2400 Unhappiness

I Bispebjerg i København er levetiden på niveau med Albaniens befolkning. Berlingske Tidende tegner et portræt af bydelen.

Foto: Linda Henriksen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Se video: 2400 Unhappines

ALBANIEN LIGGER FOR ENDEN af Tagensvej.

I Bispebjerg, bydelen nordvest for hovedstadens centrum, er levealderen på niveau med et Balkan-land. Der er den ikke øget siden Anden Verdenskrig.

København er den by i landet, hvor man dør tidligst. Og Bispebjerg er den del af København, hvor man har det værst. Her bliver en gennemsnitsmand kun 69 år, og han tjener i snit under 15.000 kr. om måneden. Brutto.

Et stenkast nord og nordøst for Bis­pebjerg ligger 2900 Happiness – Hellerup, Gentofte og Lyngby-Taarbæk – hvor borgerne bliver fem år ældre, tjener 150.000 kr. mere om året, og hvor kun halvt så mange synes, at deres helbred er dårligt.

Under Bispebjergs postnummer bor knap 34.000 mennesker. Lige så forskellige og mangeartede, som danskerne er flest. Men i statistikkerne er Bispebjergets folk karakteriseret ved alt det, som samfundet har forsøgt at hjælpe os af med: Afhængighed, arbejdsløshed, afmagt.

NORMALT BRYSTER VI OS af lighed i Danmark: Af et sundhedsvæsen, hvor alle har lige adgang og lige muligheder, og hvor ens velbefindende ikke afhænger af pengepung, opvækst eller uddannelse. Det sørger staten jo for.

Ambitionen om lighed i sundhed har vi tilsluttet os i WHO-deklarationer og indskrevet i nuværende og forrige regeringers folkesundhedsprogrammer. Den er en central del af VK-regeringens stort anlagte Forebyggelseskommission, der snart barsler med sine anbefalinger.

Virkeligheden er bare, at jo højere man befinder sig på den uddannelses- og indkomstmæssige rangstige, jo bedre har man det, og jo længere lever man. Og virkeligheden er, at uligheden mellem sund og rask, rig og fattig, er steget markant de seneste år. De dårligst uddannede og dårligst lønnede danskere dør tidligere, er mere syge, har oftere smerter og psykiske lidelser, overlever sjældnere alvorlig sygdom og bruger mere medicin end de højtuddannede.

Selvom danskerne i gennemsnit har fået det materielt og fysisk bedre de seneste tre årtier, viser alle undersøgelser, at det er de rigeste og bedst uddannede, der har fået det meget bedre, mens samfundets svageste kun har set lidt fremgang eller endda en tilbagegang. For eksempel viser nye tal fra AE-rådet, at en ufaglært går dobbelt så ofte til læge som en højtuddannet. Og de nyeste tal fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at en højtuddannet 30-årig mand har 11 raske år mere at se frem til end sine lavtuddannede kammerater. Den ulighed er steget med ét år siden 1994.

Kløften udvides. Vi er, som det efterhånden er blevet en kliché at sige, blevet opdelt i et A- og et B-hold.

B-HOLDET BOR PÅ LOLLAND, på Vestsjælland og spredt rundt i København. Det handler ikke om grundvandet eller luftens kvalitet. Men om små, billige boliger. Her bor de lavtuddannede, kontanthjælpsmodtagerne, indvandrerne og førtidspensionisterne. Få steder i København er koncentrationen så udtalt som på Bis­pebjerg.

Berlingske Tidende sætter i dag og i de kommende dage fokus på den nye ulighed i sundhed. Vi er begyndt med at gå Bispebjergs gader tynde. Vi har mødt de gamle og de syge. De ensomme, som man gerne så færre af, og de små, stærke familier, man gerne så mangedoblet. Vi har besøgt misbrugeren, outsideren, de anderledes. Og mødt børnene, der skal bryde den arv, de har fået i fødselsgave. Velkommen til 2400 København NV.