Anna Libak: »Det personlige ansvar er trådt i baggrunden, og det er blevet helt normalt at give samfundet – og dermed andre – skylden«

Weekendavisens udlandsredaktør, Anna Libak, giver med sin nye debatbog »Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist« sit bidrag til debatten om sexisme, strukturer i samfundet og identitetspolitik. Hun er stærkt kritisk overfor tidens værdidebat, hvor ordet »strukturel« går igen.

Anna Libak udkommer med en ny bog »Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist.« Bogen er et saftigt indspark i den borgerlige værdidebat. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg

Den borgerlige forfatter Henrik Stangerup skrev i 1973 sin klassiker »Manden der ville være skyldig«. Stangerups roman var en anklage mod det venstreorienterede samfundssyn, der ville fratage det enkelte menneske dets personlige ansvar og gøre mennesker til blot et produkt af samfundet. I romanen myrder hovedpersonen sin hustru og vil dømmes for sin gerning, men samfundet gør ham til et offer for sociale forhold og fratager ham dermed et personligt ansvar.

Weekendavisens udlandsredaktør, Anna Libak, har netop udgivet bogen »Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist«, hvor hun indleder med Henrik Stangerups visionære bog, som hun mener stadig er aktuel, men som hun opdaterer på væsentlige punkter i sit indspark i den borgerlige idédebat.

Spørger man Anna Libak om, hvad der ligger i hendes i modernisering af Henrik Stangerups bogtitel, lyder svaret:

»I mange af tidens værdidebatter går ordet strukturel igen. Det er udtryk for en forestilling, der har været fremherskende siden 60erne, nemlig at det er samfundets og dets strukturer, der er skyld i menneskets karakter og handlinger. Det er en total umyndiggørelse, fordi du reduceres til et trækpapir, der tager farve af samfundet. Det var, hvad Henrik Stangerup protesterede imod i sin roman, og som jeg fortsat mener fratager det enkelte menneske for ansvar, for derved bliver mennesker og grupper skyldige og uskyldige uafhængigt af deres gerninger,« siger Anna Libak.

Anna Libak er solidt plantet i den borgerlige lejr. Hun har været redaktør på Berlingske og er nu udlandsredaktør på Weekendavisen. Hun var opstillet for Venstre til Folketinget, men blev ikke valgt ind. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg.

Hvad lægger du i din bogs titel: »Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist«?

»Med den titel vil jeg netop sige, at det er konsekvensen af at påstå, at det helt og holdent er samfundet, der skaber dig, og ikke dig, der skaber samfundet. Så får vi et samfund, hvor man kan være skyldig, uanset hvad man har gjort, fordi skyld afledes af ens position i samfundets magthierarki. Det er jo også det, der ligger bag påstanden om, at kvinder i Danmark er ofre for strukturel sexisme. Så ophører det med at være konkrete kvinder, der har været udsat for konkrete overgreb fra konkrete mænd, og overgår til, at alle kvinder er potentielle ofre, og alle mænd er potentielle gerningsmænd. Hvilket er en helt syg påstand, eftersom strukturerne i dette land netop er antisexistiske.«

Venstres daværende formand, Lars Løkke Rasmussen, hængte valgplakater op i Græsted sammen med Anna Libak i 2019. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Kan du forklare det mere konkret?

»Vi har en ligestillingslov, der forbyder sexchikane, også verbal sexchikane, og den behøver ikke engang være forsætlig, den kan såmænd også bare have den virkning. Og mig bekendt er der ingen af dem, der taler om strukturel sexisme, som tør sige højt, at de fleste mænd i Danmark er gerningsmænd. For det ved de godt er løgn. Men hvis ikke de fleste mænd er gerningsmænd, hvordan kan vi så have en struktur, der er sexistisk? Hvis man vil vide, om noget er strukturelt, så skal man spørge sig selv: Er det meningen med systemet, at kvinder skal have en underordnet position i forhold til mænd? Og hvis svaret er nej, så er det ikke en sexistisk struktur. Så sker overgreb på trods af systemet og ikke på grund af det.«

Afviser du, at der er bærende strukturer i samfundet, som forklarer menneskelig handling?

