»Jeg har det bedst med hænderne helt nede i bolledejen«

Jonathan Løw, der står bag iværksætterprojektet »Tre, to, én, nu!« vil gerne have mere handling og mindre snak i den danske iværksætterbranche.

Danmarks største inspirationsforum for iværksættere og vækstvirksomheder Jonathan Løw Fold sammen
Læs mere
Foto: Axel Schütt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

To lejefilm fra hylden og en pose snolder var fast inventar i Jonathan Løws to månedlige pjækkedage i folkeskolen. Hans forældre var forskellige, for mens hans mor mente, det var vigtig, at man tog sig tid til at nyde livet, havde hans far i højere grad satset på karrieren.

»Mine forældre har lært mig, at man skal have en legende og udfordrende tilgang til tingene, men at man som iværksætter ikke bare kan sidde og tænke på de gode idéer. Man skal også gøre noget ved dem,« siger Jonathan Løw.

Idéen til iværksætterprojektet Tre, to, én, nu! fik Jonathan Løw efter et ophold i Silicon Valley i Californien. Her hørte han om en gruppe kendt som »Ferrari-iværksætterne«, som ringede på døren hos rigmænd, der skulle rejse væk i længere tid for at låne deres huse gratis. Bagefter gik de ned til den lokale Ferrari-forhandler og bad om at låne en Ferrari gratis, og så gik de i gang med at iværksætte.

»Jeg fik lyst til at skabe noget lignende i Danmark, hvor man gør noget og ikke bare snakker om at gøre det. Og så fik jeg idéen til at indlogere iværksættere gratis i to måneder og se, hvad der kommer ud af det,« siger Jonathan Løw.

Vigtigt at dele sine idéer

Som 18-årig skabte Jonathan Løw den første af de fire virksomheder, han har etableret. To af dem er blevet til vækstvirksomheder, og to af dem lykkedes ikke.

»Jeg har både prøvet at etablere noget med de rigtige folk, men jeg har også prøvet at skabe noget uden, og der er stor forskel. Da jeg begyndte første gang, var jeg bange for, at nogen skulle stjæle mine idéer, men i dag er jeg mere nervøs for, at folk ikke har lyst til at stjæle dem, for så er de ikke gode nok,« siger han.

Tre, to, én, nu! skal hjælpe iværksætterne til at komme længere end blot til snak. Med to måneder til at knokle kan deltagerne ikke blot nå at få en god idé til en virksomhed, men også nå at få den i gang.

»Jeg synes, at der mangler konkrete og handlingsorienterede tiltag i Danmark. Når vi snakker om iværksætteri, taler vi altid om de store iværksætteridoler, og hvad de har gjort, og ellers snakker vi om skatter og afgifter,« siger Jonathan Løw.

Skaber egne job

I dag er Jonathan Løw leder for virksomheden Listen Louder, der hjælper iværksættere med at komme igang og derudover laver innovation for større virksomheder og kommuner. Virksomheden, som er omkring et år gammel, har fire ansatte, og en af dem bliver projektleder på iværksættereksperimentet Tre, to, én, nu!

»Jeg har det bedst med hænderne helt nede i bolledejen, hvor jeg udretter noget. Listen Louder skal ikke være meget større end nu, for vi skal kunne være små, unge og hurtige. Det er vores styrke,« siger Jonathan Løw.

Som ung læste han dansk på Aarhus Universitet, men stoppede, da han som 22-årig blev tilbudt et job som chef for Bog & Idés onlineafdeling.

»For et par år siden fik jeg et brev om, at jeg var blevet udmeldt fra universitetet, men så må jeg jo skabe mine egne job, og det går meget godt,« siger han.