Ib Michael - åh, skal vi nu se ham igen?

Forfatteren Ib Michael er træt af »Ib Michael«, som han møder i medierne. For han gider ikke have et fasttømret image. Han vil hellere forandre sig hele tiden. Men det bliver sværere med alderen.

Ib MIchael til BM FRI. Fold sammen
Læs mere

Når Ib Michael læser denne artikel og ser billederne af sig selv, kommer han i tvivl. Hvem er manden på billedet? Hvem er figuren Ib Michael? Og »åh, skal vi virkelig se ham igen?« 

»Når jeg ser et billede af mig selv i avisen, bliver jeg grebet af tvivl. Jeg ser en nar! Jeg ser en nar, og jeg ved, at andre ser en nar. Men hov, det er jo bare mig,« siger Ib Michael og griner, mens han sidder i sit sommerhus i Kikhavn på Nordsjællands kyst.

»Når man har skrevet i så mange år, som jeg har, og har fået bygget et image op i medierne, så bliver man træt af figuren. Altså, jeg bliver træt af den figur, der hedder Ib Michael. Og jeg ville ønske, at jeg kunne være en anden, når jeg skrev.

Tvivlen har Ib Michael taget konsekvensen af i sin nye roman »Himlen Brændte«, som udkommer på torsdag. Faktisk tager han afstand fra figuren Ib Michael, fra »narren« i aviserne, allerede i bogens første sætning:

Mit navn er Peter Adams, ghostwriter til denne bog.

Træt af sit image

»Denne her gang har jeg følt, at jeg ghostwriter på mit eget værk. Jeg ghostwriter for den der figur, der hedder Ib Michael. Og jeg ville ønske, at folk kunne glemme figuren, når de læser bogen.«

For Ib Michael kan ikke genkende det image, han har fået, og han kan ikke lide den figur, han er blevet. En figur, der er selvfed og tilbageskuende – helt modsat den person, Ib Michael selv mener, at han er.

»For mig er det i hvert fald vigtigt fortsat at kunne forandre mig, og derfor er jeg jo ikke interesseret i at blive sømmet op på et image. Til sidst begynder folk at have en forestilling om, at de ved, hvem man er, hvilket, jeg synes, er absurd, eftersom jeg ikke selv ved det endnu.

Men det er også, fordi vi danskere reagerer imod det. Vi tror, at fordi vi hører meget om en person, så må han nødvendigvis være meget selvfed og oppustet. Men spørg mine børnebørn, de ved bedre,« siger han og griner.

»Folk, der kender mig, ved, at det slet ikke er sådan, jeg er. Jeg er meget mere nysgerrig og meget mere parat til at sige: »Mit verdensbillede? Hvad snakker du om? Det, jeg havde i går? Det, jeg har nu? Eller det, jeg havde for en time siden?

I bogen »Himlen Brændte,« som er en eventyrlig familiekrønike, lader Ib Michael da også sine karakterer forandre sig og overraske læseren.

Som for eksempel når hovedpersonen, den 18-årige Sergej, skifter erhverv, navn og endda ansigt flere gange i løbet af romanen. Eller når karakteren Nadja fra overklassen bryder med sine forældre og senere bliver general.

Inspireret af videnskab

Ib Michael henter inspiration fra naturvidenskaben, fordi den rummer ideen om, at ting ikke altid er det, de ser ud til at være. At modsætninger kan mødes – og endda hænge sammen

»Elektroner kan indtage tilstande, der er indbyrdes modsigende, de kan indtage kvantetilstande, der modsiger hinanden, og det er der ingenting, der kan i vores sprog. Enten er ting det ene eller også det andet. Enten er det sandt eller også er det falsk. Det er en meget stor drivkraft for min måde at skrive på.

Jeg tror, jeg undersøger tingene på en anden måde og med en anden nysgerrighed. Fordi jeg ved, at ting godt kan indtage den modsatte position af det, de tilsyneladende giver sig ud for at være. Det har konsekvenser for mit plot, som bryder med vores forestilling om tid og rum, men som ikke bryder med kvantemekanikkens forestillinger om tid og rum.«

Som barn var Ib Michael engang imellem på besøg hos sin tante og onkel i Hellerup. Hans onkel Rudolf tog ham med ind i observatoriet i Rundetårn, og for første gang kiggede Ib Michael gennem en stjernekikkert og blev betaget af verdensrummet. Med jævne mellemrum tog han på kommunebiblioteket i Roskilde, hvor han voksede op, for at låne bøger om processerne i en stjernes indre. For Ib Michael ville gerne være astronom.

