Tilbud til studerende: Bo på hotel for 5.000 kroner om måneden

Det kan være særdeles svært at finde tag over hovedet i København, men nu har boligsøgende studerende mulighed for at takke ja til et anderledes tilbud.

Annex Copenhagen i Helgolandsgade på Vesterbro ikke langt fra Københavns Hovedbanegård. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR/Thomas Tolstrup

Coronakrisen har fået mange brancher til at tænke anderledes for at holde indtægten oppe.

En af brancherne, der er særligt hårdt ramt i år, er hotelbranchen, hvor især de udenlandske turister er savnet.

Nu har det københavnske Absalon Hotel, der også driver det mindre og lidt billigere Annex Copenhagen i Helgolandsgade på Vesterbro ikke langt fra Københavns Hovedbanegård, Kødbyen og Tivoli, et anderledes tilbud i forsøget på at fylde sine værelser op, skriver Politiken.

Tilbuddet lyder: Er du studerende, kan du bo på et af hotellets værelser for 5.000 kroner om måneden, og du slipper endda for at betale tre måneders depositum.

»Og så får du en cykel med i købet, du får rabat i hotel Absalons bar, du får rengøring en gang om ugen, du får rent sengelinned, og du får økologiske sæber og shampoo,« siger Karen Nedergaard, ejer af og direktør for Absalon Hotel Group, til Politiken.

Foto: PR/Thomas Tolstrup.

Hotellet forlanger dokumentation for, at de unge rent faktisk er blevet optaget på et studie. Og så er der et lille men. Toiletterne er på gangen, men de er næsten nyrenoverede med metrofliser, forsikrer Karen Nedergaard.

Planen er, at 25-30 af de i alt 69 værelser på Annex Copenhagen skal være studieboliger, og indtil videre er ti afsat. Den første studerende er flyttet ind, oplyser Karen Nedergaard til Berlingske.

En analyse fra Dansk Erhverv viste for nylig, at der 1. juli var 78 procent færre bookinger i København for måneden end i juli end sidste år. For august er tallet 80 pct. færre og for september 65 pct. færre.