Siemens åbner 3 vindfabrikker

Med 3 nye fabrikker i Kina, USA og Canada skruer Siemens Wind Power op for produktionen. Der er et enormt potentiale i Kina og USA, siger direktør.

Foto: Kay Nietfeld
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vestas får nu yderligere konkurrence fra Siemens Wind Power på sine to vigtigste vækstmarkeder, Kina og USA. Med åbningen af den første vingefabrik i Shanghai i denne uge i Kina satser Siemens for alvor på det kinesiske marked.

Den tyske vindmølleproducent, der har hovedsæde i Brande i Danmark, investerer 100 mio. euro eller 745 mio. kr. i tre nye fabrikker. Ud over den netop åbnede fabrik i Kina har Siemens i begyndelsen af november åbnet en fabrik i Kansas i USA, mens en fabrik i Ontario i Canada er på vej.

I forvejen har Siemens fem fabrikker i Danmark og USA.Virksomheden har desuden annonceret andre fabrikker i Storbritannien, Indien og Kina. Hertil kommer et joint venture om produktion af komponenter til vindmøller til det russiske marked. Om to til tre år satser Siemens på at have 12 vindfabrikker i syv lande. Målet er at vokse, så Siemens i 2012 er blandt verdens tre største vindmølleproducenter.

"Vi ser især et enormt vækstpotentiale i USA og Kina,” siger administrerende direktør Wolfgang Dehen fra Siemens Energy, som vindmøllevirksomheden er en del af.

Det globale marked for vindenergi ventes at vokse fra ca. 30 mia. euro - 224- mia. kr. til helt op imod 219 mia. euro - 1.632 mia. kr. i 2030. I 2020 ønsker Kina at have vindmøller med en samlet kapacitet på 150.000 megawatt koblet på elnettet. Det er tre gange mere end den vindmøllekapacitet, som Europa har i dag.

"Med en rekordstor ordrebeholdning på mere end 10 mia. euro - 74 mia. kr. - og den hurtige udvidelse af det internationale produktionsnetværk, har vi et enestående udgangspunkt for at blive en af verdens top-tre vindmølleleverandører i 2012,” siger Wolfgang Dehen.