Når parterne har brug for hjælp

Business journalist Rikke Brøndum Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er som regel ingen grænser for roserne til den danske arbejdsmarkedsmodel, som langt hen ad vejen får æren for både at kunne skabe en konkurrencedygtig økonomi og samtidig sikre et velfærdssamfund. Kernen er som bekendt, at politikerne skal holde sig langt væk fra overenskomsterne, da parterne bedst selv kan forhandle sig frem til den rigtige løsning.

Sådan blev sagen om det lukningstruede Danish Crown-slagteri på Bornholm også udlagt. Men forløbet viser, at parterne i virkeligheden er dybt afhængige af politikerne, når det brænder på.

I tilfældet med det urentable bornholmske slagteri måtte de i første omgang selv opgive at blive enige, fordi de ikke inden for overenskomsten – en normallønsoverenskomst, hvor lønnen fastlægges centralt – kunne blive enige om at lade medarbejderne gå otte procent ned i løn for at redde virksomheden.

Danish Crown insisterede på, at det var nødvendigt for at drive virksomheden videre, og at de nødvendige besparelser på 25 procent ikke kunne findes på anden vis. NNF stod omvendt fast på, at en lønnedgang ville danne præcedens for lønudviklingen i andre virksomheder, hvilket naturligvis ikke ville være i deres medlemmers interesse. Havde slagteriet ligget et andet sted end i det lille bornholmske ø-samfund, var virksomheden formentlig lukket, som vi har set i Hadsund, Esbjerg og Faaborg.

Men i erkendelse af konsekvenserne for ø-samfundet trådte erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) til med hjælp både i form af lovgivning og næsten 1,5 mio. kr. årligt. Efter hvad der formentlig har været et pres fra Erhvervs- og Vækstministeriet, gik parterne – ikke mindst NNF – med til at åbne overenskomsten, så medarbejderne fremover skal aflevere 3,5 procent af lønnen til investeringer i virksomheden stigende til 4,2 procent om to år. Penge, de først kan få retur, når besparelsen er større end de 25 mio. kroner, som Danish Crown altså fra begyndelsen krævede i årlige besparelser.

Netop det kan også være med til at forklare, hvorfor NNF i aftalen understreger, at modellen med medarbejderinvesteringsselskabet er et særtilfælde for Bornholm, mens Danish Crown har meldt ud, at slagterigiganten gerne vil bruge den bornholmske model andre steder.

Udadtil er aftalen naturligvis blevet solgt som en sejr for de to parter. En anden analyse er, at kun ved en blanding og pisk og gulerod fra politisk hold endte parterne med et resultat.

NNF endte med at acceptere en – om end indirekte – lønnedgang, og arbejdsgiverne fraveg deres grundprincip om, at skattekroner ikke skal være med til at holde urentable virksomheder kunstigt i live. Hermed anerkendte de altså også, at samfundshensyn indimellem kan veje højere end at tjene penge.

Tilbage står naturligvis spørgsmålet om, hvor perspektivrig aftalen er. Mange økonomer peger på, at Danmark i visse brancher med meget ufaglært arbejdskraft har et grundlæggende konkurrenceevneproblem, fordi de job netop ikke kræver nogen særlig uddannelse. Derfor er det lettere at flytte dem til nabolande med markant lavere lønninger, eller hente udlændingene her til landet. Ud over slagterierne gælder det eksempelvis gartnerier og planteskoler. Set gennem de briller er gårsdagens aftale formentlig kun en midlertidig løsning på et langt større problem. Også for arbejdsmarkedets parter, som måske skal vænne sig til nye og mere fleksible måder at klare tingene på.