1,2 millioner Game of Thrones-fans kræver sidste sæson genindspillet – nu svarer stjernerne igen

Publikums utilfredshed med »Game of Thrones« er kun taget til efter det afsluttende afsnit, og over 1,2 millioner fans har nu krævet sidste sæson genindspillet. Nu svarer stjernerne igen.

Skaberne af »Game of Thrones« får voldsom kritik for de sidste runder i spillet om jerntronen, men nu svarer skuespillerne igen. Foto fra sidste afsnit: Helen Sloan/HBO Nordic Fold sammen
Læs mere

Millioner af »Game of Thrones«-fans så mandag aften det uigenkaldeligt sidste afsnit af kæmpeserien, der har været i produktion i over ti år og varet otte sæsoner. Uden at vi her skal fortælle præcis, hvordan de fiktive adelsfamilier kommer ud af det mangeårige spil om Jerntronen, er det ikke længere en hemmelighed, at manuskriptforfatternes ideer til at afslutte serien ikke just har vakt glæde i kernetilhængernes rækker. Faktisk har 1,2 millioner fans skrevet under på en onlineanmodning om at få hele den afsluttende sæson otte genindspillet.

Utilfredsheden med »Game of Thrones« har verseret på sociale medier fra sæsonens start, og flere af de skæbner, som forfatterne har tiltænkt de medvirkende karakterer, har irriteret trofaste fans.

Det var dog episoden »The Bells«, hvori hovedkarakteren Daenerys Targaryen udsletter en by, der for alvor vakte vrede, og som var årsagen til, at underskriftindsamlingen blev sat i værk. Denne handling er nemlig i strid med Daenerys rolle som de svages forkæmper, mener hendes loyale fans.

I dag har over 1,2 millioner skrevet under på at kalde seriens forfattere D.B. Weiss og David Benioff »inkompetente« og kræve sidste sæson genindspillet.  De to manuskriptforfattere har ikke reageret på underskriftindsamlingen.

Respektløs

Men det er ikke alle, der har været involveret i serien, som dukker hovedet.

I et interview med The New York Times giver skuespiller Sophie Turner brokkehovederne igen med samme mønt.

»Denne underskriftsindsamling er respektløs over for forfatterne og holdet bag serien, der har arbejdet utrætteligt i 10 år og i 11 måneder på sidste sæson. Så mange mennesker har arbejdet så hårdt, og når folk bare kalder det skrald, fordi det ikke lige præcis er det, de selv ønsker, er respektløst,« siger Sophie Turner, der spiller Sansa Stark.

Hendes karakter blev tidligt udsat for kritik fra blandt andre feminister, der ikke brød sig om den seksuelle mishandling, karakteren blev udsat for midtvejs i serien. Sophie Turner påpeger, at der fra første sæson har været overraskende vendinger i handlingen, og at det ikke bør genere fans, at Daenerys agerer, som hun gør.

Skuespilleren Isaac Hempstead-Wright, hvis »Game of Thrones«-karakter Bran Stark får en overraskende betydning i sidste sæson, siger noget tilsvarende til filmbladet The Wrap og kalder underskriftsindsamlingen »en barnlig handling«.

»Det er åndssvagt at kræve, at en serie skal genindspilles. Men jeg forsøger ikke at tænke på det. Det er bare nonsens,« siger han.

Den sidste episode har fået en score på 4,8 ud af 10 på filmsitet IMDb, hvilket er langt under seriens normalt høje gennemsnit. Ikke alle anmeldere har dog været negative.

Berlingskes anmelder Thomas Conradsen har påpeget det fald i kvaliteten, der skete, da det ikke længere var universets skaber, forfatter George R.R. Martins bøger, som serien byggede på, men han stemplede ikke finalen som mislykket og gav den fire stjerner ud af seks.

»Alligevel er der adskillige mindeværdige scener i dette sidste afsnit, der formentlig vil blive i seernes erindring i årevis. Eller i hvert fald hos de seere, der ikke er helt forblændet af hadet mod ottende sæson,« skriver Thomas Conradsen.

Fænomenet med at kræve genindspilning af favoritfilm og serier er ikke nyt, og eksempelvis har skaberne af de nye »Star Wars«-film opdaget, hvor besværlige de mange millioner af »Star Wars« kan være, når der blev eksperimenteret med grundfortællingen. Særligt Rian Johnsons »Star Wars: The Last Jedi« blev udsat for hård kritik og krav om genindspilning.

På tilsvarende vis har Batman-fans startet en underskriftindsamling for at forhindre, at skuespilleren Robert Pattinson får rollen i en kommende film.