Om en måned løber Huawei tør for afgørende brik i sine smartphones

De amerikanske sanktioner rammer nu den kinesiske mobilgigant på et helt afgørende område, samtidig med at Huawei netop er blevet verdens største mobilproducent.

Så lille er den, den helt afgørende brik i mobilgiganten Huaweis smartphones. Den er kraftværket, der muliggør blandt andet avanceret fotografering og en række andre nyskabende funktioner, som Huawei har været først eller ene med. Huaweis mobilchef, Richard Yu, præsenterede i efteråret 2019 den dengang nyeste Kirin-processor i Berlin. Fold sammen
Læs mere
Foto: Omer Messinger/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Amerikanske sanktioner gør nu for alvor ondt på den kinesiske mobilgigant Huawei, som om kort tid ikke længere vil kunne producere en af de helt afgørende komponenter i toptelefonerne, der har været med til at gøre Huawei til verdens største mobilproducent.

Huaweis mobilchef, Richard Yu, bekræftede forleden på en branchekonference i Kinas svar på Silicon Valley, Shenzhen, at Huawei snart løber tør for sine Kirin-mobilchips. Efter 15. september vil selskabet ikke længere kunne producere dem.

»Det er et stort tab for os«

Kirin-mobilchippen er det kraftværk, som gør Huaweis telefoner i stand til blandt andet at tage meget roste billeder, fordi chippen er i stand til at gøre telefoner som den nye P40-serie og den kommende Mate 40-serie topydende i samarbejde med den tyske kameraproducent Leica.

Huawei har høstet rigtigt gode anmeldelser for sine nylige toptelefoner – også på baggrund af nyskabende funktioner, som blandt andet Kirin-chippen har gjort muligt, heriblandt større anvendelse af kunstig intelligens, der forbedrer brugen af telefonen og hjælper med automatisk at indstille kameraet korrekt til det valgte motiv.

Det er Huaweis chipselskab, HiSilicon, der producerer Kirin-chippen, som Huawei gennem de seneste år har brugt en del tid på at promovere. De amerikanske sanktioner mod Huawei betyder dog, at HiSilicon ikke længere kan få leveret de komponenter, som skal bruges til chippen. Senest har USA forbudt, at leverandører anvender amerikansk produceret software og amerikanske maskiner til at levere komponenter eller færdige produkter til Huawei.

Kirin-mobilchippen bruges udelukkende i Huaweis smartphones og er den eneste mobilchip, der for alvor kan konkurrere med amerikanske Qualcomms og Apples tilsvarende.

»Fra 15. september vil vi ikke kunne producere vores Kirin-flagskibsprocessorer. Vores chip, der bruger kunstig intelligens, kan heller ikke produceres. Det er et stort tab for os,« sagde Richard Yu på branchekonferencen.

Samsung slået som verdens største smartphoneproducent

Huawei er verdens største producent af mobiludstyr som master og antenner og overhalede i april-juni-kvartalet sydkoreanske Samsung og blev dermed verdens største smartphoneproducent – et mål, som Huawei bevidst er gået efter de seneste to år.

Huawei solgte i andet kvartal 55,8 millioner smartphones og sidder dermed på 20 procent af verdens mobilmarked, viser nye tal fra analysehuset IDC, der følger teknologimarkederne tæt.

Huaweis telefoner har høstet stor anerkendelse blandt anmeldere, og de lidt billigere priser har været med til at sikre markedsandele. USAs præsident, Donald Trump, satte i maj 2019 Huawei på den sorte liste af frygt for, at den kinesiske teknologigigant misbruges af Kinas regime til fjernspionage og overvågning gennem sit udstyr – anklager, som Huawei hårdnakket benægter.

Sanktionerne har gjort det umuligt for Huawei at bruge Googles mobilsoftware, Android, i fuld udgave på sine telefoner. Derfor har de nyere Huawei-telefoner ikke adgang til Googles tjenester, heriblandt Google Play, hvor apps til Android hentes og købes.

En af nøglerne til Huaweis vækst

Smartphones er en del af Huaweis privatkundeforretning, som nu er den største af Huaweis tre divisioner. I årets første måneder omsatte den for 255,8 milliarder yuan, hvilket svarer til 232,4 milliarder kroner.

Analytikere siger til dagbladet South China Morning Post, at Huawei kan vælge at arbejde tæt sammen med kinesiske producenter af mobilchips, men at stoppet for produktionen af Kirin-processorerne uvægerligt vil betyde, at Huawei – også på det store, kinesiske hjemmemarked – vil miste en række af sine nuværende fordele, heriblandt selv at kunne udvikle de nyskabelser, som selskabet lige nu har brug for i telefonerne.

»Kirin har været en af nøglerne til Huaweis vækst på smartphoneområdet,« forklarer Ethan Qi, der er analytiker hos selskabet Counterpoint, til avisen.

Ifølge ham har de højtydende Kirin-chips bidraget til Huaweis teknologiske gennembrud på mobilområdet, inden for kunstig intelligens og inden for fotografi.