SAS skruer op for aktiesalget og regner med 25 pct. ekstra i kassen

Kun få timer efter den officielle lancering af et aktiesalg på 1 mia. svenske kr. (766 mio. kr.) valgte SAS onsdag aften at hæve barren.

Foto: Mathias Bojesen. Arkivfoto: Kun få timer efter den officielle lancering af et aktiesalg på 1 mia. svenske kr. (766 mio. kr.) valgte SAS onsdag aften at hæve barren.
Læs mere
Fold sammen

»På grund af stærk investorinteresse har SAS besluttet at øge størrelsen af det potentielle aktiesalg til cirka 1,25 mia. svenske kr. (957 mio. kr.), skriver SAS i en meddelelse fra klokken 21.35 onsdag aften. Den oprindelige lancering af aktiesalget kom fire timer tidligere.«

Det er stadig planen at sælge op mod 66 mio. nye aktier, hvilket SAS fik tilladelse af ejerne til på en nylig generalforsamling. Det svarer til omtrent 20 pct. af den nuværende aktiekapital, og ved onsdagens lukkekurs på 19,80 danske kr. svarer det til et loft på 1307 mio. danske kr.

Blandt de store aktionærerne agter den danske stat at støtte op om kapitaludvidelsen i SAS og vil derved bevare sin ejerandel på 14,2 pct. Den svenske og den norske stat vil derimod lade sig udvande, har luftfartsselskabet tidligere meddelt.

Aktiesalget sker uden fortegningsret for eksisterende aktionærer, hvilket vil sige, at SAS selv vælger, hvem der får lov til at købe de nye aktier, og til hvilken pris.

SAS har tidligere oplyst, at det vil bruge provenuet fra aktiesalget til at nedbringe sine omkostninger for at fremtidssikre selskabet.

»Den nye kapital kan være med til at nedbringe omkostningerne blandt andet i forhold til fornyelse af flyflåden, lån, der udløber, og muliggøre en indløsning af præferenceaktier. Med potentiel ny egenkapital kan vi få bedre vilkår på vores lån, investeringer og præferenceaktier,« udtalte Mariam Skovfoged, pressechef for SAS i Danmark, til Ritzau Finans i oktober, da selskabet første gang meddelte, at det overvejede at rejse penge.

SAS har allieret sig med bankerne Nordea, Sparebank 1 og HSBC i forbindelse med aktiesalget.

Hvis emissionen gennemføres, har SAS givet tilsagn om, at selskabet ikke vil udstede nye aktier i en periode på seks måneder, fremgår det.

/ritzau/FINANS