Russerne strømmer til Danmark på ferie

Antallet af russiske turister overhaler for første gang både de kinesiske og japanske.

Foto: Morten Germund
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For første gang nogensinde er der i år flere russiske turister i Danmark end både kinesiske og japanske. Det sker på trods af en begrænset indsats fra den officielle turismeorganisation Visit Denmark, skriver Politiken.

I årets første fire måneder var der 26.155 overnatninger fra Rusland, hvilket er en stigning på 27 procent i forhold til samme periode sidste år. Til sammenligning har der i årets første fire måneder været henholdsvis 19.590 og 26.152 overnatninger med et kinesisk og japansk pas i hotelreceptionen.

Tue Ingemann Paarup, analysedirektør i tænketanken Tourism Intelligence Institute (TII), påpeger, at det russiske marked potentielt er vores allerstørste nærmarked.

- København er bare to timer væk fra en befolkning, som har fået mange penge mellem hænderne og lyst til at bruge dem på at rejse, siger han til Politiken.

Rederiet DFDS har de seneste syv år gjort en aktiv indsats for at tiltrække turister fra vækstlandet mod øst. Selskabet har blandt andet allieret sig med russiske rejsearrangører, og investeringen giver nu pote.

Mens der i hele 2004 blot var 400 russiske gæster på færgen mellem København og Oslo, forventer rederiet i år at servicere 25.000 russere - en stigning på 75 procent i forhold til sidste år.

Salgschef Tommy Brink fortæller, at russerne er tiltrukket af vores natur og vores kultur, slotte, herregårde og strand.

- Og vi oplever, at de rejser hertil over hele året. Russere har blandt andet en lang ferie i forbindelse med jul og nytår, og de lader sig ikke kyse af vejret, for de er vant til mere kulde hjemmefra, siger han.

/ritzau/