Jagten på det sorte guld i Nordsøen slutter: Så mange job er på spil

Ansatte i olieindustrien vil på sigt skulle finde nyt arbejde, efter at et politisk flertal har besluttet at vinke endegyldigt farvel til gas- og olieeventyret i Nordsøen i 2050.

Olie- og gassektoren spiller en markant rolle for vækst og beskæftigelse i Danmark, særligt i og omkring Esbjerg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Arkivfoto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Tusindvis af ansatte i den sorte olieindustri skal sluses over i den grønne energisektor.

Ellers taber vi Danmarks næste væksteventyr på gulvet.

Sådan lyder det fra landets største erhvervsorganisation, Dansk Industri, efter at et bredt flertal i Folketinget har besluttet, at der ikke vil blive givet flere nye tilladelser til at lede efter ny olie og gas i Nordsøen, og at det fra 2050 skal være helt slut med de fossile aktiviteter.

»Det er en skelsættende beslutning, der er truffet om at vinke farvel til olieindvinding. Der er jo ingen tvivl om, at olien har gjort meget og godt for Danmark, siden starten af 1970erne. Vi har opnået et kæmpe samfundsbidrag, som har haft en stor betydning for beskæftigelse, vækst og velfærd,« siger Troels Ranis, branchedirektør i Dansk Industri.

I dag er op mod 10.000 job i Danmark direkte relateret til olieindvinding, vurderer Dansk Industri.

Den politiske aftale om Nordsøens fremtid får især konsekvenser for Esbjerg, som er landets energimetropol i forhold til beskæftigelse i Nordsøen. I den vestjyske by vurderer byens borgmester, Jesper Frost Rasmussen (V), at olie- og gasindustrien beskæftiger op mod 9.000 personer i Esbjerg, hvis man medregner følgeindustrien.

»Der er mange beskæftigede, der nu skal omstilles til andre brancher. Det kræver noget efter- og videreuddannelse, som vi vil sætte os i spidsen for at hjælpe med,« siger Jesper Frost Rasmussen til Ritzau.

Statskassen går glip af 13 milliarder kroner

Olieindvindingen har siden 1972 sikret mange milliarder kroner til statskassen. Prisen for at stoppe indvindingen af olie og gas bliver 13 milliarder kroner i tabte indtægter for staten.

Selv om vi fortsat vil have brug for olien i mange år endnu, tilhører fremtiden grøn energiproduktion, mener Dansk Industri.

»I omstillingen er det afgørende, at vi ikke får sat den store beskæftigelse på op mod 10.000 mennesker i oliebranchen over styr. Vi skal sikre, at der kommer mere havvind i Nordsøen, mulighed for udvikling af Power-to-X, CO2-fangst og læring. At vi holder fast i, at det skal være med til at fremtidssikre energibranchen og beskæftigelsen,« siger Troels Ranis og fortsætter:

»Vi skal ikke have en lavere aktivitet på energi i fremtiden. Vi skal have en endnu større aktivitet. Vi skal fastholde og udvikle endnu flere nye job i branchen, fordi den grønne omstilling er en vækstdagsorden.«

Professor: Grøn omstilling vil skabe flere job

Energiprofessor Brian Vad Mathiesen har siddet i spidsen for en forskergruppe, som har regnet på konsekvenserne af 100 procent vedvarende energi i Danmark i IDAs Energivision 2050.

»Vi kan se, at der er flere job i de grønne teknologier, end der er i sorte teknologier. Den omstilling, vi står over for, vil kunne skabe 50.000 flere job netto, når vi fraregner de job, vi taber. Dertil kommer flere job i følgeindustrier,« siger Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning på Aalborg Universitet.

»I en overgangsperiode, hvor vi skal trykke på speederen i forhold til en forandring af energisektoren, vil der netto være flere job i energibranchen, end der har været i det energisystem, vi har kendt som sort. Hvis vi ikke have en ambitiøs grøn politik, ville vi stå med flere arbejdsløse. Det er ikke tilfældet – heldigvis,« tilføjer professoren.

Aftalepartierne er blandt andet blevet enige om at afsætte 90 millioner kroner i 2025, der skal støtte Esbjerg Havns udvikling og muligheden for at være et knudepunkt for storskala havvind.