat til 18 sprog. En sang skrevet på kort tid, midt i en rus af forelskelse. Og i dag blandt de allermest populære fællessange herhjemme til højtider, fester, dåb, bryllupper og begravelser:

»Du kom med alt det der var dig / og sprængte hver en spærret vej / og hvilket forår blev det! / Det år, da alt blev stærkt og klart / og vildt og fyldt med tøbrudsfart / og alting råbte: Lev det!«

»For første gang opdagede jeg, at jeg virkelig kunne elske, og at jeg var et rigtigt menneske. Jeg oplevede, at jeg var lige så rigtig og forkert som alle andre mennesker. Det var og er den allerstørste opdagelse i mit liv,« siger Jens Rosendal.

Nye generationer har taget sangen til sig og fundet inspiration i hans kærlighedsbudskab om, »at du skal stå ved den, du er«, og at »kærlighed er universel, uanset køn, race, nationalitet og religion«.

I sangen er betroelsen om homoseksualitet yderst diskret. Kun et enkelt ord i tredje vers afslører, at den er skrevet til en mand og ikke en kvinde: »Din næve var så god og varm«. Men det er først flere år senere, at Jens Rosendal finder mod til at hente sangen op af skuffen, da han beslutter at bruge den på et af højskolens dramatikhold. Mens sangen efterfølgende får meget opmærksomhed og bliver kendt i hele Danmark og flere andre lande, er det kun de færreste, der bemærker den lille ledetråd med »næven«.

»Selvfølgelig var det noget af en betroelse at smide min kærlighed til en mand ud i sådan en sang. Men jeg har oplevet, at folk har taget godt imod den. Det kan selvfølgelig skyldes, at mange slet ikke er klar over, at den er skrevet til en fyr, men når de bliver opmærksomme på det, går det op for mange, at det er akkurat den samme kærlighed, om man er heteroseksuel eller homoseksuel.«

I dag er Jens Rosendal den nulevende danske digter, der har flest sange med i Højskolesangbogen, 13 i alt. Desuden står hans navn placeret hen over to salmer i Salmebogen.

Oprør med Indre Mission

Forelskelsen i Ulrik den sommer bliver et brud med det, han med sin opvækst i Vendsyssel – faren var formand for Indre Mission – har undertrykt så voldsomt i alle årene, og som har forårsaget så megen smerte og tvivl. Helt fra dengang han som ung dreng hjemme i Thorshøj i skjul læste i Danmarks første homoblad, »Vennen«, som bragte billeder af mænd og kærligheden imellem dem.

Det bliver et brud med den fordømmelse fra det indremissionske miljø og familien om, at man synder mod Gud og bliver straffet hårdt, hvis man er homoseksuel. Men for Jens Rosendal bliver det kun et brud indadtil, ikke udadtil. Med Ulrik har han ganske vist overgivet sig, men det forbliver mellem de to og de allernærmeste.

»Ulrik og jeg holdt vores forhold skjult og viste ikke, at vi var kærester, når vi var ude, kun når vi var hjemme. Men det var meget svært for os begge. Det gjorde det ikke lettere, at vi var religiøse,« siger han.

»Vi boede hver for sig, sådan da, men vi skiltede aldrig med vores forhold offentligt.«

Der var meget, man ikke måtte i et indremissionsk hjem: ikke spille kort, ikke se film i biografen, ikke danse, ikke drikke og ikke forelske sig i »det forkerte køn«. Men det er ikke kun omgivelserne og Vorherre, som har været en barriere for Jens Rosendal. Det er også noget inde i ham selv. Noget fra opvæksten og tidens moraliseren, som har ligget så dybt i ham, og som har gjort det så svært at vedkende sig sine følelser.

»Jeg har været så bundet af konventioner og hensyn, at jeg næsten har været lige ved at gå til,« siger han.

Livet, det er livet værd

I sine sange og digte har Jens Rosendal siden beskrevet smerten, tvivlen og troen, men også »at livet, det er livet værd«.

Der skal gå mange år, før Jens Rosendal offentligt erkender sin homoseksualitet. Det sker fire år efter, at Ulrik, der arbejder som lærer, i 2000 pludselig og uden forudgående sygdom falder om ind over sit skrivebord og dør af hjertestop, kun 39 år gammel.

