Når nu moderne forældre ellers så ofte klager over, at de ikke har tid til at få hverdagen til at hænge sammen, kan det undre, at man ofrer dyrebare minutter på at belemre en skolefotograf med et så latterligt krav som at få retoucheret et skolefoto. Hvorfor skal et forskønnende filter død og pine hives ned over noget så uskyldigt?
Pænt ser et skolefoto ikke altid ud. Den sandhed har nogle æstetikskøre forældre i en selvoptaget rus taget så alvorligt til efterretning, at de ifølge DR kimer landets skole- og børnefotografer ned for at få redigeret fotos af deres afkom helt ned i vuggestuealderen. De vil hellere have et pertentligt, kedeligt skønmaleri til familiealbummet end et virkeligt billede.