»Allerede dengang vidste jeg, at en stor stjerne bliver til en supernova, når den forbrænder sin beholdning af brint og helium. Så det irriterede mig jo, da jeg fandt ud af, at jeg ikke kunne regne. Jeg har aldrig været god til at regne, men har altid været god til at forestille mig ting.

Ved du, hvad astronomer laver? De sidder og laver statistik hele tiden, jeg tror, jeg ville finde det dybt kedsommeligt. Jeg kunne lige så godt være revisor. Men hvis jeg kan være med til at formidle det, som astrofysikere og partikelfysikere går og laver for os alle sammen, så er jeg glad,« siger han.

Faste rammer - mental forandring

Nysgerrigheden og tanken, om at ting kan forandre sig og overraske, bruger han ikke bare, når han skriver. Ligesom de karakterer han skaber, har han brug for at leve et liv, der bærer præg af udvikling og forandring. Men jo ældre den 68-årige Ib Michael bliver, jo sværere bliver det.

»Som yngre har jeg jo rejst langt længere og langt vildere, end jeg gør nu. De der unge karakterer, som jeg skaber, er jo vilde. De er jo virkelig parat til det hele,« siger Ib Michael, der ofte skriver om unge og tidligere har skrevet om sin egen ungdom. Da han selv gik i gymnasiet, var han først iført habit og medlem af Konservativ Gymnasieungdom.

»Og så kom det vildeste ungdomsoprør. Jeg hoppede på den ene limpind efter den anden og forandrede mig fuldstændig fra mit udgangspunkt. Og så endte jeg såmænd med igen at gå med habit. Det var en spændende tid, som det er sjovt at skrive om. Men det er ikke en tid, jeg forsøger at holde fast i. Det er ikke den form for forandring, jeg søger længere.«

Hvilke forandringer oplever du så i dag?

»Jamen, det er noget sjovt noget. For mit eget liv er nu lagt i nogle nogenlunde faste rammer. Så jeg oplever mine børnebørn og min elskede Hanne og det kendte og det nære. Men der, hvor forandringen skal være, det er jo heroppe,« siger han og peger på sin tinding.

»Og der oplever jeg nye ting hele tiden. Jeg bliver ved med at undersøge, hvad der er hot inden for fysikken. Og det vil jeg nok gøre, så længe jeg er i stand til at følge med. Jeg vil gerne blive ved med at forandre mig mentalt og byde på nogle flere bøger. Sidde og producere dem her i mit sommerhus og være glad og tilfreds med min familie omkring mig.«

Hvad gør du for at fastholde den forandring og den udvikling?

»Jamen, det er jo kun et spørgsmål om at holde sig nysgerrig og orientere sig i de emner, som man er optaget af. Og holde sig nysgerrig over for mennesker. Hvem er du? Hvem er jeg? Det er jo en ting, der kan forsvinde for ældre mennesker, og det vil jeg meget gerne undgå.«

Er det svært eller nemt at undgå?

»Det er svært, tror jeg. Man skal være efter sig selv på den måde. Men min nysgerrighed er jo reel. Jeg skal ikke sparke den op fra ingenting. Den findes. Altså, børn er en god øvelse, synes jeg. Og det optager mig faktisk meget.

Alderdom, angst og depression

Nu har jeg børnebørn fra 3 år op til 13, og jeg er meget nysgerrig over for, hvad der sker i en 3-årigs univers, og jeg er god til at afkode, hvad der styrer det der lille væsen.

Man kan jo mærke, at det er en lille person allerede, som har en bevidsthed, og det, synes jeg, er fascinerende. Så børn er en god øvelse. Hvorfor gør de det, de gør, hvorfor siger de det, de siger?«

Men når nu du er nysgerrig, hvorfor er det så alligevel svært at fastholde den der forandring?

»Jamen, det er jo svært nogle gange at holde fokus på de bedste ting. Den tilstand, jeg taler om nu, er jo en ideal tilstand, hvor man er evigt nysgerrig og evigt til stede, og på den måde virkelig dejlig at være sammen med.« Han griner. »Der er jo en anden virkelighed. Man er træt, man er uoplagt, man er deprimeret. Man er ikke i stand til det, man har ikke overskud. Man er udfordret hele tiden.«

Er du bekymret for, om du kan holde fast i nysgerrigheden?

»Jeg er da bekymret, for det er man i min alder. Jeg er bekymret for, om jeg kan blive ved med at være så meget til stede, eller om jeg bliver handicappet. Fysisk eller mentalt. Det er jeg bekymret for. Ja. Sådan er det,« siger han.

