»Hyggen lukker ned, den spærrer af for alt det vilde, og den foregøgler, at alt er godt. Lad os slippe af med den«

Vi har længe eksporteret hyggen som en falsk vare. Er det ikke på tide, at vi som nation helt slipper den løgnagtige hygge-ideologi? Sådan spørger Berlingskes Nathalie Ostrynski.

Nathalie Ostrynski, souschef på Berlingskes kultur- og livsstilsredaktion AOK Fold sammen
Læs mere
Foto: GAB photography

»Nej, nu sidder vi lige og hygger os.«

Har du hørt den sætning før? Hvis du bor i konsensusglade Danmark, har du sikkert oplevet at få en rask, højtråbende debat ved mødebordet, i venneflokken eller til familiemiddagen lukket helt ned med netop de ord. Ingen sætninger siger mere om danskerne end den, og for min skyld må den gerne blive eksporteret til Langtbortistan sammen med alle de varer fra boligindretningens univers, der bliver solgt under den latterlige idé om »hygge«.

Bare genlæs den nylige historie her i avisen om britiske Shaun Russell, der lever af at sælge duften af Skandinavien til hele verden i form af blandt andet duftlys. Heriblandt duften af »hygge«. Som i britens version består af en blanding af bagt jordbærtærte, vild mint og røget te. Hvilket ret beset overhovedet ikke giver mening: Er det virkelig duften af noget særligt dansk?

Jeg troede, at verden var færdig med at købe småt brændbart i hyggens falske navn, efter at bøgerne om den unikke danske hygge har gået deres sejrsgang verden over. Men behovet er tilsyneladende umætteligt. Hvem vil ikke gerne bilde sig selv ind, at tilværelsen bliver mere enkel og varm, hvis man blot kaster et beigefarvet, kradsende tæppe over sig? Hvem vil ikke lade, som om man har et »hyggeligt hjem«, selvom stress og parterapi truer ude i horisonten?

Farvel til det vilde

Således må man sende en tak til entreprenøren, der med sine duftlys minder os om, hvor løgnagtig hyggen er blevet. Den har for længst solgt ud og er i dag alle tiders dårlige undskyldning for at slibe alle de skarpe, interessante kanter af tilværelsen af, hvor man kan stikke sig på sig selv og andre. Hyggen lukker ned, den spærrer af for alt det vilde, og den foregøgler, at alt er godt. Blot man sørger for at få en »rigtig hyggelig dag«.

Tilbage i 2016 tildelte vi som nation selv begrebet »hygge« en plads i Bertel Haarders omdiskuterede Danmarkskanon, og i den lyder det blandt andet, at »i hyggelige stunder skal ulighed, magtforskelle eller uenigheder helst ikke være for tydelige.« Hvilket også er det helt centrale problem med hyggen.

I hyggeideologiens logik er idealet bløde, afrundede mennesker, der sidder i et cremefarvet sofaarrangement med hænderne om varme kakaokopper. De snakker sammen - uden rigtig at tale sammen. Hygge er en retorisk knibtangsmanøvre, som du ikke kan slippe væk fra, hvis du bor i dette land. Du er tvangsindlagt til »hyggelig« kage på arbejdet. Du er inviteret til »forældre-hygge« i skolen, og når ordene ikke rækker længere i hverdagspassiaren, så er det »hyggeligt«. Hvis folk dovner den lidt for meget, lyder den belejlige undskyldning: »Jamen, der skal også være plads til at hygge sig.« Svaret må nødvendigvis være: Nej, vi har altid for meget plads til at hygge os i det her land.