Pirater slået tilbage fra Mærsk-skib

Piraternes hærgen fortsætter. Endnu engang er et tankskib fra A.P. Møller-Mærsk blevet angrebet af pirater i Adenbugten. Men de er slået tilbage til start.

Foto: Jan Jørgensen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er stadig ikke lykkedes at sikre skibsfarten mod angreb fra pirater i Adenbugten i det Somaliske farvand. Hurtigbåde, mobiltelefoner og våben. Meget mere skal der nemlig ikke til, for at pirater lykkes. Men selvom det endnu engang gik ud over A.P. Møller-Mærsk, blev piraterne slået tilbage til start.

I morges blev tankskibet Maersk Phoenix angrebet af pirater i Adenbugten. Maersk Phoenix var på vej fra Bashir i Sudan til Singapore med råolie om bord, da det blev angrebet.

- Skibet foretog undvigemanøvre og tilkaldte hjælp fra et koalitionskrigsskib, som ankom efter 15-20 minutter. Piraterne flygtede, og de 24 besætningsmedlemmer er i sikkerhed. Maersk Phoenix eskorteres nu ud af Adenbugten, siger Kristian Mørch, der er Chief Operating Officer hos Maersk Tankers til Ritzaus finanstjeneste RB-Børsen.

Ti procent af de 60 skibe, der hver dag sejler gennem Adenbugten, er danske. Danmarks Rederiforening opgjorde i april, at de danske rederier siden 2007 har haft ekstra omkostninger til pirater på en milliard kroner. Netop af de grunde besluttede regeringen for nylig, at de omkring årsskiftet vil sende endnu et orlogsskib til Somalias kyst for at jagte pirater og beskytte handelsskibe.

Adenbugten er farvandet mellem Yemen og Somalia, der forbinder Bab al-Mandab-strædet med Det Røde Hav. Bugten er forbindelsesled mellem Afrikas Horn og Den Arabiske Halvø og derfor er der også en livlig trafik i bugten.

/ritzau/