Middagsfrikvarter midt på Bispebjerg. Idil, Jenny og Megan bagest i skolegården hopper rundt i deres fælles sjippetov og i deres fælles forelskelse i lyserød, som tilsyneladende deles af syvårige småpiger på tværs af alle kulturer og sprog. De går i første klasse og er bedste venner: »Altså, Jenny og mig bliver nogle gange uvenner, men så bliver vi gode venner igen. Jeg har sovet omme ved Jenny, men så ville jeg ikke en anden gang, og så blev Jenny sur …,« sludrer Megan løs, mens hun og veninderne dingler med hovedet nedad på et trådhegn.

Idils forældre er fra Somalia nede i Afrika. Jennys mor og far fra Vietnam. Det betyder, at man hjemme hos Jenny og Idil taler to sprog. Men pigerne kan kun små nemme ord på somalisk og vietnamesisk. Megans forældre er bare fra Danmark, dvs. hendes far er faktisk fra Sverige, men han taler ikke specielt mærkeligt af den grund.

Når man er syv år, er den slags forbavsende ligegyldigt. Oppe på rektorkontoret, hvor skoleleder Jens Husum kan stå og se ud over sin skolegård, vækker børnesammensætningen med 80 pct. børn fra andre kulturer lidt flere hovedbrud. Ikke fordi børnene er problemet. Børn med to sprog er en ressource – og en udfordring.

»Vores hverdag er præget af, at vi har en masse forskellige kulturer. Jeg taler ikke om integration og etniske grupper hele tiden. Jeg taler hellere om, at vi har en børnegruppe her med vidt forskellige forudsætninger,« siger han. I skolerne på Bispebjerg er det ikke alle børnenes familier, der har råd til lejrture eller nyt tøj. Eller bare til at give deres barn en 20er med til madboden. Nogle er kommet til Bispebjerg efter år i flygningelejr eller asylcenter. Enkelte af dem har svært ved at finde ud af, hvad rammerne er, og hvilke indtryk de skal filtrere til og fra. Så kommer politiet på besøg i skolegården.

»Når man har et samfund, der udvikler sig, og når man har haft den boligpolitik, man har gennem tiden, så er der en pris at betale på et tidspunkt. Og det er den, vi betaler og arbejder med nu. Man har klumpet de fattigste sammen i de dårligste boliger. Der er alt andet lige social skævhed og ulighed i dagens Danmark. Og når vi ligger i det her kvarter, skal vi i den grad være på forkant med det og sørge for, at alle de guldklumper, vi har her i øjeblikket, ikke falder igennem sikkerhedsnettet. Det er succeskriteriet: At ingen, absolut ingen herfra, havner på kontanthjælp. De skal have en meningsfyldt tilværelse.«