Modebranchens overdrivelser

Den danske tøjbranche lancerer sig dygtigt i medierne og over for politikere – og den har tilsyneladende bagtanker.

I dag slutter sensommerens store modemesse Copenhagen International Fashion Fair (CIFF). Ifølge en del danske tøjfolk og medier er denne messe enten »den største i Europa« eller »nummer et i Europa«. København er i det hele taget – må man forstå – ved at blive et centrum for international mode. Man kan faktisk blive ganske overvældet af den danske modebranches evne til at lancere sig selv, især over for indenlandske medier, og man kan komme til at gruble over, hvad meningen egentlig er.

Modemessen, der holdes i februar og august, har ifølge CIFFs eget materiale i de seneste år haft cirka 35.000 besøgende og har omfattet cirka 43.000 kvm. Nu er det altid lidt risikabelt at sammenligne den slags oplysninger, men lad os alligevel forsøge: Efterårets store Prêt-à-Porter messe (der er en blandt mange messer i Paris) oplyser f.eks., at den normalt har 42.000 besøgende fagfolk på 60.000 kvm., CPD/Igedo i Düsseldorf havde 42.600 besøgende på messen 22-24.juli, mens den eksplosivt voksende Bread & Butter-modemesse i Barcelona 4.-6. juli blev besøgt af 91.000 mennesker fra branchen. Messen i København er altså pænt stor, men kommer næppe i nærheden af at være Europas største, og den gør ikke i sig selv København til et globalt modecentrum.



SPØRGSMÅLET ER, OM udlændinge overhovedet opfatter København som en blot nogenlunde smart og mode-orienteret by? Den amerikanske avis Wall Street Journal har i sommer bedt 19.792 mennesker i Europa og USA om at udpege de europæiske byer, hvor folk er smartest (most stylishly dressed). Svar fra de lande, som byerne ligger i, er ikke regnet med, så der er tale om ægte international anerkendelse. De bedst placerede byer er: Paris, Milano, London, Rom, Moskva (der lever højt på stemmer fra Øst- og Centraleuropa), Berlin, Madrid, Barcelona og Amsterdam – i nævnte rækkefølge. København tilhører en stor gruppe af byer, som kun meget få udlændinge stemmer på. Dens image som modeby synes altså fortsat at være noget, der skal skabes, og ikke noget der på forhånd er givet.

Men i stedet for image kan man jo også se på en mere kontant målestok, penge. Eksporten af tøj steg sidste år med flotte 9,3 procent. Danmarks samlede eksport steg imidlertid i 2006 med endnu flottere 10,1 procent. Direktør Preben W. Friis fra branche-organisationen Dansk Tekstil og Beklædning (DTB) siger, at »modsat mange andre brancher, så har vores sektor et dokumenteret vækstpotentiale. Vi er for længst ovre den store omstilling, som udlicitering af produktion betyder for andre.« Tja, måske. De fleste tal viser nærmere, at modebranchen klarer globaliseringen godt – men ikke bedre end andre brancher.

Hvorfor er det så vigtigt for branchen, at få fortalt, at den klarer sig enestående? Måske kan man få en del af svaret af næstformanden for DTB, Carsten Lauth, fra Kwintet Kansas (der fremstiller arbejdstøj). Han sagde på generalforsamlingen i maj, at nu har »det officielle Danmark for alvor fået øjnene op for det potentiale, som ligger i branchens toptrimmede virksomheder. Samtidig har medierne gjort tekstil og beklædning til et fokusområde takket være branchens store eksportresultater, den københavnske modeuges stadigt stærkere profil og Copenhagen International Fashion Fairs erhvervede rolle som Europas største modemesse.« Og han fortsatte: »Det er dejligt, at politikerne nu har taget det kreative Danmark på sin dagorden. Branchen har brug for opbakning, hvis tempoet skal i vejret.«



ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTER Bendt Bendtsen er foreløbig trådt til med 412 mio. kr., der skal brande Danmark i udlandet; heraf skal 43 mio. kr. placere Danmark som design- og modenation.

Ifølge Carsten Lauth er »en offentlig indsats inden for konkrete branding- og eksporttiltag en nødvendighed, hvis vi skal løfte os hurtigere og længere ud på det globale plan. Ingen tvivl om det.« Branchen ser frem til at blive taget med på råd, når nye midler og initiativer »sættes i søen.«

Det er lidt paradoksalt, kan man mene: Det billede af en usædvanligt succesfuld dansk tøjbranche, der så dygtigt er skabt i medier og blandt politikere, synes ikke mindst at være en slags ansøgning om mere offentlig støtte. Kan det virkelig være rigtigt, at den tilsyneladende så livskraftige branche kun kan udbygges med statslig opbakning?