»Nej, overhovedet ikke. Vi skaber og skabes af samfundet; så både højrefløjen og venstrefløjen har selvfølgelig ret. Men balancen er tippet. Det personlige ansvar er trådt i baggrunden, og det er blevet helt normalt at give samfundet – og dermed andre – skylden. Det er blevet normalt at betragte sig selv som offer. Men der findes ikke skyldfri mennesker; alle mennesker griber ind i hinandens liv og krænker hinanden uafladeligt på alle mulige måder, og derfor er det helt forkert at udnævne et køn til godt, og et andet til ondt.«

Venstrefløjen vandt den ideologiske kamp

Det går som en rød tråd gennem Anna Libaks bog, at kulturrevolutionen i Vesten i 1960erne og 1970erne betød, at meningsmagten overgik fra højre- til venstrefløjen. Det skyldtes, at det opbyggelige, borgerlige samfund havde kompromitteret sig selv med verdenskrigene og Vietnamkrigen, og det var en udbredt erkendelse, også på højrefløjen, at individet skulle opdrages til at være magtkritisk.

Derfor kunne venstrefløjen sætte sig tungt på institutionerne, hvorfra man opdrog de opvoksende generationer til at være kritiske mod det system, som de venstreorienterede nu selv blev repræsentanter for.

»Det gælder også for Danmark, hvor undersøgelser har vist, at for eksempel gymnasielærere, journalister og præster, som de er flest, stemmer på venstrefløjen. Siden 1960erne har venstrefløjen siddet på meningsmagten, men den er man så småt ved at miste, og det er grunden til disse års rasende værdikamp,« siger Anna Libak.

Vil du ikke kunne beskyldes for at klynke? Du har jo selv siddet på magtfulde positioner i medierne?

»Jeg synes ikke, at jeg klynker. For mig har det jo bare været et vilkår, at jeg blev født ind et samfund, hvor der fra børnehaven og gennem uddannelsessystemet var en massiv påvirkning af unge mennesker til at tro, at alt var samfundets skyld. Jeg har aldrig lært kongerækken, jeg har lært om, hvordan de spanske conquistadorer smadrede aztekerne, Hitler gassede jøderne, og amerikanerne smed napalm i Vietnam. Jeg gik i gymnasiet i Schlüters regeringsperiode, hvor der ofte blev indkaldt til demonstrationer med elever mod ham og især hans undervisningsminister Bertel Haarder, og parolen lød: »Giv højrekræfterne en lige venstre«.«

Du siger, at det nationale blev nedprioriteret?

»Det kan man roligt sige. Nationalstaten var passé, da jeg blev født i '68. Det er først nu, at den er blevet populær igen.«

Ungdomshuset på Jagtvej 69 efter rydningen af huset. Anna Libak var en kort stund inde i huset, fordi det var cool som skoleelev at være en del af det, men hun forlod hurtigt miljøet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Michael Jensen.

Du nævner i bogen, at du dukkede op i Ungdomshuset på Jagtvej: »Sammen med min veninde flyttede jeg inden gymnasiet nogle dage ind i Ungdomshuset på Jagtvej, for i vores revolutionsromantiske teenagerhoveder lød det forfærdeligt sejt at være bz'er.« Var du ved at blive venstreorienteret?

»Nej. Jeg var nysgerrig. Det blev betragtet som enormt cool at være bz'er. Og jeg ledte efter et ståsted i livet, en mening med mig. Men jeg fandt den ikke. Dem, jeg mødte, var ikke folk, der manglede et sted at bo. Det var privilegerede folks børn, der manglede en sag ligesom mig. Sådan nogle bevægelser er der til alle tider: I dag kalder de sig Extinction Rebellion eller antifascister.«

Populisme er vor tids modbevægelse

I sin bog begrunder Anna Libak disse års heftige værdikampe med, at venstrefløjens meningsmagt er udfordret som aldrig før i hendes levetid. Det skyldes, at de vestlige samfund ligesom i 60erne står i et vadested, hvor man skal finde en ny samlende kollektiv fortælling.

»Venstrefløjen vandt ganske vist kampen om den offentlige mening i 60erne og 70erne. Men samtidig voksede en ny, opbyggelig fortælling frem som modvægt – som følge af Den Kolde Krig. De vestlige samfund kom til at stå for demokratiet mod diktaturet. Vi leder nu efter en ny samlende identitet, for alle stærke samfund har en fortælling om sig selv. Det er derfor, vi hiver nationalstaten op af mølposen igen.«

Men værdikampen bliver nu ført på helt nye præmisser, siger Anna Libak. For venstrefløjen havde meningsmagten, og højrefløjen – i skikkelse af de såkaldte populister – fik comeback ved at gennemføre sit oprør på venstrefløjens præmisser, nemlig ved at hævde, at de var ofre for systemet. For eliterne og for de internationale institutioner. Man vendte venstrefløjens fortælling på hovedet og hævdede, at det var majoriteten, som var undertrykt. Når venstrefløjen råbte racist til enhver, der ønskede at bremse indvandring, råbte højrefløjen nu landsforræder. Det blev systemets skyld på begge fløje.

