Intet i opgangen over for SuperBrugsen skriger international succes, popstjerner eller tv-kendisser. Trappetrinene skriger mere på en rengøringsdames kærlige hånd. Men bag døren på øverste etage afløses de frønnede paneler af hvide vægge og døre, der fører ind i nogle af de over 50 musikstudier, bygningen huser. I disse lokaler er flere internationale hits blevet undfanget og gulvene betrædes dagligt af kendte musikere og producere. Og her har en af Danmarks mest karismatiske producere sit danske studie og kontor.

Mich Hedin Hansen, bedre kendt som Cutfather, mixer nogle af sine mest elskede hits her, og på væggene hænger trofæerne, han har modtaget, når en sang er gået guld eller platin – Kylie Minogue, American Idols’ Jordin Sparks, den engelske X Factor-stjerne Shanye Ward og cappellabandet The Overtones.

Det sidste stykke tid er dog ikke kun gået med at indspille og producere musik. Selv om han sagde nej til en sæson mere med X Factor, hvor han var dommer i 2010 og 2011 for igen at hellige sig musikken, sprang han på et nyt tv-projekt, der kom til Danmark fra England. »De Ustyrlige«, der har premiere på tirsdag på TV2, handler om en gruppe unge med Tourettes syndrom. Det er en tic-sygdom, der giver ufrivillige trækninger eller udbrud, og som findes i forskellige grader. Men deres tics forsvinder, når de unge spiller musik eller synger.

»Tænk, at der er en sammenhæng mellem musik og Tourettes! De får jo et frikvarter fra deres sygdom. Det blev jeg nysgerrig på, for jeg ved selv, hvor meget musik påvirker min hverdag,« siger Mich Hedin Hansen.

»Musik kan få mig i godt humør, få mig til at slappe af eller sætte en fest i gang. Den kan sætte en stemning til alt. Jeg tænker slet ikke over, at musik er et arbejde.«

Hjemme i Korsbæk
Musik har altid været en del af hans liv. I barndomshjemmet i Holbæk, hvor far var kok og mor var danselærer, lå stuerne op ad danseskolen. Her kunne den unge Mich høre moderen undervise.

»Det var lidt Korsbæk-agtigt med Fru Merrild på klaver og et chassé og to chassé. Jeg var med hende på arbejde, fra jeg var helt lille,« fortæller han.

»Jeg begyndte til standarddans, og en gang om ugen kørte vi fra Holbæk og ind til den berømte Mickey Freddie-Petersen, så jeg kunne lære at rette ryggen og gå ordentligt.«

Det førte til en titel som Sjællandsmester i standarddans, da han var 13 år gammel, men allerede som 16-årig trak pladerne i moderens danseskole mere end trinnene. Forældrene kørte gerne deres teenager til Nykøbing Sjælland, hvor han var dj og stod og cuttede plader på pulten, mixsede numre sammen, scratchede og lavede overgange – Cutfather var født.

Læs også:

»Jeg vandt DM i mix som 18-årig i 1986. Men som dj kan man jo ikke hedde Mich Hansen. Det er for ordinært. Og det var, lige mens vi i vennegruppen så rigtig meget Godfather, så Cutfather lå ligesom lige for,« siger han og slår sin genkendelige latter op, der overdøver bassen fra et studie nedenunder.

»Det er 100 procent en god idé at skille sig ud i den her branche. Jeg føler lidt, at jeg står ved siden af den rigtige verden,« siger han.

»Jeg har altid lavet noget, der er helt anderledes end normalen. Det er lidt sjovt at vokse op i sådan en provinsby, som Holbæk er, og ende med at lave noget, der er så lidt provinsagtigt som mit job.«

Fremtidsplanerne om at blive akademiøkonom med eksport som speciale røg da også i starten af 90erne, da det for alvor tog fart med musikken. DM i mix blev startskuddet.

»Jeg snakkede med mine forældre om at droppe planerne for min uddannelse. Måske var det verdens dummeste beslutning, men de støttede mig og lånte mig penge til min første plade. De var begge selvstændige, så forståelsen for, at lysten driver værket, kommer helt klart derfra. Det er jeg vokset op med,« fortæller Mich Hedin Hansen.

