Anna og Stanislav er klassiske musikere. Nu er to ukrainske familier flyttet ind i deres lejlighed på Frederiksberg

Stanislav Zakrjevski og Anna Kirova er begge klassiske musikere, som har boet i Danmark siden 2010. Lige nu er deres lejlighed på Frederiksberg mere kaotisk end ellers, for seks ukrainske flygtninge er flyttet ind.

Med uret sidder: Stanislav, Inna (fra Odessa), Miroslava (fra Kharkiv), Mikita (fra Kharkiv), Valerija (fra Kharkiv), Kateryna (fra Odessa), Anna (gift med Stanislav) med sin søn, der hedder Lev, ligesom Lev fra Odessa, der står ved vinduet.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da vi kommer ind ad døren til Stanislav Zakrjevski og Anna Kirovas lejlighed på Frederiksberg, er de ukrainske børn netop blevet færdige med onlineundervisningen fra hjemlandet.

Selvom børnene er flygtet fra Ruslands invasion, skal undervisningen stadig passes.

»Familien fra Odessa 'sover og drømmer', som vi siger på russisk, om, at de kommer hjem til Odessa igen. De har investeret så meget i lejligheden og i børnenes uddannelse. Østeuropæere er meget seriøse med deres skolegang. De giver alting til deres børn,« siger Stanislav Zakrevski, der er violinist i DRs Symfoniorkester, og som har boet i Danmark siden 2010 med sin kone Anna, der er klassisk pianist og arbejder på Sankt Annæ Gymnasium.

Stanislav Zakrevski kontaktede Berlingske i sidste uge, fordi han gerne ville fortælle om to skandinaviske flyselskabers ufleksibilitet i forbindelse med at få ukrainere fløjet til Danmark. Mailen sluttede med et p.s., som vist egentlig bare skulle forklare, hvorfor han havde opdaget problemet.

»Fra mit hjem på Frederiksberg evakuerer jeg to familier, begge kvinder med 2 børn (6 personer i alt) fra Ukraine fra forskellige regioner: Kharkiv og Odessa. I de sidste par dage og nætter har jeg koordineret alle deres rejser, inklusive checkpointovergange, busser og tog,« skrev han.

Nu, ni dage senere, står Stanislav i døren mellem to værelser, der før var henholdsvis dagligstuen og et børneværelse til sønnen Lev på fem år, men som nu huser hver sin familie.

»Go, go, go!«

Anna står i sit køkken med sin femårige søn Lev i den gule trøje. Ved vasken står Inna fra Odessa, hvis søn, der også hedder Lev, fylder opvaskemaskinen. Ved køleskabet står Valeriia og Mikita fra Kharkiv.   Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Døren er lige blevet sat i, og den passer hverken helt i ind i døråbningen eller i det økologiske udtryk, som Stanislav ellers går meget op i. Køkkenet er eksempelvis af Stanislavs eget design: Udført i egetræ og samlet helt uden lim eller skruer. Skufferne er lavet sådan, så træets årer på den ene skuffe fortsætter på naboskuffen.

Den tidligere dagligstue er nu et soveværelse til det meste af en familie fra Odessa i Ukraine: En enkeltseng til Inna, der er mor til Kateryna på 17 år og Lev på seks år. De to børn deler en køjeseng. Begge senge er købt på Den Blå Avis – eller faktisk så har sælgerne doneret dem gratis, da Stanislav sagde, at det var til ukrainske flygtninge.

Bag døren, der ikke helt når op til karmen, bor Valerija, der er mor til Mikita på syv og Miroslava på 10 år. De tre kommer fra Kharkiv, der ligger klos op af den russiske grænse.

Familien fra Odessa forlod en by, der på det tidspunkt endnu var urørt. Valerija, Mikita og Miroslava forlod en by, der allerede var ødelagt.

