Kinesere myldrer til København

Nye flyruter mellem København og Kina tredobler antallet af kinesiske rejsende - butikkerne byder velkommen til 50.000 købestærke kinesere hvert år.

Foto: Kristian Sæderup
Det vil fremover vrimle med købestærke kinesiske turister i de københavnske gader. Til næste år åbner to nye flyruter mellem Danmark og Kina, og derved vil antallet af kinesere gennem Københavns Lufthavne nå op på 50.000 om året.

Det er en tredobling i forhold til i dag. På nuværende tidspunkt flyver SAS til Beijing, og fra næste år vil Air China gøre det samme. Air China vil have fire ugentlige afgange mellem København og Beijing. Hertil kommer, at SAS vil udvide med en direkte rute til Shanghai. Den får fem afgange pr. uge.

Administrerende direktør for Københavns Lufthavne Thomas Woldbye glæder sig specielt over, at det kinesiske luftfartselskab vil til at lægge vejen fordi den danske hovedstad.

"Vi har banket på døren hos Air China i relativt lang tid for at få dem til at lave en rute til København, og nu er det lykkedes. Det gode er, at når det er et kinesisk selskab, så giver det ekstra mange kinesiske turister," siger Thomas Woldbye.

Masser af eksport

Han fremhæver, at der er tre slags rejsende, der kommer fra Kina. Dels passagerer på gennemrejsende, dels turister og dels erhvervsfolk.

"Nye ruter mellem Danmark og Kina betyder flere eksportindtægter til landet på grund af det øgede antal turister. Det er købestærke turister og forretningsfolk. Vi ved, at det giver mange millioner kroner for det danske samfund," siger Thomas Woldbye.

Kræver forberedelse

Både direktør for Wonderful Copenhagen Lars Bernhard Jørgensen og trafikforsker ved RUC Per Homann Jespersen mener, at det er rigtigt godt, at der bliver flere flyvninger mellem de to lande.

Mens Thomas Woldbye understreger, at det kræver forberedelse af både Københavns Lufthavne og den danske turistbranche.

"Vi skal være bedre til at tage mod kineserne. Der kan eksempelvis være også kinesisk morgenmad på hotellerne i stedet for kun kontinental," siger Thomas Woldbye.

Ruten hos Air China åbner 2. juni næste år. Den nye rute fra SAS til Shanghai begynder til marts.

INFOshop: Så godt klarer danske virksomheder sig i Kina