»Den store katastrofe kan komme og udslette os alle sammen som den kæmpe meteor, der for 65 mio. år siden udslettede dinosaurerne, og siden har man aldrig set en dinosaur på Jorden. En dag er det måske menneskeslægten, der bliver udslettet på den måde, ikke?

Og den lille katastrofe er, at man kan blive slået ned af sin egen hjerne. Og det kan man ikke tage i ed. Det må man bare lære sig selv at leve med. Men selvfølgelig er der en bekymring, ja.«

Når du mærker bekymringen, hvad er det så du mærker og tænker?

»Det er da klart en angst for at blive reduceret fysisk og for at blive ramt af sygdom. Det er den ene side af det. Og så at andre bliver ramt. At de, der står en nær, bliver ramt, at venner bliver ramt, at min elskede bliver ramt, at børnene og børnebørnene bliver syge. Det er jo også en meget stor bekymring. Som ung var jeg gennemgående mere ubekymret. Man lever jo med en udødelighed i sig, når man er ung.

Man kan ikke rigtig se en ende på det her. Det er sådan lidt abstrakt viden, at man skal ældes, og hen ad vejen også skal dø. Det er langt ude i horisonten, og det giver vel en større ubekymrethed.«

Er der tidspunkter i dag, hvor du føler den der bekymring mere end andre?

»Ja, det gør jeg, når jeg er depressiv. Eller når jeg er imellem to bøger. Det er en tilstand, hvor man er i et ingenmandsland, hvor det er svært, og hvor der bliver plads til den slags angstfyldte forestillinger.

Rejser væk fra mørket

Det er især, når det er vinter og mørkt, at Ib Michael mærker depressionen. Eller når han bliver forhindret i at bevæge sig.

»Jeg kan ikke tåle mørket, og jeg er meget motionsafhængig. Kroppen skal have sit, og hvis jeg ikke kan komme ud og ro, så cykler jeg. Mennesket er ikke skabt til at være et stillesiddende dyr, og de timer, hvor jeg sidder stille i kontoret, er alt rigeligt for mig. Jeg er ude at ro kajak hele tiden, og så er jeg ude at svømme. Jeg skal bo et sted, hvor der er lys og sol, og jeg bor altid ud til et hav.

Det gør ikke så meget, om det er det ene eller det andet land, der skal bare være et hav,« siger Ib Michael, der tilbringer hele foråret og sommeren i sit sommerhus ved havet sammen med konen Hanne Danielsen. Om vinteren rejser han til Thailand eller et andet varmt land for at komme væk fra mørket og være tæt på havet.

»Mørket kan gøre mig depressiv. Så ryger jeg meget hurtigt i et sort hul, simpelthen. Det bliver til depression og til panikangst også. Jeg får angstfyldte forestillinger, har dårlig nattesøvn og svedeture. Jeg er ikke dybt ulykkelig over, at jeg er depressiv. Det er jeg bare. Indimellem. Og jeg er manisk indimellem. Det kan svinge.

Jeg kan godt skrive mig frem til en mani. Men manien ville ikke være der, hvis ikke der både er bølgedal og bølgetop, og det er ikke altid så sjovt at opleve bølgedalen, men det er heller ikke altid så sjovt at opleve toppen. For det kan være sådan næsten ikke til at styre,« siger Ib Michael, der går meget op i at skrive fra kl. 9 til 15 hver dag

»Og så gør det ikke så meget, om det, jeg skriver, er godt eller skidt, for hvis det er skidt, kan jeg bare kassere det. Bare jeg skriver. Det er med til at holde mig i balance. Og jeg tror ikke, at jeg kunne komme derop på toppen, hvor jeg kan gennemskue alle mulige sammenhænge, hvis ikke jeg også oplevede bunden,« siger han.

»I en roman kan du få det hele til at hænge sammen på en eller anden skæv og uventet måde. Sådan er det ikke altid i virkeligheden. For mig er det en meget stor lykke, når jeg kan mærke, at wauw, hold da op mand, selv om det er langt ude nogle gange, så hænger det sammen.«

Den følelse får Ib Michael nu, når han tænker på sin nye roman. Derfor tror han, at den bliver svær at slippe. Alligevel vil han prøve noget nyt, når han skal i gang med sin næste bog.

»Det er igen den der forandring, der skal ske. Men det er en forandring, jeg ikke helt kan sætte ord på endnu. Det ville være oplagt at sige, at man gerne ville lave en fortsættelse. Men det synes jeg egentlig ikke, at bogen lægger op til. Jeg kan ikke se en fortsættelse for mig, for det er en historie, der går op i sig selv og ender,« siger han.

»Så jeg skal nok et helt andet sted hen.«