Vestas: Suzlons Hansens Gear noteres tirsdag i London

Hansen Transmission børsnoteres på tirsdag på børsen i London, meddeler selskabet.

Der er tale om et datterselskab til Vestas-konkurrenten Suzlon Energy, og det producerer gearbokse til vindmøller, som også Vestas aftager. Der er udbudt aktier i Hansen Transmission til 175 pence stykket, men kun til institutionelle investorer. Ved den kurs har selskabet en markedsværdi på 1,6 mia. euro (12 mia. kr.).

Hansen Transmission blev sidste år købt af den indiske Suzlon, og siden er der skruet gevaldigt op for væksten. Købet satte gang i en lang række spekulationer om Vestas, fordi salget af Hansen Transmissions efterlod kontrollen med over 80 pct. af Vestas gearboks-produktion hos to konkurrenter. Den anden hovedleverandør til Vestas af gear er Winergy, ejet af den tyske konkurrent Siemens.

Netop gear har været et nøgleproblem i vindmølleindustrien, hvor Vestas og de andre store producenter af vindmøller er hårdt pressede af mangel på nøglekomponenter. Mange underleverandører i vindmølleindustrien kan ikke følge med den høje efterspørgsel.

Hansen kan i dag producere gear til vindmøller med en samlet kapacitet på 3000-4000 megawatt årligt, men det bliver mere end fordoblet frem til 2010. Fordoblingen skal ske ved hjælp af en ambitiøs investeringsplan, og børsnoteringen skal hjælpe med at rejse penge til de kommende års investeringer.