Nej tak til bankunionen

Bankunionen er alene skabt for at sikre tillid til euroen. Logisk for eurolande - men ikke nødvendigvis for Danmark, skriver Jeppe Christiansen fra Maj Invest.

Megabanker som franske BNP Paribas og spanske Santander er mindst 50 gange større end de mellemstore danske SIFI-banker. Hvis Danmark går med i bankunionen, vil de danske banker blive påtvunget centralisme, bureaukrati og store omkostninger for at tilpasse sig de regler, der gælder for megabankerne. Foto: Yves Herman
Læs mere
Fold sammen

De store eurolande og den europæiske centralbank ECB har siden 2011 arbejdet målrettet efter at etablere en bankunion. Forklaringen er denne: Finanskrisen og den medfølgende finansielle uro nødvendiggjorde, at banksystemet i hvert enkelt euroland skulle statsgaranteres.

Dette havde de sydeuropæiske lande ikke havde råd til, og dermed blev bankkrisen til en statsgældskrise og eurokrise, fordi globale investorer ikke ville købe sydeuropæiske obligationer. Løsningen på krisen blev efter to års forhandlinger, at den europæiske centralbank i sommeren 2012 (med tysk støtte) afgav tilsagn til kriselandene i Sydeuropa om massive lån og obligationskøb. Modydelsen blev krav om, at der skulle etableres en bank-union og endvidere, at de gældsatte lande skulle efterleve omfattende krav om besparelser og strukturtilpasninger.

Den nye bankunion – som blev færdigforhandlet i sidste måned – er et sæt af samarbejdsregler og -pligter, som skal sikre banksystemets kapitalgrundlag under finansielt stress og dermed forhindre, at bankkriser i fremtiden udvikler sig til eurokriser.

Skal Danmark melde sig ind i bankunionen?

Danmark klarede sig usædvanligt godt under bankkrisen og eurokrisen. Den danske stat garanterede alle danske banker ved brug af bankpakker. De investorer, som havde aktier i bankerne, tabte cirka 100 milliarder kroner, mens den danske stat tjente på denne ordning. Det var klogt gennemtænkt og udført af danske embedsmænd og politikere. Dette sammenholdt med Danmarks stærke økonomi gjorde, at mange investorer søgte mod Danske statsobligationer under krisen. Danmark var en »sikker havn«, og danske statsobligationer med AAA-rating blev handlet til bedre priser end tyske statsobligationer. Den danske model – at stå uden for euroen og have en samarbejdsaftale med ECB – har klaret den alvorligste stresstest af alle.

Kan Danmark klare sig uden for bank-unionen?

Den europæiske bankunion har 18 medlemslande – lige fra Tyskland til Slovenien og Grækenland – og den indeholder et fælles finanstilsyn, en fælles afviklingsmekanisme for nødlidende banker og en garantiordning for indskydere og banker. Bankunionen er alene skabt for at sikre tilliden til euroen. Bankunionen er den finansielle integration, som skaber tilliden til eurovalutaunionen. Logisk for eurolande men ikke nødvendigvis for Danmark.

Set fra dansk side er det største problem, at de sydeuropæiske lande har store statsunderskud og banker med svag solvens og enorme beholdninger af sydeuropæiske statsobligationer. Den samlede statsgæld i Grækenland, Irland, Italien, Portugal og Spanien (GIIPS-landene) er på 3.765 milliarder euro, og bankernes andel af dette er omkring 800 milliarder euro – i øvrigt uden nogen form for sikkerhed.

Når de sydeuropæiske banker kommer ind i en bankunion med solidarisk hæftelse, betyder det, at bankunionens medlemslande dermed reelt hæfter for de sydeuropæiske landes statsgæld. Vi ved endnu ikke, om gældsætningen kan bremses, eller om hele Eurosystemet kommer i en ny og måske endnu alvorligere krise om nogle år. Sydeuropa har stadig underskud og er tynget af gammel statsgæld. Pensionsforpligtelserne er enorme og skal finansieres af fremtidige skatteindtægter. Det er derfor et helt åbent spørgsmål, om Sydeuropa har økonomi til at deltage i bankunionens garantistillelse.

Hvis ikke kan det blive meget dyrt og konfliktfyldt for alle bankunionens andre deltagere. Ved en dansk deltagelse i bankunionen vil Danmark garantere for to-tre procent af denne tvivlsomme gæld. Det svarer til mindst 15-20 milliarder euro eller en 25 procent stigning i den danske statsgæld. Deltagelse i en bankunion kan blive kostbart.

Næste problem er, at et fælles europæisk tilsyn næppe er en god løsning for Danmark. Vi er et lille land med et effektivt tilsyn og stor åbenhed. Vi har mange banker, et velfungerende realkreditsystem og bundsolide pensionsvirksomheder. Hvorfor skal vi have et europæisk finanstilsyn, som skal håndtere 18 vidt forskellige lande med forskellige bankkulturer, til at styre danske banker og kreditinstitutioner.

De problemer, der kan opstå i megabanker som BNP Paribas (fransk global storbank med en balance på 1.800 milliarder euro) og Santander (spansk storbank med en balance på 1.100 milliarder euro), er af en anden karakter end det, som gælder danske banker.

De store europæiske banker er mindst 50 gange større end de mellemstore danske SIFI-banker. Men i en bankunion skal de under samme finansielle tilsyn, og kravet om harmoniserede regler for banker vil påtvinge centralisme, bureaukrati og store omkostninger. Den dynamik og evne til fornyelse, som er nødvendig i den globale konkurrence, vil forsvinde, og danske banker bliver styret efter de behov, som ECB har for at kontrollere europæiske megabanker.

I Danmark har vi effektivt afviklet alle de banker, som »gik ned« under finanskrisen. Undervejs har den danske stat deltaget med bankpakker. Finanstilsynet har strammet sin praksis i overensstemmelse med det, som Folketinget og regeringen har ønsket. Folketinget har sørget for, at skatteborgernes penge blev brugt med den fornødne omhu. Hvorfor skulle vi lade en europæisk bankunion styre afvikling af danske banker i krise, når vi har vist, at vi selv kan – endda under de værst tænkelige forhold?

Vi har med enkelte undtagelser haft et solidt bankvæsen siden bankernes og sparekassernes grundlæggelse i midten af 1800-tallet. Vi har de seneste 25 år haft dygtige regeringer og finansministre, som har skabt en stærk dansk økonomi, der giver os friheden til ikke at blive meldt ind i nye og uprøvede valuta- og bankunioner. Husk, euroen er stadig en helt ny valuta med kun 14 år på bagen, og en europæisk bankunion er uprøvet.

De seneste 200 år har Europa haft tre større valutaunioner, som alle er brudt sammen – den længstlevende skandinaviske valutaunion holdt kun i 40 år. Ingen ved, om euroen og den tilhørende bankunion har den fornødne finansielle styrke og politiske opbakning til at klare de mange konjunkturudsving og finansielle bevægelser, som en global markedsøkonomi giver.

Jeg tror på Europa og dansk EU-deltagelse, men mener samtidig, at vi skal holde os uden for bankunionen. Der er for mange og for forskellige lande med i euroen og bankunionen. Hvis man skal forpligte sig så omfattende og uigenkaldeligt, som der er tale om i en bankunion, skal deltagerkredsen være mindre og mere ensartet både politisk, institutionelt og ikke mindst økonomisk.