Asien: Medvind fra fredagens rentesænkning

De asiatiske aktiemarkeder får mandag morgen medvind fra fredagens rentesænkning i Kina.

Foto: KAZUHIRO NOGI

Kinas centralbank - People's Bank of China - sænkede fredag sin ledende rente med 25 basispoint til 4,35 pct. Den etårige indlånsrente blev ligeledes sænket med 25 basispoint til 1,50 pct. Det gav fredag aktieplusser i både Europa og USA, og mandag mærker de asiatiske markeder også effekten.

I Kina løftes aktierne til det højeste niveau i to måneder, hvor Shanghai Composite som CSI 300-indekset ligger til en fremgang på henholdsvis 0,7 og 0,8 pct. Shanghai-indekset er nu steget 17 pct. siden sensommers lavpunkt, hvor den globale økonomi led særligt hårdt under usikkerheden om styrken af den kinesiske vækst.

- Denne rentesænkning er tydeligvis blevet taget godt imod på aktiemarkedet og vil formentlig også kunne hjælpe økonomien. Ikke desto mindre var effekten måske ikke helt stor, som man kunne forvente, da investorerne allerede havde indpriset effekten fra en rentesænkning inden årets udgang.

Blandt de øvrige markeder er der et plus i Sydkoreas Kospi-indeks på 0,1 pct., mens Taiwans Taiex-indeks ligger til en fremgang på 0,6 pct.

Japans Nikkei- og Topix-indeks stiger henholdsvis 0,8 og 0,9 pct., og her er der fokus på elektronikproducenten Sony, der stiger 3,8 pct., efter at selskabet angiveligt har indledt forhandlinger om køb af Toshibas billedsensorforretning for 20 mia. yen, svarende til 1,12 mia. kr.

Singapores Straits Times-indeks stiger 0,9 pct., og Sydneys ASX-indeks står til at lukke med et samlet minus på 0,1 pct.

Mandag mødes Kinas kommunistiske parti til sit årlige plenarmøde, hvor der skal udarbejdes en femårsplan for landets økonomiske vækst.