»Nogle fejler kun dét, at de er ensomme«

Førsteholdet: Ambulancetjenesten, Københavns Brandvæsen

Foto: Linda Henriksen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Bellahøj, en lørdag eftermiddag. Midt i en flok gamle kollegers traditionelle julefrokost, er Stanley blevet dårlig. Gledet væk, omgivet af snaps, sild og sludren. Og sidder bare. Stiv, besvimet, reaktionsløs.

En kvindelig kollega aer ham på kinden. Stanley plejer ellers ikke at være småt skåret for tungebåndet, siger hun. Mændene i selskabet er trukket væk og begrænser sig til at ytre fakta og nervøse småbemærkninger, da Tino Markussen og Mads Dalby roligt skridter ind i lokalet.

De to ambulance-reddere på Bispebjerg kender deres rutiner. Dagen har allerede været lang, nu hvor de er en tredjedel inde i døgnvagten. De har hentet kvinden, der er skvattet på fortovet. Samlet en røgskadet ældre dame op. Og taget sig af René i kørestol, der for fem dage siden blev stukket ned med kniv og slået med en stegepande, og som nu har vist sig at have en blodsamling i baghovedet.

»Når man kører herude, har man alt fra de rigeste i millionvillaerne ude ved mosen til folk, der ikke har kongens mønt. Livsstilen gør virkelig en stor forskel i, hvad man fejler,« siger Anders Villadsen, en redder, der har kørt for Københavns Brandvæsen i 12 år.

I Bellahøj-komplekset er Stanley helt væk. Han opdager knap, at lægeambulancen kommer. Eller at Tino og Mads med hurtige bevægelser og spørgsmål tjekker hans puls, reflekser, vejrtrækning. Først i ambulancen vågner han op, og årets julefrokost ender for ham til observation på Bispebjerg Hospital. I trygge hænder og fulgt helt ind til hospitalssengen af Tino og Mads.

»Det er lige fra at være socialarbejder til at redde menneskeliv. Nogen har alvorlige problemer. Andre gange kører vi ture, hvor det er ensomme mennesker, som sidder alene og som ved, at 112 er det eneste nummer, de kan ringe til, hvor der kommer nogen. Det er den venlige samtale, de har brug for. De fejler kun dét, at de er ensomme, men bare det, at vi kommer, betyder alverden.«