Der var uro i Danmark i august måned 1943. Det ulmede med modstandsvilje mod tyskerne og visse steder brød uviljen mod besættelsen ud i sabotageaktioner og folkelige uroligheder. Det endte med, at den danske regering gik af 29. august 1943. Landet blev derefter ledet af et embedsmandsstyre, der i vid udstrækning fortsatte den samarbejdspolitik, der tidligere var ført.

Men hvad skete der rundt omkring i landet i august måned? Journalisten og historikeren Simon Kratholm Ankjærgaard, der senest skrev en fin bog om genforeningen i 1920, skildrer i bogen »Augustoprøret 1943. Danmarks skæbnesommer« frihedskampens intensivering og den opblussende folkelige modstand mod besættelsen. Det gør han ved at beskrive situationen i Odense, Esbjerg, Aalborg, Nyborg, Svendborg, Aarhus og København.

»Vangsted blev begravet 23. august 1943 fra Ansgar Kirke i Aalborg og det blev en folkelig manifestation, hvor 5.000-6.000 mennesker sang med på »Altid frejdig, når du går.««

---

Mere modstand

Simon Kratholm Ankjærgaard fortæller om den politiske og krigsmæssige udvikling i løbet af 1943, hvor Tyskland mødte stadigt større modstand på den internationale krigsscene. Det var starten på mere modstand, folkelig uro og strejker, der bredte sig over det meste af landet. Hitlers »mønsterprotektorat«, Danmark, havde fået nok, og modstandsviljen, båret frem af fornemmelsen af, at tysk sejr ikke mere var så sikker, bredte sig. Modstanden i flere provinsbyer udviklede sig til uro og sabotage, som i Esbjerg, hvor folk og tyske soldater stødte sammen 7. august, og hvor fiskepakhusene ved havnen blev saboteret af frihedskæmperne.

Et alvorligt sammenstød skete i Rold Skov 18. august 1943, hvor frihedskæmpere fra Dansk Samling og spejderbevægelsen kom i skudkamp med tyskerne, og bankassistent Niels Erik Vangsted (Nelle) blev dræbt. Det var Marokko-Jensen – civilt navn: Jens Paul Jensen – der som britisk SOE-agent organiserede gruppen, der mødte tyskerne i skoven.  Niels Erik Vangsted blev begravet 23. august 1943 fra Ansgar Kirke i Aalborg, og det blev en folkelig manifestation, hvor 5.000-6.000 mennesker sang med på »Altid frejdig, når du går.«

Begravelsen blev kombineret med arbejdsnedlæggelse, og snart blev der uroligheder, hvor tyske soldater blev chikaneret. Tyskerne svarede igen ved at indsætte en pansereskadron, to kanonbatterier og politisoldater. Det kom til skudvekslinger, og 23 danskere blev såret, og to dræbt. Beskrivelsen og fotografierne fra dengang giver et malende billede af den alvorlige og spændte situation i Aalborg. Mere end ord viser disse fotografier, at den folkelige modstand var omfattende, og at folk var parate til at vise det i fuld offentlighed.

Generalstrejken fra 9. august til 12. august fylder selvfølgelig meget i bogen. I Odense og Esbjerg kom det til voldsomme uroligheder, og også i Svendborg kom det til konfrontationer mellem danskere og tyskere. Svendborg var en vigtig havneby, hvor tyske skibe ofte lå for at blive repareret, hvorfor der var mange tyske marinesoldater i byen. Det provokerede danskerne.

Det er bogens styrke, at Simon Kratholm Ankjærgaard giver en omfattende beskrivelse af urolighederne og sabotagen i provinsen, så det ikke blot er København, der fokuseres på.

Billedmaterialet er fremragende, og der er adskillige fotografier, man ikke har set før. Simon Kratholm Ankjærgaard øser af den brede litteratur og bruger en journalistisk stil for at gøre dramaet levende, hvilket i vid udstrækning lykkes.

Vægten er lagt på handlinger og knap så meget på det analytiske. I den indledende beskrivelse af samarbejdspolitikken og den tyske ledelse i Danmark under Werner Best mangler man den udenlandske litteratur, mens den danske litteratur bruges for ukritisk. Det gælder således beskrivelsen af Werner Best i den sidste tid op til den danske regerings afgang, hvor Simon Kratholm Ankjærgaard følger linjen i ældre, traditionel dansk historieskrivning og lader Werner Best være »sørgmodig« over, at hans politiske projekt med et tæt samarbejde er kuldsejlet, og hvor han ligefrem er vred på den nazistiske ledelse i Berlin. Den beskrivelse holder næppe vand og er alt for sentimental. Werner Best var hele tiden i tæt kontakt med SS-lederen Heinrich Himmler og gennemført kyniske Werner Best var nok ikke så sørgmodig og kritisk over for ledelsen i Berlin, som han lod omgivelserne forstå. Simon Kratholm Ankjærgaard bruger bl.a. Werner Bests skriverier efter krigen som kilde, men dem kan man jo ikke have tillid til.

Men bogen er levende fortalt, og som sagt er billedmaterialet, hovedsagelig hentet fra Frihedsmuseet, i sig selv bogen værd.

»Augustoprøret 1943. Danmarks skæbnesommer«
Forfatter: Simon Kratholm Ankjærgaard. Sider: 432. Pris: 399,95 kr. Forlag: Lindhardt og Ringhof.