De to familier er Stanislav og Annas slægtninge. Stanislav kalder konsekvent Valerija for sin søster, men reelt er hun hans grandkusine. Da krigen gik i gang, tog Stanislav og Anna straks kontakt til deres familiemedlemmer i Ukraine. Stanislav er russisk-amerikaner, mens Anna er russer. Begge er født i Rusland.

»Jeg hjælper dem, fordi de er mine slægtninge. Jeg har mødt min grandkusine i Sankt Petersborg nogle få gange, men vi har ikke holdt kontakten. Indtil nu,« siger Stanislav, og bliver suppleret af Anna:

»Vi kontaktede dem, da vi hørte om invasionen. Spurgte, om de var okay, om de var i sikkerhed. Stanislav sagde til dem, at de skulle skynde sig afsted. 'Go, go, go!' Han skubbede lidt til dem. Det tog lidt tid for dem, selvfølgelig, at give slip på hjem og hjemland,« siger hun.

Valeriia sidder med sin datter Miroslava. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

21. århundredes Stalingrad

Stanislav forklarer, at hans slægtninge er meget ydmyge. De ville ikke trænge sig på og ville ikke have, at Stanislav og Anna skulle føle sig utilpasse.

»Jeg skulle derfor fortælle dem flere gange, at de er velkomne her, at de skulle komme så snart som mulig,« siger Stanislav.

Det må kræve sin ydmyghed at blive i Kharkiv. Byen er – eller var –  Ukraines næstmest befolkede by. Befolkningen er primært russisktalende, og byen ligger kun 32 kilometer fra den russiske grænse.

Den 3. marts sagde Oleksіj Arestovytj, som er en af den ukrainske præsidents rådgivere, at »Kharkiv er det 21. århundredes Stalingrad«, efter russiske styrker havde beskudt Kharkiv med artilleri og bombet den fra sine fly.

Familien fra Kharkiv opholdt sig mest i sin lejlighed og i kælderen i deres lejlighedskompleks, indtil de tog af sted mod Danmark. De havde ikke taget til et af de store beskyttelsesrum, fordi forholdene og de skrigende mennesker dernede var psykologisk set ubærlige for børnene, fortæller Stanislav.

»Når der var luftalarmer, eller når de kunne høre fly, så gik de ned i kælderen med resten af beboerne. Bygningen lige ved siden af dem blev ramt ret hårdt. De troede først, at det var deres bygning, der blev ramt, og de fortalte mig, at det var den værste tid i deres liv,« siger han.

Vi sidder i en sofa, som vistnok kan klappes ud til en seng, rundt om et møbel af træ med små skuffer i, som også ser ud som om, at det kan klappes ud, så det bliver til et større bord.

Lev, Inna og Kateryna fra Odessa.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

De kalder dem kamikazetaxier

Den ene endevæg i spisestuen er fyldt med plastikbeholdere med Stanislavs og Annas ting. Endnu et kompromis.

Stanislav fortæller om en reol, han også har designet. Han og Anna har et firma, som i samarbejde med nogle firmaer i Ukraine skulle lave de økologiske træmøbler – uden skadelige stoffer – som samtalen med Stanislav flere gange pludselig drejer sig om. Men det arbejde har krigen også sat en stopper for.

»Min søster fortalte mig, at mine mange opfordringer og min vilje til at hjælpe hjalp dem med at tage den endelige beslutning om at forlade byen,« siger Stanislav.

Hver dag blev det sværere og sværere at blive siddende i kælderen. De blev ved med at fortælle sig selv, at det snart ville slutte. Det var svært for familien bare at komme fra deres lejlighed til togstationen. Mens de sad i Kharkiv, opfordrede Stanislav dem til bare at komme væk i en taxi, men det var næsten umuligt at finde en.

»Jeg kom i kontakt med en i Danmark, som arrangerede humanitær hjælp til folk i Kharkiv. Hun kunne skaffe transport ud af Kharkiv og tilbød plads i en varevogn, når den skulle tilbage fra Kharkiv,« siger Stanislav, og Anna bryder ind med et grin.

