Torsdagens aktier: Unibrew sendes op på købsanbefaling i positivt marked

En løftet anbefaling er torsdag morgen med til at sende Unibrew-aktien op på det danske aktiemarked, som efter kort tids handel er præget af let optimisme.

Det samlede danske eliteindeks, C25, ligger 0,3 pct. højere i indeks 1120,91. Det følger, efter at de amerikanske aktier faldt i onsdagens samlede handel, men steg en smule efter børslukning herhjemme.

Et af de positive islæt i C25-indekset er Unibrew, som stiger 2,9 pct. til 488 kr., efter at SEB har hævet anbefalingen af aktien til »køb« fra »hold« og samtidig sat kursmålet op til 620 kr. fra 550 kr. ifølge Bloomberg News. Med det nye kursmål ser SEB et stigningspotentiale på 31 pct. over de næste 12 måneder for bryggeriaktien.

Foruden Unibrew er der også blevet ændret i estimaterne for Chr. Hansen, som af ABG Sundal Collier har fået løftet kursmålet til 676,40 kr. fra 621,20 kr. Anbefalingen er uændret »hold« for Chr. Hansen-aktien.

Også Nordea har løftet kursmålet for Chr. Hansen-aktien, som får kursmålet 530 kr. mod tidligere 475 kr. Her er anbefalingen uændret »sælg«. Chr. Hansen-aktien starter torsdag med at stige 1,1 pct. til 681 kr.

Endelig har NKT fået hævet kursmålet til 112 kr. fra 107 kr. af Goldman Sachs, der stadig har anbefalingen »neutral«. NKT-aktien starter 1,5 pct. højere i 117 kr.

Flere udbytter

I C25-indekset er FLSmidth og Simcorp under teknisk pres, da der fragår udbytte i begge selskaber. Hos FLSmidth udbetales der 9 kr. per aktie, og hos Simcorp kan aktionærerne se frem til 6,75 kr. per aktie. FLSmidth starter med at falde 2,8 pct. eller 8 kr. til 283 kr., samtidig med at Simcorp falder 0,3 pct. eller 2 kr. til 623 kr.

Fokus er der også på høreapparatselskaberne GN Group og Demant, da der er høreapparatkonference i USA.

Torsdag starter GN Group og Demant henholdsvis 0,4 pct. højere i 302,70 kr. og 0,7 pct. lavere i 199 kr. Det følger, efter at GN onsdag faldt 5,2 pct. og Demant 2,7 pct. Faldene blev hovedsageligt tilskrevet en negativ sektorrapport fra Morgan Stanley. Største nettosælger i begge aktier onsdag var anonyme børshuse, hvilket som regel dækker over udenlandske investorer.

Blandt sidepapirerne bliver der torsdag offentliggjort regnskaber fra SBS, Newcap, Park Street, NTR, Santa Fe Group og Nordic Shipholding.

/ritzau/FINANS