Den utopiske drøm om en evigt varende ungdom rumsterer vel mere eller mindre i os alle? Sågar i canadiske popstjerner. »Someday I’ll be 18 goin’ on 55 / 18 ’til I die«. Sådan sang Bryan Adams for snart tyve år siden på tracket »18 ’Til I Die«. Dengang var han i midten af 30erne. I dag er canadieren så nået til de besungne 55 år. Men – spoiler alert – på sit nye og 13. album, »Get Up«, lyder han på ingen måde som en rebelsk 18-årig purk – snarere som en magelig midaldrende stadionrocker, som forsøger at genfinde de unge års musikalske styrke.
Til at hjælpe sig med at finde tilbage til fordums succesfulde popåre får han, foruden sin faste sangskrivermakker Jim Vallance, hjælp af Electric Light Orchestras krølhårede styrmand, Jeff Lynne, hvis kyndige producerevner tidligere er kommet titaner som The Beatles, Brian Wilson og Tom Petty til gode. Det er dermed dokumenteret, at Lynne har godt styr på både knapper og virkemidler, og det er da heller ikke produktionen, der halter på »Get Up«, men derimod sangskrivningen, som trods rigeligt med melodiøse hooks og velkendte Adams-signaturer generelt mangler energi og idérigdom.
Bløde mellemvarer
Sange som 50er-rock n’ roll-pasticherne »You Belong To Me« og »That’s Rock N’ Roll« er tilforladelig voksenpop tilsat twangede surfguitar-riffs, mens »Don’t Even Try« sigter efter at replikkere den charmerende melodiske uskyld, som The Beatles ramte plet med i deres tidlige år. Det lykkes ikke tilfredsstillende.
På den svulstige kærlighedsballade »We Did It All« forsøger han at mime forbilledet Bruce Springsteens træfsikre evne til at skrive store sange om unge elskende par, hvis drømme og lykke krakelerer, når virkeligheden og hverdagen rammer, men canadieren er ingenlunde en lige så vedkommende historiefortæller som mesteren fra New Jersey. Frem for autentisk musikalsk storytelling bliver resultatet her i stedet til rockrealisme i letvægtsklassen. Det går straks bedre på en sang som »Brand New Day«, der er en uprætentiøs optimistisk popsang med god drivkraft.
Adams lykkes dog for sjældent med at forløse materialet med overbevisende kraft, og charmebarometeret forbliver mestendels på »lunkent«, uden at det på noget tidspunkt tipper over i det helt grelle og katastrofale. Men når man nu opererer med en spilletid på kun 36 minutter fordelt på 13 numre, hvoraf fire er overflødige akustiske udgaver af sange, der allerede optræder på tracklisten, er der ikke megen plads til bløde mellemvarer.
Og de er desværre i flertal på »Get Up«. Så det er altså ikke som 55-årig, at Bryan Adams rent musikalsk finder sin anden ungdom. Måske det er på tide at købe sig en sportsvogn? Hvis ikke han allerede har sig et par stykker? Han har jo trods alt solgt i omegnen af 100 millioner plader.
Hvem: Bryan Adams.
Hvad: »Get Up«, Polydor/Universal Music .