Dagene sluttede aldrig i L.A.
I 1987 begyndte han at arbejde sammen med Carsten »Soulshock« Schack. De to grundlagde sammen SoulPower Produc- tions og fik blandt andet en Grammy-nominering for nummeret »Fly Girl« til den amerikanske rapper Queen Latifa. De var et makkerpar. Men efter seks års samarbejde skiltes de. Meget af tiden havde de brugt i Los Angeles, hvor Soulshock blev hængende, men byen var ikke Cutfathers kop te.

»I L.A. følte jeg aldrig rigtigt, at dagene sluttede. Det var kun, når man i få timer røg på puden, at der ikke var møder, sessioner, studie og så forfra igen. Det drejede sig kun om ét: at gå fuldstændig i ét med musikken. Og det føler jeg ikke, er et liv for mig,« siger han.

Han vendte tilbage til Danmark og fandt sammen med produceren Joe Belmaati. Sammen skabte de Cutfather & Joe, som producerede for blandt andet Ace of Base og Kylie Minogue. Men efter 13 år kørte Joe Belmaati sur i musikbranchen. Og efter så lang tid med partnerskaber måtte Cutfather overveje, om han ville bygge noget nyt op fra bunden alene.

Læs også:

»Jeg brugte et par måneder på at finde ud af, om jeg selv havde lyst til at fortsætte. Men jeg fandt ud af, at jeg ikke kan forestille mig, hvad jeg skulle lave, hvis jeg ikke lavede det her. Jeg nåede til et punkt, hvor jeg tænkte: det er det her, jeg gerne vil. Jeg brænder stadig så meget for det,« siger Cutfather, som har været i branchen i over 20 år.

»Jeg tror, at man på meget få hænder kan tælle, hvem der er blevet ved så længe i denne branche som jeg. Det handler om, at man skal vælge sine kampe. Havde jeg taget hver en kamp op i mit liv, så var jeg knækket sammen. Der er så mange psykiske rutsjebaneture i det her. Jeg får jo afslag hver dag. Man skal være rustet til det. Jeg skal i hvert fald være rustet til det.«

Når der er nok artister at se til, gør afslagene ikke så ondt. Men på de stille dage, hvor et nej kommer ind af døren, er det svært at holde humøret højt. I de tilfælde husker Cutfather sig selv på at have lov til at trække vejret, tænke sig om og falde lidt ned.

Da han boede i Los Angeles, var der ingen kæreste, der ventede hjemme. Det er der nu.

»Det er så vigtigt for mig at have en base og så kunne arbejde ved siden af. Det andet er også sjovt i perioder, men selv om det lyder kedeligt, så elsker jeg at komme hjem. Mange stræber efter penge og succes. Men har man en gang fløjet på 1. klasse, finder man ud af, det ikke er det, der gør en lykkelig.« Han tygger lidt på sine egne ord og lader blikket glide indad.

»Det er lidt atypisk i den her branche, jeg har to børn og er gift med Lone på 17. år. Men basen skal være stabil, når alt andet er så flyvende. Jeg voksede jo selv op i afdansningsballer, tylskørter og at sovsen skulle ud til konfirmationer og bryllupper. Der var knald på det meste af året. Der forsøger vi at have en base derhjemme med lidt mere struktur. Det tror jeg, er sundt,« siger han. »Så kan mine unger også finde deres eget ståsted.«

Fåtallet får succes
Ungerne, som Mich Hansen kalder sin datter Moley på 12 og sin søn Maxemil på 10, skal ikke presses til at følge samme spor som mor eller far. Og det har noget at gøre med, at branchen også har en bagside.

»En ting er, hvordan jeg har klaret det, men det er fåtallet, der kan det, hvis man ikke er udøvende artist eller har kæmpe succes. Jeg har ikke lyst til at placere mine børn i noget, hvor de laver det samme som deres far. De skal finde deres egne ting. Bliver de nysgerrige på det her, skal jeg nok hjælpe dem, men jeg vil ikke trække dem ind i noget,« siger han.

»Jeg er bange for, at der er for mange forventninger, og jeg ser så mange, der ryger ind og ud af det her miljø, og som har det enormt svært med det.«

Selv er han blevet forskånet for rigtig mange af de store op- og nedture, han har set andre kæmpe med. Måske, gisner han, er det fordi han ikke selv står allerforrest på scenen, at han har kunnet være med så længe, og han tvivler ikke på sin vej.

»Jeg ikke rigtig en bagkant på det længere. Jeg synes, jeg har fundet en god form, som kan forgrene sig, så når jeg ikke kan holde til at sidde i studiet til klokken lort om natten, kan jeg arbejde med musikken på andre punkter. Det har været ret forløsende at finde ud af, efter at jeg forsøgte mig med tv. Ellers tror jeg absolut, det her er noget, man kan brænde ud i,« siger han.

