Sass Larsen banker Danish Crown og NNF på plads

Bornholms lukningstruede slagteri er reddet i 11. time. Meget tyder på, at erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen har banket fagforeningen NNF og slagterigiganten Danish Crown på plads.

Der var tilfredshed over hele linjen, da Dansk Industri (DI) onsdag inviterede til pressemøde om den aftale, der indtil videre har reddet slagteriet på Bornholm i fem år. Fra venstre DIs viceadministrerende direktør Kim Graugaard, DIs administrerende direktør Karsten Dybvad, forbundsformand i Fødevareforbundet NNF Ole Wehlast samt erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen. Foto: Jens Astrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Meget tyder på, at en handlekraftig erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) har vredet armene om på topledelserne for den gigantiske kødkoncern, Danish Crown, og slagteriarbejderenes fagforening, Fødevareforbundet NNF.

Ministeren har skruet bissen på og sendt det budskab til de to parter, der stod stejlt over for hinanden, at der SKAL findes en løsning til bevarelse af Danish Crowns mindste slagteri. NNF og Danish Crown bøjede sig.

Udgangen på sagen er nu, at de 190 arbejdspladser på en af Bornholms største virksomheder bliver reddet, hvis virksomhedens ansatte i løbet af juni stemmer ja til en meget speciel aftale mellem Fødevareforbundet NNF og Dansk Industri (DI). Den sikrer, at slagteriet foreløbig fortsætter i fem år mere.

Erhvervs- og Vækstministeriet har på flere måder sat fingeraftryk på aftalen, blandt andet i form af et årligt statstilskud på 1,3 millioner kroner til at gennemføre redningsplanen, der skal opfylde Danish Crowns hidtil ultimative krav om at spare 25 millioner kroner om året på det underskudsgivende slagteri.

Medarbejderne investerer i et selskab

»Jeg talte med dyb stemme og sagde til parterne, at det var en alvorlig sag. Mit budskab var, at de ikke var længere fra hinanden, end at sagen kunne løses. Det er en katastrofe for Bornholm, hvis den her arbejdsplads bare bliver lukket. Efter to døgns non stop-forhandlinger er det lykkes at få aftalen i hus. Men det er kun på et hængende hår, at det skete,« siger erhvervs- og vækstminister Henrik Sass-Larsen.

Danish Crown og NNF sagde tirsdag nat ja til aftalen. Den indebærer, at medarbejderne investerer 3,5 procent af deres løn i et medarbejderselskab, der skal sikre øens slagteri. I 2014 og 2015 er indskuddene henholdsvis 2,5 og 2,8 millioner kroner.

Danskerne kunne i går vågne op til den positive nyhed om, at NNF og DI var nået til enighed om redningsplanen for det lukningstruede slagteri. Hvis de bornholmske slagteriarbejdere siger ja til aftalen, er de forpligtede til skattefrit i fem år frem til 2019 at indskyde 3,5 procent af deres bruttoløn i investeringsselskabet Medarbejderinvesteringsselskab på Bornholm. Pengene skal investeres i ny teknologi, produktionsanlæg, drift og vedligeholdelse af slagteriet. Medarbejderne får kun deres indkudte penge tilbage, hvis slagteriet når målet om at spare 25 millioner kroner om året.

På et hastigt indkaldt pressemøde i DI onsdag formiddag var der lutter brede smil og tilfredshed hos såvel Henrik Sass Larsen som administrerende direktør i DI, Karsten Dybvad, og forbundsformand Ole Wehlast, da de stående ved små podier i den store hall i DIs nye pompøse hovedsæde ved Tivoli præsenterede redningsplanen.

Dyrt at producere på Bornholm

Selv om Danish Crown har sagt god for planen, passer den givet ikke ind i koncernchef Kjeld Johannesens og hans bestyrelses flere måneder gamle plan om at lukke det lille slagteri. Det er hundedyrt hvert år at producere 450.000 slagtesvin på en ø som Bornholm. Slagteriet har en halv million kroner i underskud om ugen.

Danish Crown, der i det seneste regnskabsår solgte kød for 58 milliarder kroner og havde et driftsoverskud på to milliarder kroner, slagter færre og færre svin i Danmark og er presset af høje omkostninger.

Et udtryk for det er, at 8.000 slagteriarbejdere i løbet af de seneste ti år er røget ud i forbindelse med en række virksomhedslukninger rundt om i landet. I stedet flyttes mere og mere produktion og arbejdspladser til Tyskland og Polen, hvor arbejdernes lønninger er meget lavere.

Danish Crown har hidtil stået stejlt på kravet om, at slagteriarbejderne skulle gå otte procent ned i løn. Ellers blev slagteriet lukket.

I 11. time indledte Danish Crown og NNF forhandlinger for at finde en eventuel løsning. Den blev fundet.

Vilkår for produktion skal forbedres

Under gårsdagens pressemøde stod direktør Jesper Friis, chef for slagteridivisionen DC Pork, bagved uden at tage ordet. DI-medlemmet Danish Crown havde før pressemødet sagt ja til den specielle aftale. Direktøren afviser i dag over for Berlingske Business, at hans firma blev presset af Henrik Sass-Larsen til at gå med til aftalen.

»Vi lytter selvfølgelig, når vores erhvervsminister beder os kigge på sagen en gang til. Trods aftalen har vi overhovedet ikke løst slagteribranchens generelle problemer, men reddet cirka 200 arbejdspladser på en lille fin ø. Det er vi superglade og superlykkelige for. Vi har ligesom NNF givet os og bøjet os en lille smule for at nå en løsning. Men hvis ikke politikerne finder måder at hjælpe danske landmænd og slagterier på, så rammevilkårene bliver bedre i form af lavere skatter og omkostninger, vil der i de næste ti år ske en markant reduktion i antallet af slagteriarbejdspladser i Danmark, idet de flyttes ud af landet,« fastslår Jesper Friis.

Der skal senest 15. september 2015 være valg til Folketinget.

En redning af slagteriet i Rønne har stor signalværdi og styrker regeringens image over for vælgerne i bestræbelserne på at sikre økonomisk vækst samt bevare og skabe nye arbejdspladser i produktionsindustrien i Danmark.