Sjælsø Gruppen kaster håndklædet i ringen

Det børsnoterede ejendomsudviklingsselskab Sjælsø Gruppen bukker nu under for likviditetspresset og må anmelde rekonstruktion til Skifteretten i Hillerød for selskaberne Sjælsø Gruppen, Sjælsø Danmark og Sjælsø Retail.

Foto: PR.
Læs mere
Fold sammen
Ejendomsudviklingsselskabet Sjælsø Gruppen har sent tirsdag aften erkendt, at det ikke er lykkedes at gennemføre en vital styrkelse af koncernens likviditet. Bestyrelsen og direktionen må derfor også konstatere, at der ikke er grundlag for at videreføre Sjælsø koncernens aktiviteter i sin nuværende form, og derfor må selskabet anmelde rekonstruktion - svarende til det tidligere betalingsstandsning -  til Skifteretten i Hillerød for selskaberne Sjælsø Gruppen A/S, Sjælsø Danmark A/S og Sjælsø Retail A/S.

I en meddelelse til fondsbørsen beder ledelsen om, at handelen med Sjælsø-aktierne bliver suspenderet.

En række datterselskaber med igangværende byggerier bl.a. på Margretheholm, Teglholmen og i den tidligere TV-By, forventes videreført med de involverede banker og investorer, og de involverede banker har afgivet positive tilkendegivelser herom, skriver Sjælsø Gruppen i meddelelsen til fondsbørsen.

Finanskrisen har været en økonomisk kajeryster til developerbranchen, som de senere år har oplevet lavere omsætning, markant sværere adgang til finansiering og garantistillelser, og lavere indtjening ved gennemførelse af projekter.

"Sjælsø har derfor de seneste år vedvarende søgt at tilpasse koncernens aktivitetsniveau til de ændrede markedsvilkår, bl.a. ved en vedvarende fokusering på reduktion af koncernens balance ved gennemførelse og frasalg af projekter i koncernens pipeline og tilbagebetaling af gæld. Det er således under vanskelige markedsforhold lykkedes at sælge en række markante projekter, og koncernens gæld er de seneste 5 år reduceret fra ca. 7 milliarder kr. til ca. 3 milliarder kr.," skriver ledelsen i meddelelsen til fondsbørsen.

Det har været afgørende for Sjælsø, at Sjælsø løbende har kunnet få finansieret nye projekter, forlænget lån vedrørende eksisterende projekter under udvikling og salg og styrket likviditeten ved salg af projekter, tilbagebetaling af tilgodehavender og refinansiering af aktiver.

"Da den nødvendige styrkelse af koncernens likviditet ikke kan gennemføres, må bestyrelsen og direktionen desværre konstatere, at der ikke er grundlag for at videreføre Sjælsø koncernens aktiviteter i sin nuværende form," skriver ledelsen.

I de seneste års overlevelseskamp har Sjælsø måttet sælge projekter med en væsentligt reduceret avance og på vilkår, hvor hovedparten af provenuet fra salgene er anvendt til gældsnedbringelse hos de banker, der har finansieret projekterne. Sjælsø Gruppen har også få sine tilgodehavender fra det tidligere Property Group, PG Scandinavian Invest, og der er ikke lykkedes at finde købere til koncernens aktiviteter i Polen.