For Jens Rosendal fik sin Ulrik. Forelskelsen i den unge højskoleelev bliver gengældt fra det øjeblik, han en dag møder Ulrik på højskolens bibliotek, og Ulrik stopper ham med ordene: »De andre siger, du er gift, men det kan jeg da ikke få til at passe«. Forinden har de cirklet lidt om hinanden.

»Så var der ligesom åbnet op,« husker Jens Rosendal.

Jens Rosendal bliver skilt, og sammen med Ulrik når han at få næsten 20 år. De er kærester fra 1981 til Ulriks død i år 2000, men bor aldrig sammen.

»Jeg sprang ikke ud, jeg kravlede ud. Langsomt og meget tøvende, så det tog mig jo noget tid, faktisk mange, mange år,« siger Jens Rosendal, der er 70 år, før han i et fødselsdagsinterview i 2002 med en stor morgenavis første gang afslører, at den kendte »Du kom med alt det der var dig« ikke var skrevet til en kvinde. To år senere skriver han i Kristeligt Dagblad et åbent brev til Indre Mission som en reaktion på, at en række missionsfolk har indledt en underskriftsindsamling mod homoseksuelle vielser.

»Jeg skulle være sprunget ud noget før, for jeg tror godt, jeg kunne have klaret det. Men i de seneste år med Ulrik var det af hensyn til ham og hans familie, at jeg ikke gjorde det. Ulrik var konverteret til katolicismen, og det var meget svært for ham at forene sin homoseksualitet med sin tro,« forklarer Jens Rosendal.

Føler sig stadig ikke forløst eller fri af fortiden

Til maj fylder han 87 år. Trods sin høje alder stadig frisk og med en let adgang til grin. Afklaret med sig selv, men uden at være i stand til den dag i dag at sige, at han endelig – i sit livs meget sene efterår – føler sig forløst eller »sat fri« af fortiden.

»Der har været så mange situationer og så lange perioder i mit liv, som har været meget, meget vanskelige og svære, at jeg i min alder desværre ikke kan sige, at alt blev godt til sidst. Det er ikke sådan, at jeg endelig i dag kan ride ud med vajende faner og føle mig fri og lettet i de sidste år af mit liv. Slet ikke. Hvis jeg skal sige det kort, tror jeg, at jeg vil citere, hvad der står på min fætter Aages gravsten oppe i Vendsyssel:

»Så godt skulle det være«.

Ikke andet. Det blev, som det blev. Men jeg har oplevet det privilegium og fået den største gave, Gud kan give os: kærligheden.«

Jens Rosendal har inviteret indenfor i sit stråtækte og lavloftede hus i Ballum. Et hus, han købte for 16.000 kroner i 1968 sammen med sin daværende hustru, som han var gift med i 20 år. Mens han overtog sommerhuset i Ballum, fik hun huset i Løgumkloster.

Fra huset er der kun få meter til diget og bag diget Vadehavet, som tydeligt kan ses oppe fra stuens vinduer. To-tre gange om dagen forsvinder han ind i naturen, når han går sine traveture ude ved diget. I dag er en dag med hvide pudderskyer på himlen på en solrig forårsdag, hvor digteren ved Vadehavet på ægte sønderjysk manér har dækket op til kaffebord med kager.

Anledningen er en ny bog, som netop er udkommet, skrevet af forfatterparret Anne Knudsen og Steen Valgreen-Voigt. Med titlen »Du kom med alt det der var dig« fortæller Rosendal ikke kun om den svære kærlighed, men brudstykker fra hele sit liv og virke. Om sine sange og digte, om den natur, han føler sig så tæt forbundet med. Og om »at han mange gange har været ramt af tvivl i forhold til Vorherre og homoseksualitet. Men at han alligevel altid har haft troen på, at han var god nok.«

»Jeg ved ikke, hvordan man holder det skjult i så mange år. Man finder jo nogle måder,« siger Jens Rosendal.

