Plenti-stifter gør klar til bredbåndskrig i Danmark

Peter Mægbæk, som solgte mobilselskabet Plenti til TDC for lidt over et år siden, er tilbage – nu for at lave ravage på markedet for internetforbindelser i Danmark. Det sker sammen med bl.a. YouSees tidligere bredbåndsdirektør.

For tre år siden startede Morten Strunge (til venstre) og Peter Mægbæk (til højre) sammen mobilselskabet Plenti, som TDC købte halvandet år senere. Nu er Peter Mægbæk tilbage i telebranchen i spidsen for et nyt bredbåndsselskab, som skal skabe konkurrence på danskernes internetforbindelser. Arkivfoto: Asger Ladefoged Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Kun tre måneder, efter at TDC slugte bredbåndsselskabet Hiper, som var begyndt at skabe hård konkurrence på internetforbindelser i Danmark, går tre af televerdenens veteraner sammen i et nyt selskab, som skal tage kampen op.

Fastspeed åbner i løbet af foråret og forventer inden for de første to år at nå 20.000 kunder. I spidsen står Peter Mægbæk, der er medstifter af såvel Fullrate som Plenti, begge opkøbt af TDC for at fjerne irriterende konkurrenter. Han bliver bestyrelsesformand for Fastspeed, der får Jens Raith, tidligere bredbåndsdirektør i det TDC-ejede YouSee, som administrerende direktør. Sidste mand i trioen er Morten Boe Andersen, som også kender televerdenen gennem mange år men senest har været direktør for Sweetdeal, som han forlod i efteråret.

Simpel vare til rå pris

»Det er den simple vare til den rå pris i høj kvalitet – og vi kommer til at ligge med lavere priser end det, som markedet ser nu. Hiper satte for nylig priserne op med 40-50 kroner, efter at TDC købte dem. Det er blandt andet det hul, vi skal fylde ud, men vi tror også, at vi vil kunne levere til antenneforeninger. Timingen er rigtigt god,« siger Peter Mægbæk til Berlingske.

Fastspeed vil udelukkende levere bredbåndsforbindelser over kabel-TV-net og fibernet, og her er store forandringer på vej som følge af den hårdere konkurrence. TDC, som er landets største teleselskab, har fået nye ejere, der satser på at få flere ind og bruge deres netværk, mens GlobalConnect, som hidtil udelukkende har leveret fiberforbindelser til erhvervslivet, efter fusionen i september med norske Broadnet nu også vil gå efter privatkunder.

»Der sker ting i TDC, som hidtil har været protektionistiske men nu har en helt anden forretningsplan. Også GlobalConnect overvejer at sælge infrastruktur til nogen, der vil være operatør på fibernettet på privatmarkedet i Danmark. Endelig går elselskaberne nu ud og åbner deres fibernet,« forklarer Peter Mægbæk.

Fastspeeds netsted gik i luften 22. januar, men først omkring maj venter selskabet at koble de første kunder på. Fold sammen
Læs mere

Åbner for kunder omkring maj

Han forventer, at Fastspeed åbner omkring maj, når alle systemer er på plads, og der er ansat de rette folk. Fastnets netsted blev åbnet tirsdag morgen, og her kan man »skrive sig op til at få et godt tilbud«, som han udtrykker det uden at ville ud med konkrete priser.

Fastnet vil begynde i de større byer men går efter at blive landsdækkende.

20.000 kunder lyder ikke umiddelbart af så meget over to år sammenlignet med, at Hiper på få år fik 47.000 kunder?

»Nej, og det kan være, at vi kan præstere langt flere. Men det er godt at sætte sig et mål, som man kan nå. Vi nåede 20.000 kunder i det første år med Fullrate i sin tid. Det er bestemt ikke urealistisk, at vi når højere op hurtigere med Fastspeed,« siger Peter Mægbæk.

En oplagt mulighed

Han solgte i september 2017 mobilselskabet Plenti, som han havde stiftet sammen med serieiværksætteren Morten Strunge, der stod bag lavprismobilselskabet Onfone og e-bogsselskabet Mofibo, til TDC for 74 millioner kroner plus gæld for omkring 36 mio., i alt 110-120 mio. kr. Peter Mægbæk fulgte med tilbage til TDC men forlod selskabet i november 2017.

Nu er han medstifter af og bestyrelsesformand for Fastspeed.

»Min ambition er også at lave andre ting end at starte teleselskaber, men her var en oplagt mulighed, som jeg gerne vil hjælpe med. Men jeg satser på at trække mig tilbage til bestyrelsesarbejde,« siger han.

Fastspeed har kontor i The Camp på Klausdalsbrovej i Ballerup og vil udelukkende satse på faste internetforbindelser, ikke mobilt bredbånd, som bl.a. Plenti solgte.