»De såkaldte populister på højrefløjen mødte identitetspolitikere på venstrefløjen med deres egne metoder.«


Du har selv tidligere skrevet en bog om netop populisme, så hvad lægger du i begrebet?

»Populisme er jo et skældsord, der betyder, at demagoger forfører folket til at stemme på sig ved at love en masse, de ikke kan indfri, men det er jo ikke rigtigt. Trump er for eksempel helt klart populist, men han har virkelig flyttet USA politisk, og det er løgn at sige, at han ikke har fået noget gennemført. Nej, populisme er identitetspolitik, hvor man hævder, at folket er krænket af systemet. Det er jo det, der menes med at vende venstrefløjens skyldshierarki på hovedet: Hvor identitetspolitik handler om krænkede minoriteter eller kvinder, så handler populisme om et krænket folk. I begge tilfælde er der tale om kollektiv krænkelse.«

Er denne populisme velbegrundet rationelt? Er »populisternes« vælgere krænket og undertrykt af en elite?

»En argumentation, der bygger på krænkelse, er absolut ikke ønskværdig. Men her skal man huske, at venstrefløjen jo netop havde det moralske overtag: Man var ikke stueren, hvis man ønskede at begrænse indvandringen af hensyn til ens lands fremtid. Og i den situation kan det være nødvendigt at gå ind på præmissen om, at det handler om moral, hvis ikke man skal tabe på forhånd: Okay, du siger, at jeg hader de fremmede? Så siger jeg, at du hader Danmark! De såkaldte populister på højrefløjen mødte identitetspolitikere på venstrefløjen med deres egne metoder.«

Du peger på Trump som et eksempel på denne modbevægelse mod den venstreorienterede dominans, men hvad med Danmark, for du kan vel ikke hævde, at de borgerlige her i landet har forsøgt at sparke døre ind. De har vel været temmelig bovlamme eller ligefrem været en del af denne magtelite?

»Vi fik faktisk en populisme lang tid før USA og andre lande. Det skyldes formodentlig, at vi fik en vanvittig liberal udlændingelov i1983, som med tiden fik folk til at sige fra. Søren Krarup har betegnet valget i 2001 som »et systemskifte«, for lige siden har der været ført en stram udlændingepolitik. Det samme er så siden sket i snart sagt hver eneste vestlige land, selv i Sverige har man mistet illusionerne. Og givetvis var løftet om at bremse den illegale indvandring også en stor grund til, at Trump blev valgt.«

Så du ser ikke så negativt på Trump, som danske medier ellers har for vane?

»Folk er desværre ude af stand til at skelne mellem Trump og hans politik. Han opfører sig ganske rigtigt fuldkommen skørt, men det er da ikke uinteressant, hvad manden faktisk har gennemført. Han har for eksempel realiseret Mette Frederiksens drøm om en asylpolitik: Man kan godt søge asyl i USA, men man skal vente i en lejr i Mexico, mens ansøgningen bliver behandlet. Og jeg synes da også godt, at det kunne fortjene at blive nævnt, at reallønnen blandt sorte, der traditionelt har tjent mindst i USA, er steget, at Islamisk Stat er nedkæmpet i Syrien og Irak, og at han ikke har startet nye krige.«

Du anlægger i dele af bogen en pessimistisk tone og skriver blandt andet, at i dag er selvtilliden forsvundet fra den vestlige verden, og at vi mangler kollektive visioner og fælles identitet. Hvad er dit eget svar på denne krise?

»Jamen, jeg er pessimistisk, for magtforskydningerne i verden betyder, at Vesten for hver dag, der går, får mindre at skulle have sagt. Og de opstigende autoritære stormagter anser os for at være en trussel, fordi vi som et udstillingsvindue for demokrati kan inspirere deres befolkninger. Jeg håber, at det ydre pres vil få os til at søge sammen og forstå, at den vestlige samfundsmodel er en undtagelse. Det er faktisk ikke normalt i det fleste lande på kloden, at man er uskyldig, til det modsatte er bevist.«