Madoff græder ud: Jeg er også et offer

Efterspil. Den største svindler i finanshistorien har ondt af sig selv. I to interview fra fængslet fortæller Bernard Madoff, at investorerne tvang ham til at svindle, og at det har kostet ham alt.

Foto: TIMOTHY A. CLARY

Endelig taler Bernard Madoff.

Manden bag finanshistoriens største bedrageri har talt med to journalister fra to forskellige medier, og de giver et billede af en mand, som stadig går rundt med et dobbelt bogholderi. På den ene side er han bodfærdig. Han ved, at han kostede investorer et tab på over 60 milliarder dollar, og at han var skyld i sin søns selvmord.

På den anden side er han også overbevist om, at de alle sammen var medskyldige. Alle de store finanshuse, som postede penge i hans fond, måtte have vidst, at den var gal, og de pressede ham til at fortsætte. Så det er formentlig ikke en overraskelse, at han ifølge magasinet New York hver onsdag går fra sin celle til den psykiatriske afdeling af fængslet, og dér taler med en psykiater. »Hvorfor gjorde jeg, hvad jeg gjorde. Jeg behøvede ikke pengene,« spørger Madoff psykiateren, og hans næste spørgsmål lyder typisk:

»Alle siger, at jeg er en sociopat. Men jeg er ikke ond … Jeg er et godt menneske. Er jeg ikke?«

Forfængelighed var et vigtigt motiv

Interviewet i magasinet giver et indtryk af en mand, som stadig ikke kan få sine tanker rundt om, hvad han har gjort – og hvorfor han har gjort det, og som skiftevis bebrejder sig selv og omverdenen ulykkerne. Men at dømme ud fra hans egne ord er det tydeligt, at forfængelighed var et vigtigt motiv.

Bernard Madoff omtaler sig selv som »en lille jødisk fyr«, som ikke havde alle de »gyldne forbindelser«, som »de andre« havde, og som kom fra den forkerte side af floden, og som oplevede, hvordan hans fars forretning gik ned, og han lovede sig selv, at det skulle ikke ske for ham.

Så da han begyndte som børsmægler, begyndte han som outsider, en opponent til systemet, og han handlede småpapirer uden om de gængse systemer, lovligt og højst lukrativt, fordi han var god til at finde de rigtige papirer. Hans succes tiltrak store firmaer, og de store firmaer tiltrak endnu flere store firmaer, og han blev valgt som formand for en af de amerikanske børser.

»Jeg håbede på et mirakel«

Og dér sad han nu, »den lille jødiske fyr« i polyesterskjorte, og pludselig fedtede de allesammen for ham, fordi hans investeringer typisk gav et afkast på mellem 15 og 20 procent om året, og da de ikke længere gav det afkast – hvad så?

Skulle han risikere at miste sine nye venner, de fine herrer fra de fine firmaer, eller ...? Han valgte det sidste, den tomme linje og spørgsmålstegnet, som førte til et astronomisk pyramidenummer, som varede i næsten 20 år, og som år efter år brugte nye investeringer til at betale 11 procent i fast afkast på de gamle investeringer. »Jeg håbede på et mirakel, men fra omkring 2002 indså jeg, at det aldrig ville komme. Jeg kunne ikke komme ud af det … det var blevet for stort,« siger han til New York.

»De var grådige«

I sidste uge udtrykte han i kortere form den samme historie i et interview med New York Times. En reporter, som skriver på bogen »The Wizard of Lies«, der udkommer til foråret, berettede, hvordan Madoff følte, at de store banker pressede ham til at blive ved, og de vidste, eller burde i det mindste have vidst, at det var løgn, sagde han. Ingen investeringer, ingen papirer, kan i tykt og tyndt give 11 procent i årligt afkast. Det er umuligt. »Men deres holdning var: Hvis det hele er løgn, så vil vi ikke vide det,« sagde Madoff til New York Times.

Derfor har Madoff også meget lidt ondt af sine investorer. Han snød dem, men de brugte ham, og det kan gå lige op. »Jeg lavede mange, mange penge til dem gennem årene,« siger han, og »der er ingen af dem, der behøver spise af affaldscontainere … De var grådige.«

Familien mistede alt

Så han har mest ondt af sig selv og ikke mindst sin egen familie. Det var »en frygtelig byrde« at skulle tage hjem til sin familie aften efter aften og spille den store finansmand og lade som om, alt var vel, og løgnen sled ham op og gjorde det umuligt for ham at nyde al den luksus, som han omgav sig med. Og, ja, han ansatte sine to sønner og sin bror i virksomheden – i en helt anden afdeling – den lovlige ende – og han indviede dem aldrig i sin »forfærdelige hemmelighed«. Sønnerne Andrew og Mark så op til ham som en afgud, også selv om han på arbejdspladsen ofte behandlede dem som skidt.

»Han hersede rundt med dem,« siger en kilde til New York, og »han skammede dem ud i fuld offentlighed og brugte ord, som jeg dårligt kunne tro«.

Men for dem forblev han – med versaler og i stråleskrift – Bernard L. Madoff, den store mand. Manden med de 11 procent, og derfor blev for hans medarbejdere endnu mere dramatisk end for de fleste andre. De mistede deres penge, deres arbejde, deres navn, og de mistede også deres far, deres familie og deres afgud. Meget få andre mistede så meget.

Andrew har ifølge New York holdt sig gående på vrede. Han hader sin far, mens den yngste og mere følsomme af sønnerne, Mark, ikke kunne surfe videre på had; han savnede sin far, han savnede de gamle dage og kunne ikke rumme løgnen, og kort før jul hængte han sig i en hundesnor.

»Jeg græd i to uger. To uger uden ophold,« siger Madoff uden tilsyneladende selv at kunne høre, at udtalelsen smager rigeligt af, at han også betragter sig som offer for selvmordet. Så l’affaire Madoff er stadig en gåde. Det er en gåde, hvorfor myndighederne og investorerne i 20 år ikke afslørede svindlen, men det er ikke en gåde, hvorfor han gjorde, hvad han gjorde. Akkurat som i et kendt børneeventyr var den mægtige troldmand bag forhænget bare en lille, svag mand, som elskede at lade som om, han var det modsatte – og verden lod ham være det.