Dansk teater kan være tilfreds med ny teaterlovsrevision

ARKIVFOTO: "Cirkelines fødselsdag" forestilling på Zangenbergs Teater med Marie Tourell Søderberg og Christian Bergman. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Hvem kommer styrket ud af den politiske aftale om dansk teaters fremtid, som kulturminisiter Mette Bock, LA, netop har landet med en bred forligskreds bestående af samtlige politiske partier, bortset fra Alternativet og Enhedslisten?

Det er i hvert fald let at få øje på nogle umiddelbare vindere. For det første må man sige, at Hovedlandet får tilført ikke så lidt. Ikke mindst med ideen om at gøre tre egnsteatre, som ligger pænt spredt fra nord til syd, til en form for regionsteatre, »kraftcentre«,  i anerkendelse af deres indsats som ”succesrige egnsteatre”, hvordan man så ellers lige har gjort det op. Mest indlysende har det været, at Fredericia Teater er vokset ud af den spændetrøje, det populære og driftige musikteater var sat i. Teatrets fænomenale fremgang har kaldt på en ny placering i teatrets støttehierarki. Og hvis københavnerne skulle være nervøse: Det er meget muligt, teatret ligger i Jylland, men det burde næppe være forbigået nogens opmærksomhed, at teatrets forestiller også har et stort og trofast publikum i hovedstaden.

Også Vendsyssel Teater, der har fået en ny flot teaterbygning, og det støt arbejdende Randers Egnsteater bliver belønnet og kommer direkte på finansloven. Men man kan ikke helt lade være med at tænke: Hvorfor lige disse i øvrigt udmærkede teatre? Er der simpelt hen bare tale om godt lobbyarbejde?

Andre egnsteatre, som ligger spredt ud over landet, og som ikke har været så heldige at opnå samme status kan så trøste sig med, at man de næste fire år kaster 22 mio. årligt efter dem med henblik på den publikumsudvikling, som politikerne har interesseret sig særligt for: Hvordan får vi flere grupper, også såkaldt ”teaterfremmede” til at interessere sig for kunstarten?  Det manglede i øvrigt bare, for de er ikke blevet kompenseret for den skævvridning, der opstod, da amterne blev nedlagt.

At kvalitetsteater skal være tilgængeligt over hele landet – og er det allerede – er der god  mening i, ligesom det også bliver langt nemmere for teatrene at forrente deres forestillinger, når nu co-produktioner på tværs af landsdele og teatre kan tælles med i de to egenproduktioner, teatrene har pligt til at have premiere på hver sæson.

Heller ikke københavnerne snydes, for Aveny-T’s støtte arbejde med at gøre sig til hovedstadens nye reelle ungdomsscene, et missing link mellem børneteatret og voksenteatret, har også fået særlig bevågenhed. De næste fire år kan den hårdt kæmpende teaterchef Jon Stephensen glæde sig over 8 mio. kr., der skal være med til at højne udbudet af teater, der kan engagere de unge. Aveny-T har banket på døren til Det københavnske Teatersamarbejde uden mulighed for at blive lukket ind. Nu gør man det så på en anden måde, og Frederiksberg kompenseres for noget af det teatertab, kommunen gennem en årrække har lidt. Også det svendborgensiske  Baggaardsteatret, der ledes dygtigt med en udfarende profil, der har godt tag i sit fynske publikum, belønnes for sit arbejde med 3 mio. kr i samme periode.

Klogt er det altså hele landet, der får lidt. Politikerne lukker ganske vist ikke Det Københavnske Teatersamarbejde, der efterhånden kun består af fire teatre, Betty Nansen Teatret, Folketeatret, Nørrebro Teater og Østerbro Teater. Men man fjerner 1, 5 mio. kr, som teatrene før har haft afsat til fælles administration. Pengene går ikke tilbage til teatrene, men er med til at fionansiere den øvrige gavebod. Samtidig er de store, københavnske teatre hårdt spændt for med hensyn til de besparelser på to procent om året, det såkaldte omprioriteringsbidrag, der kører som en grønthøster gennem statsstøttede institutioner.  Men mon ikke teatrene blot ånder lettet op ved at bevare en overbygning, så de ikke kommer direkte ind under Kulturministeriet?

Det er naturligvis værd at notere sig, at midlerne finansieres af en reduktion af formidlingsordningen, der gør det billigere at købe teaterbilletter til reduceret pris, hvilket de fleste vel nok har råd til, men som vel ikke helt harmonerer med ønsket om at give flere ikke teatervante adgang?  Heldigvis er det lykkedes at stikke en kæp i hjulet på ministerens ide om at røre ved det tilskud, der gør det muligt at sælge teaterbilletter billigere til børn, hvilket især havde ramt dagsinstitutioner og skolers mulighed for at præsentere nye generationer for teatret som en mulighed.

Nogen stor teaterlovsrevison kan man altså ikke kalde den justering, som nu skal gennemføres. Til gengæld er den i det store og hele nogenlunde fornuftig. Bortset fra, at projekteatrene – herunder en række kvalitetsbørneteatre – som støttes af den skammeligt underfinansierede Statens Kunstfond, ikke har fået flere midler til rådighed. Politikerne betragter tydeligvis udvikling som noget, der skal ske på de etablerede teatre. Men beslutningstagerne har i det store og hele formået at lytte til dansk teater, hvis hovedbudskab har været et halventusiastisk : If if it ain’t broke, don’t fix it. Ministeren har ønsket, at teatrene fik flere lidt produktionsmidler at råde over. Det har flere af dem fået nu. Så er resten, med andre ord, op til dansk teater.