»Og jeg ved heller ikke, hvordan man holder til det. Men det gør man jo. Det er jeg et synligt bevis på. Men der er da mange gange, hvor jeg kunne være blevet slået ud af kurs. På et tidspunkt kommer landsformanden for Indre Mission – han er også medlem af højskolens bestyrelse – hjem til mig privat og siger:

»Hver tirsdag og torsdag beder jeg til, at du forsvinder fra det her sted«. For at jeg ikke skulle være i tvivl om, at han mente det, skriver han det også til mig.«

Jens Rosendal hæver sin stemme: »Jamen, de tror jo på det! De tror jo på, at man synder mod Gud, når man er homoseksuel!«

Han ryster på hovedet og griner afvæbnende. Blikket er direkte med et vågent, lunt og indimellem drillende glimt i de milde øjne. Men det er også et par øjne, der kan blive blanke og på et sekund fyldes af sorg, når han hører sin egen linje læst højt:

»At stå der hvor slaget skal stå. At gribe, at turde, at elske, når livet og kampen går på.«

Han bliver tydeligt berørt, og ser ud, som om hans egne ord får ham til at huske. Diskret tørrer han hurtigt et par tårer væk og genvinder kontrollen.

»Jeg ved det ikke, jeg ved det ikke,« siger han roligt. Men uden selv at komme nærmere ind på, hvad det er, han ikke ved.

Det der bøsseværk

»Det er jo ikke bare mig, det har været svært for med det der bøsseværk. Det har været svært for alle. Så tror man, at alt det svære er forbi, fordi der i dag er blevet en accept omkring det at være bøsse, og der er da også sket rigtig meget positivt. Men der er jo alligevel nogle unge, som ... Uha. Altså, der er jo nogle unge i dag, som begår selvmord, fordi ... Jeg kender jo til det, men jeg vil ikke komme mere ind på det. Jeg vil bare sige, at selv i dag er der stadig mange unge mænd, som har det helt forfærdeligt med deres homoseksualitet. Der er jo nogle gravsteder, hvor jeg kommer, og hvor jeg ved, at der har været nogle frygtelige omkostninger.«

Jens Rosendal har fået mange henvendelser, også breve fra unge homoseksuelle, som kender hans sange og digte og søger hans råd og støtte.

»Det bedste, jeg kan sige til de unge i dag, er det, der står i »forelskelsessangen«. Den er ikke mejslet ind i ideologier, og det er vigtigt.«

Jens Rosendal var knust, da Ulrik døde, og med jævne mellemrum besøger han Ulriks gravsted.

»Ulriks familie var jo sådan set glade for mig. De er gode mennesker, og de accepterede mig også, men de ville ikke have, at vores forhold kom ud i offentligheden.«

Ville ikke stikke af sammen

De rejste meget sammen, Ulrik og Jens. Mest til Frankrig, Spanien og Portugal, men også en gang til Berlin. Det var i november 1989.

»Ulrik var jo meget spontan, og jeg husker, da vi på et tidspunkt er i Ribe og hører om alt det, der sker med Berlinmurens fald, så siger Ulrik: »Hvorfor er vi i Ribe, når vi skal være i Berlin nu?« Og så kører vi hjem og henter vores dyner og fortsætter videre til Berlin og overnatter i bilen.«

De kunne være flygtet fra det hele, Ulrik og Jens. Fra Sønderjylland og Indre Mission og fortiden og katolicismen, der æder folk op, som Jens Rosendal siger, og fra alt det andet. Været frie sammen et sted, hvor ingen kendte dem, og hvor der ikke var forbud og meninger om deres kærlighed til hinanden.

»Der var aldrig nogen af os, der havde lyst til at stikke af sammen. Det var vores historie, og det var en historie, der skulle have lov til at leve færdig der, hvor den var begyndt, og det fik den heldigvis lov til,« siger han.

»Der er jo mange andre, der har gjort ligesom os og levet i et hemmeligt forhold i årevis. Hvis man til sidst så spørger, hvad det har kostet, tænker jeg, at det er lige meget, hvad det har kostet. For nu står jeg her.«

Her står han. På kanten af Vadehavet og af det liv, der gik.

Så godt skulle det være.