Vestas scorer den største enkeltordre i USA nogensinde

Vestas kan nu glæde sig over at have sikret sig en kæmpe ordre i USA.

Foto: Claus Fisker.
Læs mere
Fold sammen

Vestas leverede gode nyheder på tærsklen til St. Bededagsferien. Sent torsdag aften meldte det danske vindmølleselskab ud, at den største enkeltordre i USA nogensinde nu er en realitet.

Der er tale om en såkaldt fast og ubetinget ordre i USA på 200 stykker af V110-2.0 MW-møller, hvilket svarer til i alt 400 MW. Vindmøllerne skal rejses på vindmøllefarmen Grande Prairie i Holt County i staten Nebraska.

Ordren kommer fra det amerikanske energiselskab BHE Renewables, LLC, der er et selskab under Berkshire Hathaway Energy, der ejer en række store amerikanske energiselskaber i USA. Berkshire Hathaway er noget af en kæmpe inden for energi i USA, og ejer vindmøller, der repræsenterer mere end fire gigawatt på tværs af den amerikanske midtvest.

Det er første gang at vindmølleselskabet indgår aftale med BHE Renewables, og Vestas salgsdirektør på det amerikanske marked, Chris Brown, er da også optimistisk i forhold til den nye samarbejdspartner.

»BHE Renewables er en stor spiller på i det amerikanske vindmarked. Ejerselskabet er kendt og respekteret for dets langsigtede investeringer,« forklarer Chris Brown.

Der er ikke blot tale om en stor amerikansk ordre for det danske selskab, også i amerikansk målestok er projektet i Nebraska stort. Det forklarer BHE Renewables direktør for vindenergi, Tom Budler.

»Når Grande Prairie står klar vil det være det største vindprojekt i Nebraska og vil få en stor betydning for Nebraska økonomi og fremtid,« forklarer han.

Kontrakten omfatter levering og idriftsættelse af vindmøllerne samt en femårig serviceaftale. Det forventes at møllerne står klar i 2. kvartal af 2016, og er i drift fra 4. kvartal 2016.