Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Passagerer med en SAS-billet til d. 11. september kan foreløbigt ånde lettet op. Tidligere på ugen udsendte Dansk Pilotforening et strejkevarsel, hvori man planlagde at nedlægge arbejdet med effekt fra d. 11. september, men Berlingske erfarer nu, at DPF har tilbagetrukket sin varsling og samtidigt udsendt en ny med effekt fra d. 16. september. Dermed er den truende strejke blandt SAS-piloterne udskudt med fem dage.
Ifølge Berlingskes oplysninger bunder det nye strejkevarsel i, at der var uenighed mellem SAS og Dansk Pilotforening om, hvorvidt den førstindmeldte strejke var lovlig. SAS mente, at elementer i strejkevarslet gjorde det ulovligt i forhold til arbejdsretten. Det var Dansk Pilotforening uenig i, men man har alligevel valgt at trække sit første varsel tilbage og udsende en ny og tilpasset varsling, der altså først kan få effekt fra 16. september.
Det er uklart, hvorvidt den varslede strejke fra de to norske pilotforeninger også er udskudt. SAS skulle tillige have trukket sin lock-out varsling tilbage, men det er også uklart, at man har varslet en ny lockout fra SAS' side.
Overenskomsten mellem SAS og piloterne i både Norge, Danmark og Sverige har været udløbet gennem flere måneder. Torsdag eftermiddag kunne SAS offentliggøre, at man har indgået en ny overenskomst med de svenske piloter, mens forhandlingerne tilsyneladende er gået i hårdknude mellem SAS på den ene side og de danske og norske piloter på den anden.
Forhandlingerne om den nye overenskomst sker, efter at SAS har annonceret, at man vil oprette et datterselskab i Irland og oprette baser i Storbritannien og i Spanien. Det har været en upopulær beslutning blandt danske piloter, og Dansk Pilotforening har over for branchemediet Check-In givet udtryk for, at Irland-beslutningen ikke hjælper på forhandlingsklimaet i de nuværende overenskomstforhandlinger.
En central strid mellem Dansk Pilotforening og SAS skulle ifølge Berlingskes oplysninger være spørgsmålet om fleksibilitet, hvor SAS gerne vil have en mere fleksibel arbejdsstyrke, men hvor Dansk Pilotforening ikke er klar til at imødekomme SAS. Der er ikke kommet mange informationer ud om den overenskomst, som de svenske piloter netop har tegnet med SAS, men på den svenske pilotforeningens hjemmeside skriver man, at man med aftalen vil arbejde med at tilpasse pilotkapaciteten efter de fleksibilitetsønsker, som forelægger.
Dansk Pilotforening har ingen kommentar til udskydelsen af strejken. Berlingske arbejder på at få en kommentar fra SAS.