Ripabottoni er en lille italiensk bjergby på bare 550 sjæle, og turen fra den ene bygrænse til den anden tager i rask gang ikke meget mere end ti minutter.
Men i selskab med Anders Pedersen kan den hurtigt vare en time eller mere, når der undervejs skal hilses og spørges nyt fra enhver, man møder på vejen. Når vi nu alligevel kommer forbi den lille café på torvet, skal vi da også lige have et glas med de øvrige stamgæster.
Selv om det kun er tre år siden, Anders Pedersen, 54 år, og hans kone, Sus, 53 år, slog sig ned i Ripabottoni, har de allerede fået masser af gode venner og deltager med stor entusiasme i byens sociale liv og de mange fester, der markerer årets gang – karnevalsoptoget, høstfesten, den store årlige madfestival og ikke mindst julen, hvor Sus de seneste to år har haft det ærefulde hverv som heksen Befana, der deler slik ud til alle artige børn.
»Vi har fået en helt fantastisk modtagelse her i byen,« siger hun. »Allerede første gang vi skulle overnatte i vores hus, kom en af naboerne med en stor buket roser, og en anden hev os ind til kaffe. Der går ikke en uge, hvor folk ikke kommer med et eller andet – så skal vi lige smage deres nye, hjemmebryggede rødvin, eller nogle har været på jagt og skudt et vildsvin, og så får vi også et stykke kød.«
Anders tilføjer: »Det er en af de kæmpe forskelle mellem Danmark og Italien. Hvis vi var flyttet til for eksempel Vestjylland, havde folk stået inde bag gardinerne og tænkt: Hvad er det for nogen? Her kommer de ud og siger: Hvem er I?«
Ny kurs i livet
Mange danskere går med drømmen om at skifte kurs i livet. Løsrive sig fra karriere og ambitioner. Få mere tid til sig selv og hinanden. Kaste alle brikkerne op i luften og få dem til at lande på en ny måde. Men for de fleste bliver det ved drømmen.
Da Sus og Anders Pedersen skiftede tilværelsen som hårdtarbejdende købmandspar ud med det enkle liv i Ripabottoni, var det resultatet af en blanding af moden overvejelse og ren tilfældighed. De lægger ikke skjul på, at de ikke altid har været enige om, hvilken retning deres liv skulle tage.
Artiklen fortsætter under boksen:
Anders Pedersen er tredje generation i en købmandsfamilie og startede i 1996 som selvstændig købmand med butikker i Kirke Hyllinge og Roskilde og siden to store supermarkeder i Stenløse og Bagsværd.
I 1993 havde han mødt han Sus, som på det tidspunkt var næsten færdiguddannet social-og sundhedsassistent. Hun arbejdede en årrække på plejehjem, men efter de to børns fødsel begyndte hun at arbejde i sin mands forretning. I takt med, at Anders engagerede sig mere og mere i det administrative og organisationspolitiske arbejde, bl.a. som formand for SuperBest-kæden, næstformand i Supergros og medlem af bestyrelsen i De Samvirkende Købmænd, fik hun stadig mere ansvar for den daglige kontakt med såvel kunderne som de flere end 100 medarbejdere.
»Jeg elskede det. Supermarkedet blev som et barn for mig,« siger hun. »Vi arrangerede alle mulige sjove ting – modeshows i cafeen, gourmetaftener, standupshows, jazzaftener og banko hver måned. Anders støbte kuglerne – jeg førte dem ud i livet. Den kombination af daglig rutine blandet med alle mulige arrangementer var fantastisk.«
Derfor var det et hårdt slag, da hendes mand i 2015 tog konsekvensen af de usikre tider i branchen og besluttede at sælge virksomheden og stoppe som købmand.
»Selv om vi havde klaret os nogenlunde, følte jeg, at udviklingen gik den forkerte vej, og at min forretning risikerede at falde voldsomt i værdi de kommende år,« forklarer Anders Pedersen.
»Så jeg valgte at sælge, mens den stadig var noget værd, og investere pengene, så vi kunne leve af afkastet.«
Den store tomhed
Mens Anders hurtigt fik nok at gøre med at lære at handle med aktier og obligationer, følte Sus, at tæppet nærmest fra den ene dag til den anden blev revet væk under hendes tilværelse.