Læs også:

Det var tæt ved at ske for nogle år siden, hvor kroppen fysisk var ved at stå af. Vægten sneg sig stille og roligt op over 100 kilo hjulpet godt på vej af se sene timer og lange dage, der tog fokus fra kosten. Hans energi, der ellers tydeligt skinner igennem både på tv og i studiet, svandt ind, mens maven voksede.

»Da jeg først begyndte at stå op om morgenen og føle mig svimmel og have ondt, tænkte jeg, at det skulle være løgn. Jeg havde ramt de 40 år, havde mistet min far nogle år tidligere og havde det fysisk dårligt,« fortæller han. I dag er han 30 kilo lettere og tager gerne cyklen de 20 kilometer på arbejde.

»Det med at miste sin far og fysisk have det så dårligt, at jeg ikke kunne komme op om morgenen, samt jeg så mig selv på tv i X Factor i 2011 – dét satte en stopper for det. Jeg er stadig ikke skind og ben, for jeg er ikke fanatisk. Jeg har aldrig været flov over mit udseende. Jeg har altid været den tykke, glade dreng med det store grin,« smiler han.

Faderens død  var en øjenåbner
Men hans fars død i 2003 efterlod et tomrum, og tankerne begyndte at murre. Hans egen rolle som far stod pludselig klarere, og hans læges advarsler satte sig i ham. Han var klart anlagt for sukkersyge.

»Min far havde ædt og drukket alt det, han kunne hele sit liv, så det var imponerende, at han blev 86. Men da han faldt fra, var det en øjenåbner for mig. Jeg tror, det hænger sammen med det at miste og at sørge. Man gennemlever sin opvækst og mærker savnet over, at man ikke bare kan ringe og spørge om råd. Der finder man ud af, hvor meget det betyder at have sin familie og sit bagland.«

Faktisk betyder det så meget, at Cutfather en aften i X Factor begyndte at græde for åben skærm, fordi en deltager mindede ham om hans far.

»Jeg tror, det var kærligheden. Det, at man mister noget, man har kært. Det, at man ikke skal tage tingene for givet, for det gør man jo lidt med sin mor og far. Vi har altid haft et godt og et tæt forhold, og jeg tror, det på det tidspunkt gik op for mig, hvor meget, min identitet hænger sammen med de relationer, jeg har.«

Da hans far døde, gik det for første gang op for Cutfather, at han nu var den voksne. Faderen. Og det kom som lidt af en overraskelse.

»Jeg har meget svært ved at se mig selv som voksen. Jeg drikker ikke engang kaffe!«

Læs også:

Han slår ud med armene og griner, kigger ned på sine sko, som i dag er brune herresko i ruskind med blå såler og snører. Dem plejer han ikke at have på.

»Jeg forbinder voksne med at være meget strukturerede og have faste rammer – ikke at mine forældre var sådan, men det er min forestilling. Det hænger ikke rigtigt sammen med at give fuld hammer på lilletrommen som 46-årig og gå i sneakers på arbejdet. På den måde har jeg svært ved at se mig selv som voksen. Men da min far døde, og jeg stod der med ungerne, så var der en anden ansvarlighed, som jeg havde svært ved at se i øjnene.

Et ansvar for, at mine børn får det rigtige med på vejen. At mine unger får en forståelse for, hvad der er rigtigt og forkert og at give de rigtige værdier videre. Det synes jeg fandme er voksent!«

Efter at have rejst mange tusinde kilometer for musikken og opnået mere anerkendelse end de fleste, er det meget simpelt, hvad Cutfather ønsker sig af sit voksenliv.

»Jeg er nået til det punkt, hvor jeg stræber efter, at min familie har det godt. Men som gammel dj i den her branche stræber jeg også efter, at jeg nyder at være her og har det sjovt. Jeg prøver at mærke efter, om lysten er der. Er den der, så føles det ikke som et arbejde,« siger han. Øjnene glimter skælmsk.

»Hvis jeg kan lære mine unger det, at er man er glad i det, man laver og gør sig dygtig til det, man synes er sjovt, så vil andre også finde det godt og brugbart. Det er det, jeg allerhelst vil give videre til dem. Skid på stjerner og popmusik. Det er lysten, der er vigtigst.«