Det gør hun en del. Griner, altså.

»De bliver kaldt kamikazetaxier, fordi de kører gennem krigszonerne i kugleregn,« siger hun.

Det skulle dog ikke gå sådan, og familien fik i stedet plads på et tog, om hvilket de ikke vidste andet, end at det kørte vestpå.

Stanislav hjælper Lev fra Odessa, som har slået sin finger. Lev er meget kontaktsøgende, siger Stanislav, som er lidt bekymret for, hvordan hans egen søn i længden vil reagere på kampen om faderens opmærksomhed. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Skubbet ud af køen lige inden grænsen

Historien om familien fra Kharkivs tur til Danmark er lang. Stanislav er en grundig mand. Han har øvet sig på violinen i tre til fem timer hver eneste dag, siden han var fem år gammel, og samme systematik præger det meste af både fortællingen og hans tilgang til at hjælpe de to familier ud af Ukraine. Han deler også information med andre flygtninge, som han den seneste tid er kommet i kontakt med via blandt andet sociale medier.

Kort sagt nåede familien til den polske grænse. Der stod Valerija, Mikita og Miroslava i kø i 12 timer. Lige inden de nåede til porten til grænsekontrollen, blev de mast ud af køen.

»Min grandkusine havde ingen kræfter til at få sig selv og børnene tilbage i køen eller til at skubbe igen. Miroslava havde også fået en skade på sin fod. Derfor måtte de give op og tage tilbage til Lviv,« fortæller Stanislav.

Efter to overnatninger og et lægebesøg i den vestukrainske by, rejste familien videre mod Danmark. Først blev de dog afvist fra den bus til Krakow i Polen, som Stanislav ellers havde betalt for og havde ringet og fået bekræftet billetterne til flere gange.

»Jeg talte med hende i telefonen. Jeg sagde til hende: 'Nu skal du ikke være høflig mere'. Jeg ville ikke have, at hendes høflighed – ligesom i grænsekøen – skulle koste hende endnu mere. Så hun steg på bussen til Warszawa uden billet, og heldigvis tjekkede ingen billetter,« siger Stanislav.

Chaufføren endte med kun at tage penge for én billet, selvom de var tre. En lille smule medgang.

Siden krigens begyndelse er 1,8 millioner flygtninge kommet til Polen fra Ukraine. Mange af dem er stadig i de store byer som Krakow og Warszawa, og nu når historien til sin begyndelse: Flyselskaberne, der i Stanislaws øjne ikke ville hjælpe.

Seksårige Lev (forrest) leger med Mikita, der fylder 8 om en uge.   Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

En telefonisk pude, man kan råbe i

»De havde allerede været så meget igennem, da de nåede til Polen. Derfor syntes jeg, det ville være en god idé at sætte dem på et fly fra Krakow, som tager halvanden time, fremfor de skulle sidde i en bus i 18 timer,« siger Stanislav.

Men da han ringede til SAS og Norwegian, ville de ikke sige ja til, at familien kunne komme ombord uden pas. Valerija har et almindeligt, ikke-biometrisk pas – altså uden en chip med fingeraftryk og ansigtsfoto – mens børnene ikke har pas. Køen til det ukrainske konsulat i Warszawa var så lang, at de ikke engang orkede at prøve.

Når man taler med en hjælpetelefon eller -chat hos et madudbringningsselskab, en elektronikbutik eller et teleselskab, kan man nogle gange få den følelse, at personen i den anden ende ikke er til for at hjælpe en, men for at være et skjold, der skal skærme firmaet fra forbrugerens indignation.

En telefonisk pude, man kan råbe i.

I Stanislavs tilfælde var der bare lidt mere på spil, end en forsinket levering af en ny bærbar computer.