»Jeg røg simpelthen ned i et hul,« siger hun. »Det var i den mørke tid, og jeg havde i nogle år haft tendens til vinterdepression. Nu havde alting ligesom rottet sig sammen mod mig. Det var ikke bare koldt, mørkt og surt, som det jo er i Danmark om vinteren. Vores søn, Emil, havde kort forinden fundet en lejlighed og var flyttet hjemmefra, og vores datter, Caroline, var netop blevet student og havde taget et sabbatår og var på højskole i Mellemamerika. Der var pludselig en kolossal tomhed, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op med mit liv.«
Men så var der jo den der drøm om at starte et bed & breakfast i Italien. Tilbage i 2009, da DR sendte serien »Min italienske drøm«, hvor fire danske par afprøvede drømmen om at eje og drive et bed & breakfast i Italien, sad Sus og datteren Caroline som klistrede til skærmen.
»Caroline var så opsat på det, at hun havde fundet en gammel herregård i Danmark, som hun syntes, vi skulle købe. Hun havde endda fået sin farfar til at kautionere. Men det blev ikke til noget – heldigvis,« ler Sus.
Nu dukkede drømmen igen op hos hende selv. Og en dag sagde hun til Anders: »Nu har vi i 20 år levet din købmandsdrøm, nu er det min tur! Jeg vil ikke bo i Danmark mere. Jeg vil flytte til Italien.«
Fandt drømmehuset
Kun et halvt år tidligere var ægteparret helt tilfældigt kommet til Ripabottoni, da de på en bilferie gik ind på Airbnb for at finde et sted at overnatte. De ankom midt i den årlige madfestival og faldt pladask for den lille landsby midt i de frodige grønne bjerge i Italiens sydøstlige Molise-region.
Nu vendte de tilbage og fandt hurtigt drømmehuset – et lille hus i udkanten af byen med en 20.000 kvm stor grund med oliven-, figen- og mandeltræer og fantastisk udsigt over bjergene. Siden har Anders tilplantet en del af grunden med vinstokke og håber at få gang i en lille vinproduktion – bare til eget behov.
Hvis vi var flyttet til f.eks. Vestjylland, havde folk stået inde bag gardinerne og tænkt: Hvad der det for nogen? Her kommer de ud og siger: Hvem er I?
Da de købte stedet, var han ellers lige så overbevist om, at det kun var et sommerhus, de skulle have, som Sus var fast besluttet på, at det her var deres fremtidige hjem.
I Danmark havde familien i alle årene boet på det husmandssted i Nordsjælland, Anders købte som ganske ung og brugte alle sine sparepenge på at sætte i stand.
»Jeg har altid sagt, at jeg skulle bæres ud,« siger han. »Desuden er jeg virkelig dårlig til sprog. Jeg er det, man kalder orddøv, og det gør, at jeg har enormt svært ved at lære fremmedsprog, så jeg havde ikke lyst til at flytte til et sted, hvor jeg skulle lære et helt nyt sprog.«
Ret hurtigt måtte han imidlertid indse, at det ville blive alt for meget at skulle passe både et husmandssted i Nordsjælland – med heste, køer, grise og får – og nyerhvervelsen i Italien. De måtte vælge.
»Jeg var bange for, at han havde fortrudt,« siger Sus. »Men det havde han heldigvis ikke. Jeg tror, at vi begge var nået til et punkt, hvor vi var klar til at prøve noget nyt.«
Veninderne syntes, det var lidt blæret
Da først beslutningen var truffet, var den største bekymring, hvad børnene ville sige til, at forældrene flyttede så langt væk. Caroline var 19 år og kun lige blevet student, og i starten var hun ikke særlig glad ved tanken.
»Men veninderne syntes, det var lidt blæret – og det hjalp meget,« siger Anders. »Hun har været hernede rigtig meget, også med veninder – de har lige været her fire piger for at lægge sidste hånd på deres bacheloropgave sammen.«
»Nu er hun blevet så glad for stedet her, at hun siger, at hvis hun nogensinde skal giftes, skal det foregå hernede. Og heldigvis har hun fået en kæreste, som også kan lide at være her,« indskyder Sus.
Sønnen, Emil, var faktisk mest bekymret for, hvordan hans far skulle klare det.
