SAS skruer op for blusset

SAS har lagt de værste tider bag sig, og tiden er igen til at ekspandere. Flyselskabet tilføjer 62 nye afgange på grund af stærk efterspørgsel (Opdateret 09.13).

Foto: Brian Bergmann
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På en dag hvor konkurrenten Norwegian præsenterer et dundrende underskud, meddeler SAS, at der nu tilføjes 62 nye afgange i Skandinavien til efteråret.

Det er primært afgange mellem København og Stockholm, der bliver flere af. SAS tilføjer her to daglige afgange, så der fra 1. september flyves 15 gange om dagen mellem den danske og svenske hovedstad.

Læs også: SAS håber at få nye fly næste år

Derudover øger SAS antallet af afgange på ruterne København-Bergen, København-Oslo, København-Stavanger og Oslo-Stockholm.

"Procentvis er det ikke det store med de nye afgange, men vi styrker kernen i vores forretning. Samtidig forstærkes indtrykket af, at København er et knudepunkt. På det mere filosofiske plan er det dejligt igen at kunne ekspandere efter hårde krisetider," siger Per Møller Jensen, vicepræsident for varemærker, marketing og Eurobonus i SAS, til business.dk.

Spareprogram i fokus

Trods tegn på bedre tider vil SAS dog ikke endegyldigt afblæse krisen. Fokus er stadig på spareprogrammet Core SAS, men i øjeblikket skal kunderne mærke, at SAS tilbyder et bedre produkt end hidtil.

Læs også: SAS kører sit eget løb

"Det her er netop Core SAS. Det er kernen i vores trafikprogram at have fokus på de forretningsrejsende i Skandinavien og ikke begynde at lave nye ruter til eksotiske steder som Nordafrika. Det er hånd i handske med Core SAS," siger Per Møller Jensen.

Topchef: Overskud i 2011

Samtidig slår SAS' topchef Mats Jansson fast over for det svenske medie Dagens Nyheter, at flyselskabet vil overleve - også på længere sigt. I hans tid som topchef har SAS sparet knap otte milliarder kroner, mens aktionærerne har skudt over 8,5 milliarder kroner i flyselskabet.

"Det er klart, at vi ser en bedring. Vi vurderer, at markedet for flyrejser vil vokse med 4-5 procent over de næste fire år. Det er en helt anden udfordring end blot at reducere omkostningerne," siger Mats Jansson DN.

Læs også: Norwegian-satsning truer SAS

Ifølge Jansson er der tegn på, at de forretningsrejsende og ferierejsende er på vej til at vende tilbage til langdistanceruterne. SAS vil nu øge trafikken for at imødekomme den forventede vækst.

"Med øgede indtægter kan SAS opnå en fortjeneste i 2011," siger Mats Jansson.

De seneste trafiktal fra SAS skuffede ellers. Kun en stigning på sølle 0,4 procent i passagertrafikken kunne det blive til. Det var langt dårligere end både de nærmeste konkurrenter Norwegian, Finnair og Cimber Sterling. Men også langt værre end for eksempel Air France-KLM.

Sidste måned meddelte SAS, at de øger trafikken på de interkontinentale ruter. Fra oktober tilbydes paasagerer til Bangkok, New York, Chicago og Dubai flere ruter.