Tyndt filmudbud bremser 3D-markedet

Kun 4 procent af de store fjernsyn kan vise 3D-film. En ny formatkrig truer.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det mangelfulde udbud af 3D-film er den største hæmsko for salget af 3D-fjernsyn. Det mener analysefirmaet DisplaySearch, som netop har udgivet en ny rapport om 3D. I øjeblikket er det kun 4 procent af alle fjernsyn på 40 tommer og derover som kan vise 3D-indhold.

Det er det klassiske problem. Det er ikke så interessant at producere 3D-film, fordi mange slet ikke kan se dem, og det er svært at sælge 3D-fjernsyn, fordi der mangler indhold.

Først i slutningen af 2009 kom de første 3D-fjernsyn og siden er det gået meget langsomt. I hele 2010 blev der kun solgt 3,2 millioner 3D-kompatible fjernsyn.

Men DisplaySearch forventer alligevel, at det stiger til 18 millioner i 2011 og hele 91 millioner i 2014.

Det lyder som en flot prognose, når man tænker på, at der indtil videre kun findes 40 film i Blu-ray 3D-format – og mange af dem er dokumentarfilm. Det er også stort set umuligt at modtage 3D tv-signaler i dag.

”Forbrugerne vil kun købe et 3D fjernsyn hvis der er et stort udbud af indhold, og i 2010 var der ganske enkelt ikke nok indhold,” siger Paul Gray fra DisplaySearch.

Fremover bliver tv-apparater sandsynligvis slet ikke solgt som 3D-fjernsyn – 3D bliver blot en ekstrafunktion blandt mange andre. DisplaySearch mener at forbrugerne i de kommende år vil forvente at et fjernsyn kan vise 3D – men det bliver ikke sådan, at man målrettet går ud og køber et 3D-fjernsyn.

Så DisplaySearch-prognosen skal nok snarere læses sådan, at 3D efterhånden bliver en helt almindelig funktion i de fleste fjernsyn – hvad enten det så bliver brugt eller ej.

”Men det er bekymrende, at der er risiko for en formatkrig. Det kunne være meget skadeligt og det vil få forbrugerne til at vente, især hvis de allerede har svært ved at beslutte sig,” siger Gray.

I Kina blev der i sidste måned lanceret nye 3D-systemer med passive briller, som har mange fordele i forhold til de aktive shutter-briller der bruges til de fleste af dagens 3D-fjernsyn – de er billigere, mindre, lettere og bruger ikke batteri.

Men DisplaySearch frygter altså, at det kan føre til en ny formatkrig på 3D-markedet.

Det anslås også i rapporten, at 21 procent af alle solgte tv-apparater i det sidste år har en eller anden form for internet-forbindelse.