»Han tænker mere på os end på sig selv. Han er i fuld gang med arbejde og studier, og han har det sådan, at hvis vi er glade, er han det også,« siger Sus. »Han ringer rigtig tit for at tjekke, at vi har det godt. Faktisk tror jeg, at vi taler mere med børnene nu, end da vi boede i Danmark.«
Men selvfølgelig er der situationer, hvor afstanden er et problem.
»For et stykke tid siden var Emil involveret i en bilulykke, så føler man sig rigtig langt væk,« siger Sus. »Heldigvis kom han ikke noget alvorligt til, men lige der ville jeg meget gerne have været hjemme.«
Det samme var tilfældet, da Caroline på et tidspunkt boede til leje et sted, hun ikke brød sig om.
»Hun ringede og græd i telefonen, og så er man jo ked af, at man ikke er der til at trøste,« siger Anders, der også kan være bekymret for sin far, som er ved at være oppe i årene.
»Men skulle der ske noget, er det jo ikke værre, end at vi kan tage hjem i morgen,« siger han.
Vi har jo ikke brændt alle broer
Når det kommer til venner og familie, har reaktionen mest været beundring – og lidt bekymring.
»I starten tror jeg de syntes, at det var en meget stor beslutning, og flere var nervøse for, om vi ville fortryde. Men efter at de har besøgt os, forstår de os meget bedre – de kan jo se, hvor godt vi trives, og hvor godt vi er blevet integreret i lokalsamfundet. Og ikke mindst hvor afslappede vi er blevet. I Danmark arbejdede vi mange timer hver dag, når vi skulle passe både forretningen og gården med alle vores dyr. Her hygger vi os med lidt kaninavl og et par høns – og derudover med at lave vores egen olivenolie, æblejuice, tomatsalsa og alle mulige andre hjemmelavede ting,« siger Sus.
»Folk har syntes, vi er meget modige. Men det er jo ikke sådan, at vi har brændt alle broer, bare fordi vi er flyttet til Italien,« siger Anders. »Faktisk synes jeg, at vi har fået et meget tættere forhold til mange af vores venner, efter at vi er flyttet herned. Vi elsker at få gæster og vise vores nye område frem. Og når man er sammen i flere dage og tager på ture sammen, sådan som vi gør her, lærer man hinanden at kende på en helt anden måde end til en traditionel parmiddag hjemme i Danmark.«
Her kan man godt blive gammel
Planerne om et bed & breakfast er foreløbig skudt lidt til hjørne. Huset, de købte, var ikke stort nok, så året efter købte de nabohuset, der har stået tomt i årevis og nærmest er en ruin. Planen er, at det skal indrettes til to lejligheder, der dels kan lejes ud, dels kan bruges, når familien kommer på besøg. Men inden det går i gang, skal deres eget hus renoveres og bygges ud.
»Vi må indrømme, at det har taget noget længere at komme i gang med byggeplanerne, end vi havde regnet med. Flere år, faktisk. Men sådan er det bare hernede, det må man lære,« siger Anders.
»Vi har med vilje valgt at bo helt uden for de gængse turistområder og ikke blive en del af en eller anden danskerkoloni. Vi vil lære italienerne at kende og leve, som man gør i et helt almindeligt italiensk lokalsamfund. Og så skal vi ikke komme og gøre os kloge på alle mulige ting, som vi synes, vi kunne gøre meget bedre og mere effektivt.«
På spørgsmålet, om de regner med at blive gamle i Ripabottoni, svarer Anders »Ja, det tror jeg, vi gør!«, i samme øjeblik som Sus siger: »Det tænker jeg slet ikke over.«
Hun uddyber: »Vi har aldrig været sådan nogle, der tænker 30 år frem i tiden. Men det er klart, at hvis en af os bliver syg eller – worst case – alene, hvad gør man så? Vores børn spørger nogle gange, om Anders tror, han vil kunne klare sig alene hernede. De tror åbenbart, at jeg bedre vil kunne klare mig. Men det ved vi jo ikke.«
Anders tilføjer fortrøstningsfuldt: »Folk bliver altså ældre hernede. Alene det, at der næsten kun er trapper, når man skal rundt i byen, gør jo, at man holder sig i form. Og folk tager sig af hinanden hernede på en helt anden måde end i Danmark. Så jeg vil bestemt ikke udelukke, at vi bliver boende.«