»Jeg blev faktisk fascineret af, hvor lidt opbakning jeg fik af SAS. Hos Norwegian var de lidt sødere, lidt mere hjælpsomme. Men de var i hvert fald ikke særlig beredvillige med assistance. De mennesker, jeg talte med, følger bare deres procedurer, som ikke har nogle undtagelser,« siger Stanislav og fortsætter:

»Jeg bad dem ikke om at gøre noget gratis, jeg ville jo med glæde betale. Jeg synes bare, at flygtninge skulle have lov til at komme med flyet, selvom de ikke har fået deres pas med,« siger han.

Stanislav henvendte sig til Berlingske, fordi han ville have hjælp til at få SAS og Norwegian til at ændre praksis.

Norwegian svarer skriftligt til Berlingske, at det som flyselskab er forpligtet til at følge de regler, som myndighederne udstikker. Hvis det transporterer folk, der ikke har de rette papirer, bliver de returneret til afrejselandet ved ankomst til Københavns Lufthavn.

»De danske regler krævede indtil i går, at ukrainske flygtninge skulle kunne fremvise biometrisk pas. I Norge har myndighederne tidligere end i Danmark løsnet kravene om dokumentation for ukrainske flygtninge, og vi har i løbet af den senere tid haft et antal ukrainske passagerer uden biometrisk pas med fra Polen til Oslo,« skriver Norwegian.

Norwegian oplyser, at der torsdag trådte nye, midlertidige regler i kraft, der betyder, at kravet om biometrisk pas for alle rejsende i Schengen-området, der ønsker asyl eller længerevarende ophold i destinationslandet, frafaldes.

SAS svarer noget tilsvarende, og at det hjælper alt det, som det kan. SAS har ligeledes, ifølge norske Dagavisen, også tilbudt at flyve ukrainske flygtninge til Norge, hvis myndighederne tillader det.

Kateryna, der er 17 år og fra Odessa, sidder i forgrunden. I baggrunden sidder Miroslava på 10 år, som kommer fra Kharkiv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Ukrainere kører gratis, ja

Da jeg er ved at gå fra Stanislavs, Annas, Levs, Katerynas, Innas, Levs, Valerijas, Mikitas og Miroslavas hjem, vil Stanislav gerne tilføje noget om de mange mennesker, der hænger ukrainske flag op.

»Den ukrainske regering kan selvfølgelig bruge det til at inspirere folket og inspirere soldaterne. Det er selvfølgelig også rart for flygtningene, som føler sig velkomne i Danmark, og det bidrager danskerne til.«

Men?

»Jeg ved ikke, om jeg burde sige det her … Men selvom det er rart, er det også hyklerisk.«

»Ingen har syriske flag oppe (Putin har også bombet og angrebet Syrien, red.). Ingen hænger irakiske flag op. Eller afghanske. Altså, det har jeg jo heller ikke selv haft. Jeg kørte med metroen, hvor billetkontrolløren så ud, som om han måske var fra Mellemøsten. Jeg spurgte ham, om ukrainere kan køre gratis. Han sagde ‘ja, det kan de godt. Men ingen fra andre nationer’.«

»I Norge kan også palæstinensere og andre flygtninge køre gratis, fortalte han mig. Forskellen gjorde ham vist ked af det.«

»For mig handler det ikke om regeringerne. Det handler om, at normale mennesker skal indse, at vi alle er mennesker. Hadet mod ét menneske kan selvfølgelig forene folk. Men vores nylige historie – de seneste 60-70 år – viser, hvor vigtigt det er, at vi bevarer vores menneskelighed. Man skal ikke bare gøre det, som er populært, eller tænke for meget over, hvad der trender lige nu. At sætte ukrainske flag op er en trend. Selvom mange aktiverer deres hjerner, er der også mange, der ikke gør. Det har altid været et problem, og dét bruger magtfulde mennesker til at kontrollere befolkningerne.«

Familien fra Kharkiv kom til Danmark med tog og bus. Familien fra Odessa kørte i bil.